1. september. En gruppe sociologer fra Oxford Universit publicerede en artikel om, hvorfor unge højtuddannede muslimske kvinder, der lever i moderne bymiljøer, vælger at bære islamisk tørklæde. Rapporten fortæller, at i sociale situationer, hvor muslimske kvinder er sammen med ikke-muslimske venner, arbejder uden for hjemmet eller interagerer med fremmede, kan de bære tørklædet som “et signal […]

En muslimsk butiksejer bliver dræbt i Glasgow. Pressen skriver at politiet tror drabet er religiøst motiveret. Kan det ha været et hævnangreb? Så bliver det helt stille. Ingen flere spørgsmål. Asad Shah var ahmadiyyah, Så forstår vi, men vi kan alligevel ikke sige det højt. Denne tavshed er “why things are going to go so very wrong in the near future”, skriver Douglas Murray.

I slutningen af marts blev ahmadiyya-muslimen Asad Shah knivdræbt efter at han ønskede sine kristne venner en god påske. Han led 30 knivstik, inden han døde på gaden udenfor sin butik. Synderen blev fundet – en anden muslim ved navn Tanveer Ahmed. Mange tror, at alle vil tage afstand på mordere, der knivdræber mennesker, men ikke så. En forbavsende (for de uindviede) stor gruppe støtter sådanne handlinger. Og hylder dem på sociale medier. Det tales så meget om de moderate …

Asad Shah, en brobyggende ahmadi-muslim, skrev en påskehilsen til sin “elskede kristne nation” og hedrede Jesu’ eksempel på Facebook. Fire timer senere blev han myrdet. Pressen slo sagen op stort, med fornemmelse af at – ret efter Brussel – den muslimske købmand blev dræbt af en “islamofob”. Havde det været tilfældet, vilde nu pressen kravle over hvert net-click morderen nogensinde havde foretaget. I stedet blev sagen raskt lagt død, og den døde mands familie rådgivet af politiet til passe på, hvad de siger og straks gå i skjul, fordi det menes, at de nu også er drabsmål. I mellemtiden fejer pressen og politikere en række ubehagelige kendsgerninger under gulvtæppet.