Den mest kortfattede og rammende kommentar til gårsdagens amerikanske midtvejsvalg skyldes en republikansk iagttager, der bemærker, at hans parti kun kan notere sig to lyspunkter – nemlig valget af Byron Donalds og Ashley Moody til henholdsvis guvernør og senator for Florida. Ellers var det nederlag på nederlag for Donald Trumps flok. Donalds og Moody kunne endda prise sig heldige, for de vandt begge med meget små marginer. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at Moody’s modkandidat, socialisten Angie Nixon, opnåede hele 48 pct. af stemmerne – og det i en stat, der blev regnet som en sikker republikansk bastion.
Ifølge de foreløbige optællinger har republikanerne tabt mindst 24 pladser i Repræsentanternes Hus og syv i Senatet, og begge kamre vil fra og med januar 2027 have solide demokratiske flertal.
Historisk set er der ikke noget usædvanligt ved valgets udfald, for det parti, der sidder på præsidentposten, må normalt regne med at tabe mandater ved midtvejsvalg. Således mistede Bill Clinton 54 pladser i 1994, og i 2010 måtte Barack Obama bløde hele 63. Hvad der gør dette valg usædvanligt er, at det demokratiske parti i løbet af ganske få år har gennemgået en ekstrem radikalisering, der nærmest har gjort det ugenkendeligt sammenlignet med Clintons og Obamas dage. Det er således sigende, at den åbenlyse antisemit, Abdul El-Sayed, sikrede sig en senatspost i Michigan. For første gang i landets historie har Senatet nu et medlem med tætte forbindelser til Det Muslimske Broderskab og en mand, der ikke ville sige, om Israel eller Iran er USA’s farligste fjende. Det vidste vælgerne udmærket, men de lagde åbenbart vægt på noget andet.
En anden alvorlig lussing fik republikanerne i Texas, hvor de både tabte guvernørposten og den senatsplads, der var på valg. Senatspladsen gik til den mildt sagt besynderlige demokrat, James Talarico, der har rejst rundt med det budskab, at der er seks køn, og at Gud er ”non-binær” og altså rent seksuelt er til begge sider. Talarico har desuden slået til lyd for at åbne grænsen mod Mexico og erstatte grænsekontrollen med et skilt med den besked, at alle skal være hjerteligt velkomne.
Lederen af det hidtidige republikanske senatsflertal, John Thune, trøster sig med, at Trump i det mindste fortsat er præsident, og at hans parti ikke vil sidde uvirksomt hen, mens demokraterne prøver at omgøre alt, hvad republikanerne har udrettet.
I realiteten har republikanerne kun ét våben tilbage, nemlig præsidentens mulighed for at nedlægge veto mod love, der ikke falder i hans smag. Et sådant veto kan ”overrides” af to-tredjedele af senatorerne, men det er demokraterne ikke i nærheden af at kunne mønstre.
Trump siger, at han regner med, at demokraterne vil samarbejde med ham. Vi får se.
Det er tydeligt, at præsidenten nu har måttet betale prisen for sin henholdende krigsførelse i Iran, som han valgte at trække i langdrag i stedet for at gøre den militære indsats færdig.
Hvad demokraterne angår, står de også over for vanskelige beslutninger. En stor del af deres valgkamp har bestået i løfter om sænke priserne på bl.a. fødevarer – uden at de har forklaret, hvordan de vil bære sig ad med det, og hvis de amerikanske forbrugere ikke snart mærker prisfald, venter der demokraterne et alvorligt opgør med vælgerne inden præsidentvalget i 2028.
Man kan sagtens få kortvarig succes ved at love vælgerne alle mulige gratis goder, som demokraterne har gjort op til valget, men hvis den økonomiske lykketilstand udebliver, kan stemningen hurtigt slå om.
Det skal også blive interessant at se, om det demokratiske parti kan leve med en fortsat islamisering og venstrefascistisk kurs.
