Når en regering afviser at gøre, hvad den kan for at afværge en national katastrofe, kan det kun skyldes, at den byder katastrofen velkommen. Hvis den har magten og bemyndigelsen til at forhindre masseindvandring, men lader stå til, må forklaringen være, at den ønsker denne masseindvandring.

Meget kan man sige om Donald Trump, men få vil beskylde ham for at være bange af sig.
Nu har han sat alt på et bræt, og erklærer at han vil vende op og ned på den hidtidige økonomiske verdensorden, idet han har gjort det klart, at han udelukkende bekymrer sig om USA, og at resten af verdens lande må tage sig af deres egne problemer.

Hvis de amerikanske terrorister får held med deres forsøg på knuse deres politiske modstandere med brunskjortemetoder, er det nok kun et spørgsmål om tid, før den europæiske venstrefløj gør det samme, og vi må påregne, at medierne enten negligerer udskejelserne eller tager dem i forsvar.

Le Pens skæbne bringer mindelser om Morten Messerschmidt-sagen. Som man vil huske, måtte også denne dansksindede politiker igennem flere års forfølgelse for påstået svindel med EU-midler, hvilket han endte med at blive frikendt for. Men i mellemtiden havde sagen i høj grad skadet Dansk Folkeparti, og det var nok også meningen.

Og hvis Rigsfællesskabet havde en kompetent ledelse, ville den bestræbe sig på at slå en handel af med USA. Den kunne bl.a. indebære, at amerikanerne fik garantier mod russisk og kinesisk indflydelse og ret til at udvinde de naturressourcer, som den grønlandske regering og Danmark hverken har kunnet eller villet. Naturligvis mod et afkast til Grønland og Danmark.

I Norges første frie forfatning fra 1814 hed det, at jøder ikke måtte opholde sig i landet. Det er nu blevet udvidet til, at der heller ikke må bo jøder i det område, som romerne kaldte Palæstina, men som i tusind år hed Judæa – jødernes land.

USA befinder sig i en forfatningskamp, hvis lige ikke er set siden præsident Franklin Delano Roosevelts dyst med Højesteret, da han i 1930’erne prøvede at styrke den føderale centralmagt og implementere en række velfærdsprogrammer, som retten fandt forfatningsstridige.
Denne gang står kampen ikke – i hvert fald endnu ikke – mellem præsident Trump og Højesteret, men mellem præsidenten og en række aktivistiske og venstreorienterede føderale dommere på lavere niveau. Dem er der godt 600 af.

I USA, som er det virkelige Vesten, er der jammer og klage over Trump-administrationens erklærede målsætning om at tage pengene fra universiteter, der tillader antisemitiske opviglere at operere på skatteydernes bekostning. Trump vil kort sagt ikke betale for jødehad.

Så har jeg lige fået et par dage i skyggen, som dekreteret af Facebook, der meddeler, at jeg alt for ofte har gjort mig skyldig i hadetale.
Jeg har prøvet at analysere, hvad der kunne været galt, og da jeg hverken er racist, nazist, fascist, stalinist, maoist, terrorist, medlem af Ku Klux Klan eller tilhænger af “hvidt overherredømme”, og da jeg ikke har opfordret til vold mod eller undertrykkelse af nogen, spekulerer jeg selvfølgelig på årsagen.

I USA foregår der lige nu en drabelig kamp mellem Trump-administrationen, der vandt valget på et program om at gøre op med det demokratiske magtapparts årelange misregimente, og Den Dybe Stat. Enhver bør kunne indse, at USA ikke kan blive ved med at gældsætte sig, når statsgælden allerede overstiger 36 billioner dollars, og hvor rentebyrden snart bliver så tung, at der må skæres i basale velfærdsydelser.