BT er blevet et tydeligt borgerligt medie, særligt i synet på indvandring og Israel, så det fører naturligvis til stor opstandelse i mediekredse. Journalisterne på avisen er utilfredse med at skulle lave borgerlig journalistik, og fra andre sider kritiseres avisens ledelse for meningstyranni.
Men når 80 procent af journalisterne ifølge undersøgelser er venstreorienterede, kræver det en stærk redaktionel styring for at sikre, at borgerlige medier (for)bliver borgerlige.
Kritikere af BT kunne begynde med at læse redaktørerklæringen, som redaktører på de Berlingske blade, herunder BT, skal skrive under på: “de Berlingske blade [ledes] i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt. Bladenes grundsyn er konservativt.”
Avisens markante debatredaktør og podcastvært, Joachim B. Olsen (læs fx dette fremragende interview), udsættes af samme grund for polemisk krydsild, senest i Danmarks Radios Deadline.
Fra Deadline og andre steder lyder det nu igen, at kriminaliteten blandt ikke-vestlige er faldet, så der er slet ikke nogen grund til den store bekymring.
Men det er en sandhed med modifikationer, som man siger. Og de modifikationer er på ingen måde ubetydelige. Så vi tager lige tallene én gang til, og det er så heldigt, at Udlændinge- og Integrationsministeriet lige har udgivet en stor rapport om emnet, som jeg henviser til i det nedenstående.
Det giver ikke mening at tale om ikke-vestlige som én samlet gruppe, fordi der er så store indbyrdes forskelle. Personer med baggrund i fx Thailand har langt lavere kriminalitet end personer med baggrund i MENAPT-landene, altså Stormellemøsten, primært muslimske lande. Dem er der rigtig mange af, og det er derfor dem, hele udlændingediskussionen primært bør dreje sig om.
Både MENAPT-indvandrere og efterkommere er massivt overrepræsenteret i kriminalitet, men indekstallet – det tal, der fremkommer, når man sammenligner niveauet med resten af befolkningen – er svagt faldende for indvandrere.
Blandt mandlige MENAPT-efterkommere er det helt anderledes. Her steg både antallet af straffelovsdømte og overrepræsentationen i det seneste opgjorte år.
Fra 2024 til 2025 steg følgende blandt mandlige MENAPT-efterkommere:
Antal personer dømt efter straffeloven steg fra 1.540 til 1.603 personer.
Det alderskorrigerede straffelovsindeks steg fra 306 til 326 (100 er tallet for den samlede befolkningen som gennemsnit, 96 for danskere).
Det alderskorrigerede voldsindeks steg fra 333 til 362.
(Kilde: Ministeriets tabel 5.1 og omtalen af figur 1–2 samt side 6).
Lægger man ministeriets tal for mænd og kvinder, indvandrere og efterkommere fra MENAPT-landene sammen, får man følgende tal for det samlede antal straffelovsdømte:
2016: 3.609
2023: 3.900
2024: 3.755
2025: 3.791
(Kilde: tabel 5.1 og 5.2).
Altså en stigning over en årrække.
For mandlige efterkommere alene steg antallet fra 1.396 til 1.603 i hele perioden.
Disse tal siger noget om den alvorlige udvikling, der består i, at MENAPT-udlændinge med årene bliver flere og flere – hvis indvandringen ikke standses, og der igangsættes hjemsendelser.
Ministeriet understreger også, at antallet af dømte ikke er det samme som antallet af domme, fordi en person kan være dømt for flere forhold.
Til dem, der endnu måtte mene, at udviklingen i sig selv jo nok skal integrere flere, så MENAPT-efterkommere får et kriminalitetsniveau som danskernes, er der også dårligt nyt.
Berlingskes nye særkørsel fra Danmarks Statistik viser, at mandlige børn af MENAPT-efterkommere – den såkaldte tredjegeneration – er markant overrepræsenteret blandt personer dømt for straffelovsovertrædelser. Deres korrigerede kriminalitetsindeks steg fra 207 i 2024 til 247 i 2025, det højeste niveau i den seksårige periode, særkørslen dækker.
Af Kasper Støvring
