Kommentar

Jeg har i mange år undret mig over, at der ikke blandt vore mange skønlitterære forfattere var en eneste, som syntes, at det var værd at skrive en realistisk roman om Danmarks undergang som følge af de store forandringer, politikerne har ladet skylle ind over Danmark og Vesteuropa de seneste 25-30 år – og som er uden sidestykke i landenes historie. Frankrig, der er en af de hårdest ramte stater med store territorier uden for myndighedernes kontrol, har bl.a. forfatteren Michel Houellebecq behandlet emnet i Underkastelse (2015).

I Danmark udgav historikeren Lars Hedegaard i 2017 bogen Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031, hvori han brugte sin store viden om islam og Danmarks historie til at skrive en fiktiv historisk fortælling om den fremtidige islamisering af Danmark samt oprøret og kampen imod denne katastrofe.

Men igen – hvorfor var der ingen dansk romanforfatter, der påtog sig at behandle emnet litterært?

Nu har forfatteren Ulla Dahlerup heldigvis påtaget sig opgaven. Hun har det fortrin frem for de fleste (alle?) skønlitterære forfattere, at hun har sat sig ind i, hvad islam er for en størrelse, og hvilke konkrete konsekvenser islams kolonisering af Vesteuropa har haft. Som journalist på Ekstra Bladet skrev hun allerede i 1990´erne om bl.a. asylsvindel og anden indvandrerkriminalitet i Danmark – artikler, der gav en anderledes realistisk skildring end de sædvanlige glansbilledartikler. Hun havde enestående gode kilder. De øvrige danske medier enten snorksov eller var for politisk korrekte til at ville berette om de alvorlige problemer. I år2000 udgav hun bogen Fattigdom på vandring om de mange mennesker, som ikke var rigtige flygtninge, men folk der ønskede at få andel i de mange goder, som flittige europæere havde skabt gennem generationers slid.

ANNONSE

Målestok for bedømmelse af fremtidsdystopier

En skønlitterær forfatter har – ligesom en historiker, der skriver om fremtiden i – sagens natur frihed til at digte om, dvs. forestille sig, hvordan fremtiden kan tænkes at blive. En afgørende målestok for bedømmelsen af resultatet er, hvor realistiske forestillingerne forekommer at være. Ved en sådan bedømmelse må man tage udgangspunkt i nutiden og de udviklingstendenser, der aftegner sig for fremtiden. Efter min bedømmelse er Ulla Dahlerups skildring i Storhedsvanvid af et fremtidigt Danmark og Vesteuropa 2039-2040 særdeles troværdig, dvs. realistisk. 

Men hvis man fornægter nutidens realiteter, lukker øjnene eller ønsker at bortforklare dem – og det gælder de fleste politikere og personer i den samfundssektor, der kaldes kulturlivet, så har man naturligvis en anden opfattelse. Det har Ulla Dahlerup fået at føle i dagbladet Politikens omtale af bogen (ligesom Lars Hedegaard fik kniven i Weekendavisen). For dem begge gælder det i øvrigt, at fortielse er den dominerende reaktion.

Ulla Dahlerups har kaldt sin bog Storhedsvanvid. Forklaringen findes på bogens tredjesidste side, hvor den tidligere dommer Christian Skriver siger: ”Tiden med Vestens humanistiske storhedsvanvid er omsider forbi.” På bogens næstsidste side siger journalisten Morten Skriver i et tilbageblik på: ”En af de store aktører i de tunge multietniske år var løgnepressen. Når man i dag læser papirsaviser, ser tv-udsendelser eller hører radio fra 1983 og årtier fremad, så er skammen på fagets vegne næsten ikke til at bære.”

Danmark under Enhedsvejens og Islamisk Fredsfronts regime

I Ulla Dahlerups fremtidsgyser er Danmark blevet overtaget af en alliance af venstreorienterede (Enhedsvejen) og islamister (Islamisk Fredsfront) og hedder nu Den Demokratiske Republik Danmark. Der er dødsstraf for ”racisme” og ”nationalisme”, erhvervslivet er nationaliseret og kongefamilien i husarrest. I København er der spredte træfninger mellem danske og syriske bypartisaner. I Sverige er der regulære gadekampe i byerne. Partiet Sverigesdemokraterne fik flertal ved et frit valg, men de gamle partier og imamerne har nægtet at give magten fra sig.

Bogen indeholder frysende, mareridtsagtige beskrivelser af dagliglivet. Der er mangel på madvarer og helt ordinære ting som sæbe. Arbejdsløse formeres i De Glade Arbejderes Brigade under ledelse af bevæbnede kommissærer i militærfrakker. Kvinder skal være iført såkaldte ligeretsfrakker. Der hersker ”en sagte afventende uro, som når kuldefronter fra Sibiriens stepper suser ind over Norden og fejer fugleflokke ned fra trækronerne.”

Der er blevet oprettet et særligt sædelighedspoliti til at kontrollere kvinderne. I Nørrebros ”brune zone” er der cafeer udelukkende for mænd som i muslimske lande. Ved begravelser af ofre for de tilvandrede muslimer ses aldrig en krans fra politikere eller flygtningeorganisationer. Det er blevet forbudt at ringe med kirkeklokker, mens moskeerne ”stritter med minareterne”.

De tynde Hunde er betegnelsen på illegale fremmede personer, som er ankommet til Vesteuropa efter STOPPET. De er anbragt på en stinkende losseplads i Sydhavnen i København omgivet af elektrisk hegn med skilte: ”Fodring forbudt. Lægehjælp forbudt”. De tynde Hunde lever ikke i familier, men færdes i flokke omkring en stærk yngre han.

Andre udgrænsede mennesker består af en koloni af danske krigsinvalider, som har været udsendt af den danske stat for at kæmpe i muslimske staters borgerkrige, og som nu i deres eget land – hvor politikerne har svigtet dem – må se på, hvordan fremmede muslimske mænd fra disse fjerne lande frejdigt går rundt i gaderne, fordi de kan gå. Heller ingen af de mange danske hjælpeorganisationer interesserer sig for deres lemlæstede landsmænd.

Morten Skriver, ”Jagthunden” og Danmarks frigørelse

Journalist Morten Skriver er tilknyttet den kritiske avis ”Jagthunden” – en gratis netavis, som får penge fra private kilder plus to store amerikanske og russiske fonde, hvis formål er at støtte ytringsfriheden i socialistiske stater. ”Jagthunden” sender via en russisk netudbyder i Moskva og er derfor svær at blokere. Skriver lader sig på skrømt hverve til et internationalt hold, der skal være livvagt for en fransk kaptajn, som har gjort karriere i FN´s nødhjælpsorganisation UNCHR. Der er adskillige jihadister blandt livvagterne, som ”lugter af hvidløg og nattesved”. Der skal køres lastbiler til Sydeuropa med kartofler til opsamlingslagre, hvorfra nødhjælpsarbejdere bespiser illegale afrikanske mænd, der er strandet i Italien efter STOPPET.

Morten Skriver finder på sin dramatiske rejse bl.a. ud af, at vesteuropæiske systemkritikere er interneret i et afsidesliggende kloster på Balkan, hvor regeringer kan købe plads til besværlige personer, som har været udsat for muslimske attentatforsøg. Her opbevares bl.a. Michel Houellebecq, Geert Wilders og Lars Hedegaard. Der findes et stort antal lejre i forskellige lande, som administreres fra Bruxelles af Generaldirektoratet for Beskyttelse.

Her skal ikke røbes, hvordan mareridtsregimet i Danmark bryder sammen, og hvordan en storstilet udvisning og repatriering af de siden 1983 tilrejsende muslimer finder sted. Læs denne vigtige og velskrevne roman og find selv ud af det!

 

 

 

 

ANNONSE

Mest læst