En halv million illegale indvandrere får nu permanent opholdstilladelse i Spanien. Ingen krav om sprogkundskaber. Ingen uddannelseskrav. Ingen dokumenteret indtægt. Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sanchez har skabt en direkte motorvej ind i hele EU. For med spansk opholdstilladelse følger retten til fri bevægelighed over Schengen-grænserne.

Vi kender ikke disse mennesker. Vi har ingen garanti for, at en ren straffeattest i Spanien betyder noget som helst om deres fortid i oprindelseslandene.

Uden politisk dømmekraft og mod til at sige nej bliver statsborgerskabet en tom formalitet, og Danmark “et navn uden folk”. ”En af os” er et forsvar for, at nationen har ret til at definere sig selv, og at statsborgerskab er en gave og en forpligtelse, ikke en automatydelse. I en tid, hvor både venstrefløj og anstændige borgerlige helst vil undgå at tale om, hvem der faktisk skal regnes for “en af os”, er det befriende, at nogen tager Grundlovens ord og den historiske indfødsret alvorligt.

Vores almindelige sprog bærer ikke længere tilstrækkelig følelsesmæssig overbevisningskraft. At kalde noget uretfærdigt mobiliserer ikke folkemængder. At kalde det fascisme gør. At sige, at en politik har mangler, åbner for debat. At sige, at den er folkemord, lukker debatten øjeblikkeligt.

Man kan kalde det en slags art moralsk inflation

Der er sket et tektonisk kulturelt skifte, som medieklassen ikke har forstået. Trumps valgsejr var ikke årsagen til dette, men en effekt af det. 78 procent af vælgerne prioriterede konkret forandring frem for at bevare institutionerne. Vælgerne ønskede ikke stabilitet, men et chok til systemet. Trump legemliggjorde præcis det chok. Matt Goodwin har dokumenteret omfanget. Mest slående er generationsskiftet. 75-årige hvide mænd stemte mere på Kamala Harris end 20-årige hvide mænd. Gen Z er potentielt den mest konservative generation i 50-60 år. Især unge mænd vender ryggen til en progressiv kultur, der placerer dem nederst i det moralske hierarki. De kaldes ”toksiske”.

Det måske mest kafkaske element er, hvordan systemet fremstiller sin egen magt som sårbarhed. Slottet – der har absolut kontrol over landsbybeboerne – fremstiller sig som truet af K.s beskedne forsøg på at udføre sit arbejde. Tilsvarende præsenterer vestlige eliter sig selv som “under angreb” fra demokratiske bevægelser, de kalder “trusler mod demokratiet”. Et system, hvor borgernes egen deltagelse i de tomme ritualer opretholder systemets legitimitet. Folket har ret til at stemme, men ikke ret til at få deres vilje respekteret, når den kolliderer med eliternes projekter.

Det måske mest provokerende – og mest ærlige – i Ruttes linje er, at han uden blusel roser Trump dér, hvor han faktisk har haft en gavnlig effekt. Uden Trump var hverken 2‑procentmålet eller den nye 5‑procentsaftale blevet til noget.

Mange europæere hader at høre det, fordi de ønsker en renere fortælling: NATO reddes af “det gode Europa” mod “den onde Trump”.

Det er, som man har glemt det klassiske diplomatis lektie, at ubehagelige personer kan spille uundværlige roller.

Selv borgerlige mennesker forsvarer nu et EU, der intet har med konservatisme eller klassisk liberalisme at gøre. Det er svært at acceptere, at de lader sig skræmme af amerikanerne til at give køb på klassisk europæisk kultur. Det er nok, at Enhedslistens Pelle Dragsted og islamogauchisterne gør det.

Vi har ikke tid til at lyve for os selv længere. Hvis vi ikke erkender krisen korrekt, kan vi ikke overvinde den.

Vi har set Trump bevise, at det uforståelige kan vise sig rationelt. NATO-presset virkede, selvom alle kaldte det vanvid. Mellemøsten-tilgangen gav resultater, selvom kritikerne advarede.

Måske er Grønlandsudspillet forhandlingstaktik snarere end seriøs politik. Måske rummer den sorte boks en plan, vi endnu ikke har gennemskuet.

Vi ved det ikke. Men risikoen er tydelig.

“One Battle After Another” præsenterer sig som antiautoritær, antiracistisk og solidarisk. Bob er den faldne helt, der genopstår i kampen mod den onde Colonel Lockjaw spillet af Sean Penn som en karikeret fascist. Filmen lover os revolutionær retfærdighed, Antifa-motiveret befrielse af de undertrykte, modstand mod det totalitære Amerika. Og det totalitære er regeringens kamp mod illegal indvandring.

Vi er ét hundrede procent afhængige af USA. Det indsnævrer vores råderum radikalt. Diplomatiet skal levere sikkerhed til USA uden at opgive suverænitet for Danmark. Det er en knivspids at balancere på. Men alternativet – intet diplomati – er at falde ned på begge sider. Som Alexander Gray, Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd, direkte har formuleret det: ”Jeg har ingen tillid til at et uafhængigt Grønland vil kunne modstå et pres fra Rusland og Kina og overholde aftalen.” USA vil så vidt muligt have juridisk og politisk kontrol. Ikke bare rettigheder, der kan trækkes tilbage.