Ingolf Gabold fortsætter hvor han slap, og taler i dag ud i Berlingske. Han pointerer, at højrefløjen ikke er interesseret i kunst, men er mere til underholdning. Alt er dog politik for DR’s tidligere dramachef. X faktor, der jo nok er mere underholdning end kunst, var en måde at fortælle danskerne at Danmark har ‘forskellige kulører’. Eksempler på borgerlig underholdning findes ikke, omend det dog nævnes at Rejseholdet blev kritiseret for at have’nationalistiske og bagstræberiske tendenser’. Det kom fra teaterchef Martin Lyngbo, Zenia Stampes endnu værre halvdel.
At underholdningsprogrammer såsom X faktor bruges til at præparere danskerne til det multikulturelle samfund nogen ønsker, har længe været en offentlig hemmelighed. Jeg er sikker på at den i dag 73-årige Ingolf frydede sig, da eksotisk udseende Jasmin Dahl med de sudanesiske rødder forrige år vandt X faktor. Måske knap så meget, da det kom frem, at hendes far var Ahmed Numan Isaac Rahma, bedre kendt som ‘Jaguar’. Manden der dræbte og parterede taxichauffør Torben Vagn Knudsen, påsken 2005.
Interview med Gabold i Berlingske – ‘Højreorienterede er ikke interesserede i at lave kunst’.
“Hvorfor kommer du med udmeldingen om, at ‘1864’ var et politisk projekt, nu hvor du ikke længere er dramachef i DR?
‘Det gør jeg, fordi den ønskede debat udeblev, da TV-serien blev sendt. En af de væsentligste debatter, som vi overhovedet kan have herhjemme i dag, er i mine øjne debatten om, hvor meget vi er europæere, og hvor meget vi er danskere. Og da der nu er premiere på spillefilmen, der er lavet over TV-serien, mens der på samme tid også lige er kommet en bog om, hvordan ‘1864’ blev modtaget, håber jeg, at vi kan tage den debat nu, for alle advarselslamper blinker. Jeg vil nationalismen til livs, og jeg ønskede med ‘1864’ at vise, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke forholder os kritisk til dansk nationalisme.’ …
‘Ja, ‘X Factor’ er politisk. Det er en musikudsendelse, men det er politisk, fordi det er det program i DR, der fredag efter fredag viser flest forskellige kulører på scenen. Der er sorte, brune, hvide, lyserøde – og det er politisk på den måde, at programmet vedgår, at vi lever i et multikulturelt samfund.’
