Onsdag blev der atter skudt mod ICE (U.S. Immigration and Customs Enforcement). Denne gang i Dallas, Texas. Tre af ICE’s tilbageholdte blev ramt, og en døde.
Den demokratiske senator Ted Cruz er rasende og udtaler, at nu må den retorik, som animerer psykisk ustabile mennesker til at gribe til vold, simpelthen stoppe. Imidlertid tyder intet på, at toneangivende demokratiske politikere agter at indstille deres beskyldninger mod Trump for at være fascist og mod ICE for at optræde som et nyt Gestapo.

Herefter må enhver tale om, at Trump er i lommen på Putin, forstumme.

Putin har kastet handsken ved at gøre det klart, at han ikke er parat til fred. Og Trump har givet igen med samme mønt.

Det skal blive interessant at se, hvad europæerne vil gøre.

Som led i sine bestræbelser på at lefle for Englands muslimer agter Keir Starmer at anerkende de lokale shariadomstoles jurisdiktion. Der skal med andre ord indføres en delt retshåndhævelse – en for muslimer og en anden for de andre. Et interessant spørgsmål bliver, hvem der skal effektuere shariadomstolenes afgørelser. Skal det være det britiske politi, eller skal imamerne også have deres eget politi, deres egne fængsler og ret til at gennemføre fysiske afstraffelser og henrettelser af homoseksuelle og gudsbespottere, som shariaen dekreterer?

Hvis nogen havde troet, at demokraterne ville besinde sig og neddæmpe deres vilde beskyldninger mod republikanerne for at være tilhængere af ”hvidt overherredømme” og ”fascisme”, må de tro om. Demokraterne fortsætter med en retorik, som de åbenbart tror vil kunne skaffe dem flertallet ved næste års kongresvalg og præsidentvalget i 2028. Det bliver et interessant eksperiment og et lærestykke for hele den vestlige verden: Kan man i et demokratisk samfund overbevise et flertal af vælgerne blot ved at lyve om og forfølge sine politiske modstandere?

Ifølge den danske folkekirke er Jesus en svag gud – en hjertensgod taber, som vi bør hylde for hans heltemodige indsats.

Engang var Jesus en vinder – den rette mand, der kunne sætte Satan på plads – og vise vejen til paradiset.
I dag går de fleste af hans professionelle forkyndere mere op i berømmelse i medierne og en god pensionsordning.

så længe de statsgaranterede medierne har monopool på nyhedsstrømmen, har ingen mulighed for at gå i rette med dem. Og hvis nogen prøver, bliver de hængt ud som fascister.

Sådan har det stået på i 50 år. Det lykkedes aldrig vælgerne at forhindre Danmarks islamisering. Danskerne stemte ved valg efter valg på politikere, der bedyrede, at de ville sætte ind mod Danmarks afvikling. Og de blev til grin.

Det bliver i disse dage diskuteret, hvor og hvordan den 22-årige Tyler Robinson blev så radikaliseret, at han kunne begå et koldblodigt mord på den unge højreleder, Charlie Kirk, som blev skudt ned, mens han førte dialog med studerende ved et universitet i Utah. Tidligere præsident Barack Obama, skyndte sig at udsende en fordømmelse af mordet, og sagde, at han bad for Charlies efterladte. Men så tilføjede han, at ingen kunne vide, hvad der havde motiveret morderen.

Også højre-tilhængere har begået politisk motiverede mord – omend i langt ringere udstrækning end venstrefløjen. Men også her er der en vigtig forskel. Man vil sjældent støde på højretalsmænd, som på nettet eller i de traditionelle medier åbent fryder sig over deres formodede meningsfællers ugerninger. Få fra højrefløjen vil prøve at bagatellisere politisk vold med henvisning til ofrenes onde gerninger og dermed gøre det klart, de selv var ude om det – som vi ser i rigt mål, når ofrene hedder Donald Trump og Charlie Kirk.

Mordet på Charlie Kirk, den karismatiske stifter af Turning Point USA, demonstrerer atter engang forskellen på det politiske højre og venstre. Højreorienterede betragter deres politiske modstandere som mennesker, de er uenige med, mens venstreorienterede ser deres modstandere som onde og nogen, man ikke bør lytte til. De fortjener ikke nogen fair behandling i medierne. Man kan frit lyve om dem og opdigte noget, som de hverken har sagt eller gjort. Når det viser sig, at beskyldningerne er grundløse, trækker de venstreorienterede på skulderen og går med den bedste samvittighed af verden over til den næste løgn.

Frankrig lader til at være kørt fast i en situation, hvor landet er blevet uregerligt. Den nye premierminister kunne søge en tilnærmelse til venstrefløjen, der kalder sig Den Nye Folkefront, men så kunne han godt opgive sine besparelser. Eller han kunne prøve at nå til en forståelse med Marine Le Pen, og det er det sidste, præsident Macron vil tillade. Han kunne allerede sidste år have søgt en alliance med Rassemblement National, men som vi ser i land efter land, vil systempolitikerne hellere sætte nationens eksistens på spil end række den forhadte ”højrefløj” en lillefinger. I den sidste ende må politiske løsninger vige for den herskende klasses magtbegær.