Kommentar



Historien om at ofrene på Bataclan blev tortureret på det groveste er så slem at man helst ikke ville have kendt den. Men det er sandt og det betyder noget for det Europa og Vesten står overfor. Det forstår ethvert oplyst menneske.

Men magistraten der afhørte politiet behandlede det som en vandrehistorie, og mente at skaderne lige så godt kunne skyldes eksplosioner.  Dommeren ønsket tydeligvis ikke at det skulle være sandt. Hvorfor ikke, mon?

Den juridiske profession er i de senere år blevet invaderet af mennesker med de rigtige meninger. De er repræsentanter for en antiseptisk verden. En verdensreligion der avler vold og terror ødelægger balancen i systemet. Hvordan skal dommere og retsvæsen behandle tilhængere af en sådan religion? Retsvæsenet, hele den politiske klasse, mangler begreber og standarder for en sådan situation.

ANNONSE

Man vælger i stedet at reducere fænomenernes betydning og isolere dem til ekstreme tilfælde.

Jeg kommer i tanke om en bog fra 1973 av Ernst Becker: The Denial of Death. Becker var antropolog, jødisk, søn af Holocaust-overlevende. Han forsøgte at afklare menneskets grundvilkår:

The basic premise of The Denial of Death is that human civilization is ultimately an elaborate, symbolic defense mechanism against the knowledge of our mortality, which in turn acts as the emotional and intellectual response to our basic survival mechanism. Becker argues that a basic duality in human life exists between the physical world of objects and a symbolic world of human meaning. Thus, since humanity has a dualistic nature consisting of a physical self and a symbolic self, we are able to transcend the dilemma of mortality through heroism, by focusing our attention mainly on our symbolic selves. This symbolic self-focus takes the form of an individual’s “immortality project” (or causa sui), which is essentially a symbolic belief-system that ensures oneself is believed superior to physical reality. By successfully living under the terms of the immortality project, people feel they can become heroic and, henceforth, part of something eternal; something that will never die as compared to their physical body. This, in turn, gives people the feeling that their lives have meaning, a purpose, and are significant in the grand scheme of things.

68’er-generationen og dens efterkommere har store problemer med at begribe en religion der omfavner Døden og Afgrunden. Det bliver til en dobbelt benægtelse: Moderne mennesker har svært ved at acceptere alderdom, ælde og Død generelt. De har endda større problemer med at forstå en ideologi der hylder Døden og nihilismen.

De kan godt lege med fascismen, som de har på god historisk afstand. Men når fænomenet står lyslevende for dem, viger de tilbage.

Sådan afslører de deres egen livsuduelighed.

Mennesket bliver heroisk i sit forsøg på at skabe mening på trods af Døden. Men hvor er heroismen i dagens projekt?

Vi ser at muslimer er villig til ikke bare at dø, men at dræbe for deres tro. EU vil ikke engang have at vi skal forstå vores egen død for muslimernes biler, kugler og knive. De frarøver os således muligheden for at skabe os mening.

Dette er brud på de mest grundlæggende regler for menneskelig eksistens, og kan bare betyde at EU bliver den tabende part.

Kampen mod den voldelige islam er blevet vor tids store sag. For hvert angreb vokser skyggerne. De der siger at europæere og amerikanere må vænne sig til terroren, er i alliance med ondskaben. Den konklusion er svær at løbe fra.

Når dikotomien bliver så brutal som i dette tilfælde er man enten for Livet eller for Døden.

Hvis man er for Livet må man bekæmpe jihadismen.

Bogen Denial of Death i sin helhed…

(https://archive.org/stream/DenialOfDeath/DenialOfDeath_djvu.txt)

ANNONSE