Donald Trump undertegnede tirsdag (4.2.) det såkaldte National Security Presidential Memorandum (NSPM), hvis formål er at lægge maksimalt pres på Iran for at forhindre landet i at anskaffe sig kernevåben samt modarbejde Den Islamiske Republiks ondskabsfulde indflydelse i udlandet.

Hver gang, præsident Trump åbner munden, må man belave sig på en overraskelse, og hans udtalelser under tirsdagens pressekonference i Washington sammen med Benjamin Netanyahu levede helt op til forventningerne, og vil uden tvivl få mange af verdens ledere til at tabe både næse og mund. USA vil, proklamerede Trump, ”overtage” Gaza-striben og genopbygge den. […]

Før valget lovede Trump, at han ville lægge told på varer fra Mexico, Canada og Kina, hvis de ikke hjalp med at forhindre den ulovlige masseindvandring og den indsmugling af fentanyl, som årligt dræber 100.000 amerikanere.
Og nu har han gjort det: 25 pct. på import fra Mexico og Canada (dog kun 10 pct. for importen af energi) samt 10 pct. på Kina, hvor kemikalierne til fremstillingen af fentanyl bliver produceret.

Krigsminister Mette Frederiksen og hendes europæiske venner troede åbenbart, at Kamala Harris ville vinde, og at Donald Trump var færdig. Derfor kunne hun roligt støtte den krigspolitik, som Trump havde advaret imod.

Nu viser det sig atter, at Europa har pustet sig op med grandiose og martialske planer, som der ikke er dækning for.
Igen må de slukørede europæiske anførere gå tiggergang i Washington – og det bliver ikke nogen fornøjelig tur, efter at Trump har sat sig ved bordenden.

Nogle af Folketingets medlemmer må have vidst, at med islam kommer en undertrykkelse, som vi ikke har kendt, så langt vi kan se tilbage i dansk historie.
Hvorfor har de gennem de seneste årtier intet gjort for at forsvare landet mod islams blodtørstige gud? Her har vi baggrunden for det intense had mod Donald Trump. Tænk, hvis det lykkes Trump at gennemføre, hvad han lovede amerikanerne. Måske kunne det medføre, at de europæiske regeringer blev nødsaget til at holde de løfter, som de gav vælgerne.

En meningsmåling, refereret af Ritzau, viser, at 56 pct. af grønlænderne går ind for selvstændighed, mens kun 45 pct. holder fast i kravet, hvis det går ud over levestandarden. Eller kort fortalt: Grønlænderne vil af med Rigsfællesskabet, hvis de danske skatteydere fortsat vil levere det årlige bloktilskud og andre danske ydelser, der tegner sig for godt og vel halvdelen af den grønlandske økonomi.

Inden denne onsdag er forbi, forventes det, at præsident Trump vil beordre alle føderale myndigheder og agenturer til at sætte ind mod antisemitismen. Han forlanger desuden, at anti-israelske aktivister, som har forbrudt sig mod loven, om muligt bliver smidt ud af USA.

Hvis der overhovedet er noget at glæde sig over i denne bedrøvelige situation, må det være forestillingen om en slukøret Mette Frederiksen, som må fortælle Hans Majestæt, at hun desværre kom til at tabe Grønland, og at hun og hendes anløbne udenrigsminister vil gå over i Danmarkshistorien som landets mest uduelige regenter siden dem, der rodede os ud i i krigen i 1864.

Aftalens næste fase bliver endnu mere skæbnesvanger for Israel. Den jødiske stat skal nemlig trække alle sine styrker tilbage fra Gaza, tilmed fra grænsen mellem Egypten og Gaza, således at Hamas kan genoptage indsmuglingen af våben.

Som Caroline Glick bemærker, indebærer fase 2, at Hamas har vundet krigen. Terrororganisationen vil ikke bare overleve, men beholde den fulde kontrol med Gaza og vil, som hun bittert bemærker, blive globalt respekteret som den jihadistiske styrke, der begik folkemord og overlevede for at kunne gøre det igen og igen.

Europa føles efterhånden som en trædemølle regeret af bureaukrater, hvis uopfindsomhed er i nøje samklang med politikernes manglende handlekraft. Europa har siden indførelsen af Den Europæiske Union udviklet sig til at alderdomshjem af dådsvage ledere, som ikke aner, hvordan de skal løse de problemer, som de selv har belemret kontinentet med. I stedet prøver de at kompensere for deres manglende handlekraft ved at opgejle undersåtterne med prædikener om “klimaet”, nødvendigheden af at regulere ytringsfriheden og kampen mod “højrefløjen”.