Kommentar



Du kommer ikke til at se denne overskrift i en dansk avis, ikke med det første. Men Niall Ferguson slår ubønhørligt facit fast efter valgene i Europa: Socialdemokratiet er dødt. Det er bygget på kontrakten mellem en liberal elite og arbejderne, almindelige mennesker. Men nu fungerer denne kontrakt ikke længere – og årsagen er de venstreliberale.

De liberale er for “det åbne samfund”  selv når indvandring og multikultur får åbenbare negative følger. Almindelige mennesker er mærker konsekvenserne og tænker anderledes. De er imod indvandring og er skeptiske i forhold til multikultur. Deres veje skilles.

The old coalition between progressive elites and the proletariat is broken. The former are too liberal on immigration, too in love with multiculturalism. The latter loathe both. As David Goodhart shrewdly observed 13 years ago, a redistributive welfare state is viable only in an ethnically homogeneous society. He was vilified for saying it. He has been vindicated by events.

De der allerede havde læst skriften på væggen og har sagt fra, er blevet hængt ud som racister og/eller højreesktreme. På et tidspunkt vil denne defamering give bagslag, og man kan godt sige, at slagene allerede er begyndt at regne ned over de europæiske socialdemokratier: De kollapser på stribe.

ANNONSE

Den virkelig store nyhed

Medierne er en del af problemet. De skriver kun om truslen fra højrepopulismen. Den virkelig store historie er, at socialdemokratiet er dødt, siger Fergusson. Derfor vil ikke “højrepopulismen” ikke forsvinde. Der vil dukke nye bevægelser og partier op. En Marche er ikke den sidte. Og lad os være ærlige og sige, at Front National er for socialistisk i sin økonomiske politik: Marine Le Pen vil sænke pensionsalderen fra 62 til 60 år! Hun vil heller ikke afskaffe 35-timers ugen. Frankrig har ikke råd til nogen af delene.

De socialistiske partier er blevet til skygger af sig selv. Macron kommer ikke til at påtage sig socialisternes velfærdsgoder. Han har andre herrer.

Another possibility must be considered. Maybe it is the parties themselves that are in decay and their useless leaders merely represent a more general uselessness. In an essay in Foreign Affairs magazine, Pierpaolo Barbieri argues that the real story of western politics since the financial crisis has not been the rise of populism so much as the demise of social democracy: the “implosion of the centre left”.

Greece was first. The once-dominant Socialist party, Pasok, got just 6% of the vote in 2015. Then came Spain, where the Socialist Workers’ Party failed twice to unseat a weak conservative government. In Italy the great hope of the centre left, Matteo Renzi, fell from grace after losing a referendum. The once-mighty Dutch Labour Party, the PvdA, came seventh in March, with less than 6% of the vote. And today’s presidential run-off in France is going to be won by a candidate, Emmanuel Macron, who simply abandoned the Socialist brand, creating a new party with the inane name of En Marche!.

True, parties belonging to the EU-wide Party of European Socialists (PES) participate in the governments in 20 of the 28 member states, but they do so as junior coalition partners. Only eight heads of government and eight European commissioners are PES members.

American Democrats and British Labour supporters have essentially the same problem. Blame the leadership, by all means. But the reality is that the centre left — whether it calls itself progressive, Labour or social democrat — is in disarray. And it can’t be because all the candidates are terrible. It’s because social democracy is dead.

Fortabt i en blindgyde

Demokraterne i USA og medierne sidder nu og tæsker rundt i Trumps forbindelser til russerne og alt, hvad der kan tænkes at kompromittere ham. De er havnet i en blindgyde, de selv har skabt. Imens har Trump initiativet. Medierne og Demokraterne tror de vil kunne ødelægge ham med afhøringer og afsløringer. Der tikker fire-fem af den slags ind hver nat. Men det ændrer ingenting.

Vælgernes indstilling er slet ikke så negativ som medierne fremstiller det. Heller ikke de norske eller danske. Washington Post bragte en artikel, hvor følgende vigtige oplysning var gemt langt nede i historien:  Hvis valget blev afholdt i dag, efter godt 100 dage, ville Trump også have fået flest stemmer! The popular vote, som Hillary ustandselig henviser til for at markere, at hun i realiteten vandt, er væk. I dag ville hun også have tabt “popularitets-afstemningen”.

The acid test was provided on April 23 by a Washington Post-ABC poll, which asked people how they would vote if the election were held again. The answer? Trump 43, Clinton 40. So much for “Trump is a disaster”, the mantra chanted night and day by commentators who thought they had jobs in a Clinton administration. Yes, there is much wrong with Trump. But if we re-ran the election now, after 100 days of supposed disaster, he’d even win the popular vote. (That devastating fact didn’t get mentioned in the Post’s story until paragraph 26.)

Hillary Clinton siger, at hun er tilbage i ringen som en del af modstandsbevægelsen mod Trump. Obama holdt sin første udenlandske tale i Stockholm efter han forlod Det Hvide Hus. Han får efter sigende 400.000 dollars for et foredrag i USA og ferier med folk som Richard Branson. Det siger noget om, hvor han hører hjemme. I samme klasse som Clintons.

Men som Ferguson observerer: Andre præsidenter eller præsidentemner har trukket sig tilbage efter at de gik af eller led nederlag. Ikke Obama og Clintons. De kæmper videre.

At de øger polariseringen og gør modsætningene større, synes ikke at påvirke dem. Der er tegn på selvtægt og “nødret” på venstrefløjen. Volden kommer fra venstre denne gang. Det kan blive vanskeligt at bortforklare.

Vold som slår kontra

I Europa kommer den fra muslimsk hold og fra antifa. Begge i alliance med centrum-venstre. Der kan komme højreekstrem terror, men pointen er, at centrum-venstre-eliten ikke gør noget forsøg på at distancere sig fra volden, som udøves i den gode sags navn.

Denne venstrefront har anvendt vold på Berkely universitetet og Middlebury college for at hindre henholdsvis Milo Yiannopoulos, Anne Coulter og  Charles Murray i at tale. At venstrefløjen bruger vold for at nægte andre ret til at ytre sig er enestående i USA.

Og det er kun begyndelsen. Demokraterne legitimerer, at Trump er en illegitim præsident. Det er det, alle historierne om russisk hacking går ud på. Trump ha vidst det.

Vi aner ikke hvor det ender. All bets are off, som de siger i USA. Alt kan ske.

Men at centrum-venstre placerer sig selv i en offerrolle sammen med andre minoriteter, er en farlig alliance for venstrefløjen.

 
NIALL FERGUSON
May 7 2017, 12:01am,
The Sunday Times
The left’s chapter of history has ended

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.