Lige nu balancerer Trump på en knivsæg. Enten får han held med at omorganisere verdenshandelen på en måde, der tilgodeser amerikanske arbejderes og investorers interesser, eller også falder hans politik sammen som en mislykket souffle, og han taber næste års midtvejsvalg – med det resultat, at demokraterne kan genoptage deres årelange kamp for at sætte ham i fængsel. Knivene bliver hvæsset, og medierne slikker sig om munden. På Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten og i DR og TV2 ser de frem til lønforhøjelser og mere statsstøtte.

De i Europa ombejlede demokratiske præsidenter har efterladt Donald Trump med en krig, der ikke er hans, og som han ikke har ønsket. Underligt nok hørte vi ingen anklager mod Obama eller Biden for at have forrådt Ukraine eller for at være russiske agenter. Men medierne hælder en skidtspand ud over Trump, fordi han ikke har raget Obamas og Bidens kastanjer ud af ilden, og uanset hvad han foretager sig, vil det fortsætte.

Ikke alle nyheder er dårlige. Således kunne Wall Street Journal i går fortælle, at den berygtede leder af World Economic Forum (WEF), Klaus Schwab, i huj og hast har trukket sig fra posten.
Det sker, efter at en whistleblower har beskyldt ham for økonomisk uredelighed og misbrug af unge medarbejdere. Han skal bl.a. have truet kvindelige ansatte til tavshed. Om hvad fremgår ikke.

Mens det iranske regime arbejder på fuldt tryk for at udvikle kernevåben og de nødvendige fremføringsmidler, bliver præsident Trump ved med at henholde sig til forhandlinger med de afsindige fanatikere i Teheran. Formålet er ifølge den amerikanske regering at få Iran til fredeligt at demontere sit kernevåbenprogram.

Det postdemokratiske samfund kan især kendes på, at demokratiet er sat ud af kraft. Der holdes valg til de lovgivende forsamlinger, men de er reduceret til teaterforestillinger opført af mere eller mindre talentfulde amatørskuespillere, der vil bilde vælgerne ind, at de agter at gøre noget ved samfundets udfordringer. Når de så sidder på taburetterne, sker der absolut intet.

Skal europæiske skatteydere blive ved med at hælde hundredvis af milliarder i en krig uden ende? Eller tror de europæiske ledere, at Ukraine har en realistisk chance for at besejre Rusland på slagmarken? Hvis det er tilfældet, er der ikke lang vej til, at Europa bliver krigsførende og til indsættelse af europæiske tropper.

Når jeg bliver ramt af depression – og det sker tit i disse dage – tænker jeg på mine forældre, der var socialdemokrater af den gamle skole. Alt det med: Gør din pligt og kræv din ret. Og jeg erindrer mine bedsteforældre og deres forældre, alle sammen arbejdsfolk, der havde gået fire år i skole og været ude at tjene, fra de var syv.

Jeg føler mig i stigende grad som en fremmed – eller skal vi sige et udskud – i mit fædreland, hvor 95 pct. af befolkningen fundamentalt set deler samme venstreorienterede, socialdemokratiske opfattelse. En egentlig opposition mod Europas tiltagende islamisering og fremmedovertagelse, mod EU’s kvælende bureaukrati og mod den accelererende meningsundertrykkelse tolereres ikke.

Om man elsker eller hader Trump og kritiserer hans handelspolitik sønder og sammen, er det ham, man vil forhandle med. Sådan er det i et imperium. Nogen tager ledelsen, og det har de andre at forholde sig til, indtil der fremstår alternative, hegemoniske magter, men det er der foreløbigt ingen udsigt til.

Mens Trump-haderne savler af forventning om, at han er i færd med at bringe USA til tiggerstaven og snart bliver smidt ud af rasende folkemængder, hvorefter han ender i fængsel, bliver storvirksomheder ved med at bebude gigantinvesteringer i USA.