Politikerne har i årtier tilladt masseindvandring og ofret deres egne befolkninger. De har gjort europæiske byer til eksperimentarier for multikulturalisme. Med andres børn som forsøgskaniner.
Socialmyndighederne er lammet af frygt. Frygt for at blive kaldt racister får myndighederne til at holde kæft. Og borgerne selv? De fleste tier stadig. De stemmer på de samme politikere. De er bange for at sige højt, hvad de tænker, bange for at miste job, venner, anseelse.

Kun når vi forstår vores landskab gennem historier – gennem digtning, minder og traditioner – udvikler vi den kærlighed, der fører til reel beskyttelse. Johannes V. Jensen besang som ingen anden dansk digter vores land, ikke på grund af biodiversitetsmålinger, men fordi han så skønhed og mening i hvert bakkedrag, søer og sunde.

De danske velfærdsfag er under pres som aldrig før. Stadigt færre søger ind på uddannelserne som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver, og mange oplever mistrivsel på arbejdet. Imens politikere og fagforeninger taler om bedre løn, kunne man spørge, om ikke løsningen på krisen stikker dybere: Måske kan en gammel forestilling om arbejdets kald blæse nyt liv i velfærdsfagene. Kald forstået som en stærk indre motivation, men også det at have et højre formål med arbejdet, at overskride sig selv og gøre noget godt for andre.

På et dybere niveau afspejler modstanden mod hjemsendelser et opgør med selve ideen om Danmark som kulturelt fællesskab. Venstreorienterede ser dansk kultur som en undertrykkende konstruktion, der skal dekonstrueres til fordel for mangfoldighed. Liberale ser kultur som et privat anliggende, der ikke må påtvinges andre.

Begge positioner fører til samme resultat: Danmarks forfald til en neutral ramme for globale eksperimenter.

Trumps metode er brutal i sin enkelhed: Alle får noget, hvis de arbejder med aftalerne. Ingen får noget, hvis de ikke gør. Når Amerikas fjender ved, at USA står hundrede procent bag sine allierede, bliver de mere forsigtige. Og når Amerikas allierede ved, at støtten er urokkelig, bliver de mere selvsikre i deres militære operationer.

Hvorfor skulle konservative adlyde regler, som modstanderne ignorerer? “At have fjender er et sikkert tegn på, at man gør noget rigtigt. Lad være med at blive modløs af at blive hånet, brandet som ‘deplorable’ eller behandlet som problembørn.” Jo flere fællesskaber, stabile familier, kirker og lokalsamfund, jo flere stemmer til konservative. Konservative skal derfor ikke bare vinde valg. De skal erobre institutionerne. Det tager lang tid, men det er nødvendigt.

Det er farligt at gøre det rigtige. Det er risikabelt at gribe ind. Måske er det bedre at se den anden vej.

Det er en katastrofe for et civiliseret samfund.

Under Mette Frederiksens ledelse er antallet af indvandrere fra MENAPT-landene steget med 84 procent. Samtidig oplever danskere, at trygheden i det offentlige rum svinder. At kvinder ikke kan gå hjem fra byen uden at blive forulempet. At de, der forsøger at hjælpe, risikerer deres liv. At forældre må køre deres børn, så de undgår gaderne og S-togsstationerne.

Vores kollektive forestilling er, at vi kan ramme russisk territorium uden konsekvenser. At asymmetrien kun går én vej. Men denne antagelse er meget risikabel.

Når det første missil rammer en NATO-facilitet – når chokket sætter ind og vores kommandosystemer bryder sammen – hvad gør vi så? Risikoen er, at vi i desperationen griber til endnu mere destruktive våben. Og pludselig befinder vi os i den atomare skygge.

Henrik Dahl skrev forleden på Facebook: “Jeg har været i en slags nedtrykt tilstand… jeg har en ubehagelig følelse af, at tingene er ved at skride, som ikke vil slippe taget i mig.”

Hvad får en erfaren politiker til at føle, at fundamentet skrider under os i Vesten?

Vi taler om de varselstegn, mange af os ser i Vesten:

Amerikanerne har forstået, hvad de danske universitetsledelser tilsyneladende ikke kan begribe: At støtten til højere uddannelse hviler på en implicit kontrakt om, at institutionerne faktisk uddanner kompetente fagfolk. Ikke aktivister med akademiske titler. Hele 64 procent ønsker “akademisk stringens” tilbage: Sandheden skal prioriteres over ideologien, merit over identitet, faglig kvalitet over politisk korrekthed.