Der er noget selvbedragerisk over den måde, hvorpå meningsindustrien hævder at kunne ”forklare” Trump og højrefløjen som en simpel afvigelse fra normalen. Enhver forklaring er acceptabel, så længe den fritager den politiske midte for at se indad og konfrontere sin egen fejlslagne analyse og politik. Trump er ikke årsagen til den politiske midtes problemer – han er symptom på deres svigt. Og så længe dette svigt ikke erkendes, vil dæmonen fortsætte med at hjemsøge midten. Ikke som en latterlig teaterfigur, man let kan uddrive igen. Men som roden til dens fortjente selvødelæggelse.

Universiteterne har systematisk aflyst de store fortællinger, som tidligere gav samfundet sammenhængskraft, mening og retning. I stedet hersker en skepsis over for alt, hvad der smager af tradition, national identitet, kristendom eller fælles symboler.

Vores akademiske institutioner har ikke blot mistet deres rygrad – de har aktivt transplanteret den med en gelémasse af føjelighed over for ethvert krænkelseshyl. Mens professorer i historiens løb har kæmpet mod censur og dogmatik, knæler dagens akademiske ledere i ærbødig underdanighed foran identitetspolitikkens alter.