Nyt



Mandag blev det kendt at den svenske boligminister Mehmet Kaplan fra MdG hopper af den svenske regering, udstyret med en faldskærm værd 2,4 millioner kroner. Jeg tror, ​​han vil lande blødt.

Det mest overraskende, – eller måske ikke, er at statsminister Stefan Löfven er fuld af ros for en mand han selv har givet en viktig job. Strategien er åbenbar, og kommer trolig til at fungere. Efter en totalvurdering har spørgsmål knyttet til Kaplans fortid og forbindelser til islamistiske miljøer medført, at han ikke kan gjøre det job, han er tildelt. Han er ikke uegnet, han har ikke gjort noget forkert, han har ingen dårlige venner. Det er spørgsmålene, der er problemet. Ikke mangelen på svar. Regeringen er viktigere end enkeltmennesket.

cage-director-asim-qureshi-getty

Mehmet Kaplan sat i flere år i styret i Charta 2008 og argumenterde kraftfuldt imod lover, der skulle gøre det mulig for politiet for eksempel at bedrive telefonaflytning, for at afsløre kriminelle netværk. Sådan en «terroristnoja» var han imod og sådan et udemokratisk Sverige ville ikke han leve i. Charta 2008 har undertegnet oprop sammen med blandt andre Cage UK, hvis grundlægger Asim Qureshi har omtalt den sadistiske morder Jihad John i meget positive vendinger. Det hører med til historien, at også dronning af Miljøpartiet de Grønne, Eva Joly, støttet det samme oprop. Så får hver enkelt læser selv afgøre om de synes det er positivt eller negativt, men det må jeg nok sige; en ven af Jihad John er ingen ven af mig.

Anna Sundberg  jobbet sammen med ham i Charta 2008. Hun kalte seg Um Anas og var gift med terrorislederen Said Arif, der i 2006 blev idømt 9 års fængsel i Frankrig. Hun har senere taget afstand fra sin fortid, blandt annet som tv-gæst hos Skavlan.

ANNONSE

Mehmet Kaplan har også inviteret den antisemittiske konspirasjonsteoretiker Yvonne Ridley til Riksdagen. Hun blev berømt efter at hun blev tilfangetaget af Taliban efter terrorangrepene mod USA i 2001, og konverterede så til islam. Kaplan har vært aktiv i flere svenske muslimske organisationer, pressetalsmand for Sveriges muslimske råd, SMR, ordfører i Sveriges unge muslimer, og han grunnlagde Svenske muslimer for fred og retfærdighed. Dette gør ham ikke nødvendigvis til islamist, men billeder den svenske offentlighed er blevet gjort opmærksom på de siste dagene, der han omgåes repræsentanter for tyrkiske Grå Ulver, har gradvis gjort det stadig vanskeligere for ham at fremstå som en samlende, nøytral og fordomsfri politiker med demokratisk sindelag.

Læg til at han bokstavelig talt sat i samme båd som en række antisemittiske islamister, da han i 2010 sejlede med Ship to Gaza. Han var ikke nådig i sin kritik af Israels reaktion på denne aktionen. Når vi ved hvor vigtig Israel/Palæstina-konflikten er i det politiske landskab, og han så tydelig tager parti mod det eneste land i Mellemøsten der kan minde om et fungerende demokrati, så siger det sig selv at han har valgt side. Palæstinaspørgsmålet forener verdens islamister, og handler kanske mindre om deres omtanke for Palæstina, end deres had mot jøderne. Det hjelper heller ikke at han sammenligner israelernes behandling af palæstinerne med måden nazisterne behandlet jøderne på i Tyskland.

Han blev indhentet af sin fortid, til sidst, og må afslutte sin gærning i den svenske regjering. Får dette konsekvenser for Det norske arbejderpartis (Ap) søgen efter regeringsmagt, efter valget i 2017? Trolig ikke.

Strategene i Oslo satser på at tilfældet Kaplan ikke kobles til MdG, fordi «ingen» følger med på svensk politik. Samtidig har Ap-kronprins Trond Giske allerede skisseret op hvordan Ap skal vinde tilbage regeringsmagten. Han peger på Senterpartiet (Sp), Sosialistisk Venstreparti (SV), Kristelig folkeparti (KrF) og Venstre (nærmest det danske Radikale Venstre) som mulige samarbejdspartnere. Den selvbestaltede “byregeringsleder” (selv om loven påtvang ham at benytte det gamle “byrådsleder”), Raymond Johansen, mener vejen til magt går gennem samarbejd med en hastigt sammenbragt gjeng med radikalere og veganere kaldet Miljøpartiet de Grønne.

Det er åbenbart at noen har «snakka sammen», som det heder på arbejdersproget.

Det er ikke givet at  “Jonas” (Ap-leder) vil lege med “Rasmus” (MdG-leder) i 2017. Enten fordi han mener, partiet ikke har en politik som henger sammen – det mener jo Rasmus Hansson også, når han får tenkt sig om – eller fordi han forsøger at holde liv i forestilling om, at MdG er blokuafhengige, og kan vælge at gå til højre eller venstre efter valget neste år. For å si som ungdommen i huset; “Ja særlig” (Yeah, sure).

Ellers er der ingen tvivl om hvor SV står i synet på Israel, og «nye seere» kan nyde denne klassiker med SVs stortingsrepræsentant Kirsti Bergstø i «hovedrollen» som pro-Palæstina aktivist.

Kirsti_Bergstø,_Finnmark_SV

 

Topbillede, fra engelsk wikipedia: Mehmet Kaplan med sin kone Ferida. Kaplan blev den første praktiserende muslim, der blev medlem af en svensk regering. Han var således historisk. Hvilken tolkning/fremstilling vil hans opptreden få? Svaret på det, får vi først når vi ved, hvem der vil bestemme i det fremtidige Sverige. Hvem der “vinner”. Hvis det bliver Kaplans venner, vil hans afgang kunne fremstilles som en hævn, for at han talte lige ud om Israel. Vovet at tale “sanningen”.

ANNONSE


  • Britta Due Andersen

    Interessant læsning