Nyt
NATO-general: Europa er truet af Islamisk Stat, der ‘spreder sig som kræft’ i ly af flygtningestrømmene
Tirsdag aflagde NATO-general Philip Breedlove rapport om udviklingen i Europa ved et pressemøde i den amerikanske kongres. Han talte blandt andet om truslen fra et stadig mere aggressivt Rusland, men også om borgerkrigen i Syrien, og sikkerhedspolitiske problemer relateret til flygtningestrømmene.
Generalen pointerede, at op imot 9.000 jihadister var rejst fra Europa til Syrien, og at 1.500 var vendt hjem igen. Folk der kunne tænkes at give Europa problemer på den ene eller anden måde. Endnu mere foruroligende, så påpegede han også, at Islamisk Stat bevidst udnyttede muligheden for at komme ind i Europa i ly af flygtningestrømmene. Islamisk Stat ‘spreder sig som kræft’, og udgør en sikkerhedspolitisk trussel.
Længere oprids på Defense.gov.
“Last time I was here, I explained the security situation in Europe was rapidly evolving and becoming complex. Even in just these past four months, the situation has grown more serious and more complicated.
As I stated in each of my congressional hearings, Europe continues to face security challenges from two directions. First to the east, Europe faces a resurgent, aggressive Russia. Russia has chosen to be an adversary and poses a long-term, existential threat to the U.S. and to our
European allies and partners. …To the south, Europe faces the daunting challenge of mass migration spurred by state instability and state collapse, and migration that masked the movements of criminals, terrorists and foreign fighters. Within this mix, ISIL or Daesh is spreading like a cancer, taking advantage of paths of least resistance, threatening European nations and our own with terrorist attacks.
Its brutality is driving millions to flee from Syria and Iraq creating an almost unprecedented humanitarian challenge. Russia’s entry into the fight in Syria has complicated the problem, changing the dynamic in the air and on the ground. Despite public pronouncements to the contrary, today Russia has done little to counter Daesh, but a great deal to bolster the Assad regime and its allies. …”
Jeg er ikke forbavset og jeg tror faktisk, at omfanget er større ( og det ved han sikkert også). Vi har med en af de mest skødesløse politiske klasser i Europas historie, at gøre. Den sætter sentimentalitet over sikkerhed og dyrker den humanitære ideologis overmennesker med menneskeret til lebensraum.
de jo helt væk det er NATO selv der har gjordt det de beskylder Rusland for Rusland blandet sig først 4-5 år inde i konflikten de har sendt deres angreb live og samarbejder med flere EU lande bla Frankrig
Og de blandet sig først da NATO stod på Ruslands grænse
Her er lidt fra gamle dage.
11. september 1565
Da europæerne stod sammen mod muslimerne
11.september kan islamisterne fejre, at det for 14 år siden lykkedes 19 arabiske terrorister at dræbe 3000 civile amerikanere. Men den selv samme dag har vi andre noget større at fejre: 450-året for tyrkernes nederlag på Malta.
His man i begyndelsen af 1500-tallet kastede et blik ud over det sydlige Europa, så det dystert ud for den europæiske civilisation. Efter erobringen af Konstantinopel i 1453 havde de muslimske osmanner besat Grækenland og det meste af Balkan og nået helt op til Wien. I samme periode havde de indtaget hele Nordafrika, hvorfra de kunne true Europa fra syd. Lyspunkterne i denne mørke tid var spaniernes generobring af den iberiske halvø, og at Wien i 1529 holdt stand mod den tyrkiske belejring.
Men den muslimske fare var langt fra drevet over. Efter den tyrkiske erobring i 1522 af Rhodos, hvor Johanitterordenen havde haft hovedsæde, siden de i 1187 blev tvunget ud af Det hellige land, havde ridderne opslået deres nye hovedsæde på Malta. Og derfor kom den gamle ridderorden til at spille en vigtig rolle i den civilisationernes kamp, som nu var ved at udfolde sig.
For netop Malta spillede en vigtig strategisk rolle i de langsigtede planer, som den tyrkiske sultan Suleiman 2. (den store) havde udtænkt. Efter erobringen af Konstantinopel, “Det andet Rom”, kastede han blikket mod selve Rom. En erobring af pavens by ville være en fjer i hatten, og fra Rom ville tyrkerne kunne støde nordpå og sammen med deres tropper på Balkan indtage Centraleuropa i en stor knibtangsmanøvre – en operation ikke ulig den, som de muslimske arabere havde forsøgt i starten af 700-tallet, da de belejrede Konstantinopel og samtidig stødte op gennem Spanien og dybt ind i Frankrig, indtil de blev standset af Karl Martel (Hammeren).
Den tyrkiske flådes sejr over spanierne i søslaget ved Djerba i 1560 gav johanitterne en advarsel om, hvor det bar henad. Og fra spioner i Istanbul vidste de, at en større operation var under opsejling, og ordensmesteren Jean de Valette iværksatte derfor en forstærkning af de tre fæstninger, St.Elmo (hvor Maltas hovedstad Valetta ligger i dag), St.Angelo (på halvøen Birgu) og St.Michael (på halvøen Senjla).
22.marts 1565 stævnede en flåde på 193 fartøjer med over 30.000 mand ombord ud fra osmannernes hovedstad – måske den største amfibieoperation siden antikken. 18.maj gik de i land på Malta.
I den tyrkiske ledelse var der uenighed om, hvorvidt de skulle angribe de store fæstninger først eller indtage den svageste, St.Elmo, fra vandsiden, for at få kontrol over havnen.
De besluttede sig for sidstnævnte plan og under ledelse af den berygtede corsar, Dragut, indledte de 22.maj et bombardement af St.Elmo og kunne efter en måneds hårde kampe lindtage fæstningen. De 1500 overlevende forsvarere blev straks halshugget, sat på trækors og sendt over vandet mod de andre fæstninger som en lille hilsen til ridderne om, hvad der ventede dem.
Svaret kom prompte. De tyrkiske fanger blev halshugget, hovederne stoppet i kanonerne og skudt ind over den tyrkiske lejr. Budskabet var klart: Ingen forhandling, intet kompromis og ingen overgivelse.
St.Elmos fald sendte en chockbølge gennem Europa og i England udtalte Elisabeth 1.: “If the Turks should prevail, it is uncertain what further peril might follow to the rest of Christendom”. Og spanierne fremskyndede deres planer om at sende tropper til hjælp. Spørgsmålet var så bare, om ridderne kunne holde stand, indtil hjælpen nåede frem.
Men tyrkernes erobring af St.Elmo havde været dyrekøbt. De havde mistet 6000 mand, blandt dem corsaren Dragut og halvdelen af deres janitsharer – osmannernes berygtede elitekorps, som bestod af kristne børn fra de besatte lande, der var blevet fjernet fra deres familier, hjernevasket med muslimsk propaganda og gjort til fanatiske krigere.
15.juli indledte tyrkerne et angreb fra både sø- og landsiden mod St.Michael og St.Angelo, men blev slået tilbage. Så blev de store kanoner bragt i stilling og 130.000 kanonkugler sendt ind over fæstningerne, måske krigshistoriens indtil da største bombardement nogensinde. 7.august lykkedes det tyrkerne at trænge igennem murværket til St.Michael, men et modangreb rettet mod lejren, hvor de tyrkiske sårede befandt sig, fik tyrkerne til at trække sig. De forsøgte igen 19 august og nåede atter inden for St.Michaels mur, men blev igen slået tilbage, denne gang af et hårdnakket forsvar ledet personligt af ordensmesteren de Valette.
Og da den spanske general Don Garcia i begyndelsen af september nåede frem til Malta og kunne landsætte 8.000 mand, måtte de efterhånden udmattede angribere indlede en tilbagetrækning. 11.september flygtede de sidste tyrkiske tropper fra øen, og de vendte aldrig mere tilbage.
Slaget om Malta blev det sidste store episke slag med korsridderne i hovedrollen, og det blev set som en moralsk sejr for kristenheden. Og fordi øens forsvarere kom fra både Spanien, Italien, Grækenland, Sicilien og Malta, var det et budskab til europæerne om, at de ved at stå sammen kunne besejre de hidtil så uovervindelige tyrkere.
Og det blev optakten til “Den hellige liga”, alliancen der besejrede den osmanniske flåde ved Lepanto 1572, søslaget som blev enden for den muslimske dominans i Middelhavet.