USA’s udenrigsminister Marco Rubio afleverede denne uge en fejende flot flammetale foran Akropolis. Den ruinøse baggrund havde to pointer. For det første fortiden som nærvær, som det, vi – både USA og Europa – kommer af, vores fællesvestlige civilisation. For det andet fortiden som en endnu levende tradition, vi stadig skal bygge videre på.
Det var kort sagt en vital tale om Vestens fremtid. Rubio stillede spørgsmålet: Hvad er det, vi forsvarer? Hvorfor ønsker vi at føre vores civilisation videre? Og således var Akropolis en påmindelse om både skaberkraft og forgængelighed. For Vesten forsvinder uden viljen og drivkraften. Vi mangler ikke kun kapacitet, men kulturel selvtillid.
I den vestlige enhed er Europa blevet dødvægten. Europæerne er blevet indolente tabere, der synker hen i lad selvfedme, sådan som den nye skulptur i EU-parlamentet viser. Den er et skændselsmonument lavet af en venstreradikal fiduskunstner med det formål at tilsværte Trump og dermed Europas vigtigste allierede. Censur, masseindvandring, regulering og lav vækst, manglende forsvarsevne, ineffektiv energi, udemokratisk centralisering – alt det er EU gode til.
Europæerne er blevet historiens sidste mennesker, som Nietzsche advarede om.
Ruinerne bag Rubio var altså ikke blot en kulisse, men et spørgsmål til de endnu levende: Vi kan stadig beundre det, vores civilisation har skabt. Men tror vi stadig på, at vi selv kan skabe noget tilsvarende?
Det fælles Vesten: En civilisation
Rubios perspektiv var civilisatorisk, og dermed knyttede han an til Samuel Huntingtons berømte Clash of Civilisations-paradigme i modsætning til Francis Fukuyamas ide om, at vi er nået historiens afslutning med vores angiveligt universelle samfundsform baseret på menneskerettigheder og liberalisme.
Nej, Vesten er ikke universel, men derimod et historisk og kulturelt fællesskab. Vestens klassiske arv er græsk filosofi, romersk ret og kristendom, hvorfra der vokser stærke nationer, sammenhængskraft, velstand og frihed. Alliancen med USA kan fortælle os, hvem vi kæmper sammen med. En civilisation kan fortælle os hvorfor.
Det er nemlig afgørende, at europæerne samler sine kræfter, for der er ingen automatisk bevægelse mod én fælles verdensmodel. Kineserne og muslimerne bliver ikke ligesom os. De bliver tværtimod vores modstandere og muligvis også vores fjender, vi tvinges til at bekæmpe.
Modernisering medfører heller ikke vestliggørelse. At kineserne er langt mere effektive end europæerne inden for ny teknologi som atomkraft og kunstig intelligens, betyder ikke, at de bliver ligesom os. Det betyder, at de bliver en formidabel modstander.
Vestens værdier sejrer ikke alene, fordi vi synes godt om dem. Som Huntington blev berygtet for at skrive: Vesten dominerede ikke verden på grund af vores værdier, men fordi vi var så forbandet dygtige til at anvende organiseret vold. Styrke betyder alt i den nye – såvel som gamle – verdensorden.
”Ned med os!” og det europæiske selvhad
Det kalder derfor, som Rubio sagde, på bevidst selvhævdelse. Det er, hvad der indfanges i det græske ord ”thymos”.
Paradoksalt nok var det netop Fukuyama, der reaktualiserede dette begreb, som han skrev overbevisende om i bogen ”Historiens afslutning og det sidste menneske”. Men han drog aldrig de fulde konsekvenser af det.
Særligt europæerne har mistet den thymotiske passion, trangen til at hævde sig selv og sætte sig igennem over for rivalerne. Fukuyama advarede mod at blive ”det sidste menneske”, men det er lige netop, hvad hans elever i den liberale elite er blevet med deres insisteren på at rakke ned på Vesten og tillade masseindvandring og dermed vores fjender at tage bolig inden for vores mure.
Thymos: Talens ild
Thymos betegner mod, stolthed, kampvilje, æresfølelse, trangen til at udmærke sig. At holde noget for værdifuldt og være villig til at yde et offer for det.
Realpolitisk betyder det, at Europa må ophøre med at være en svag klient til USA. Det er også USA’s ønske, som ikke blot Rubio, men også Vance gentagne gange har sagt til pivende europæere, der tror, at alliancen med USA nu er forbi.
Meningen med det amerikanske budskab er, at europæerne skal lære, at civilisationen er en opgave, en stadig fordring, ikke blot en besiddelse. Komfort kan opretholde livet, men den giver ikke livet retning. Derfor angreb Rubio middelmådighedens lavland, hvor ingen rager op, og fokuserede positivt på ambition og skabertrang.
Hans tale var et forsvar for, at det fremragende igen må blive et ideal, for pligt og præstation. At stræbe ud over egen bekvemmelighed. At blive en art ”første mennesker” disciplineret af civilisationens former: Kærligheden til vores eget snarere end hadet til de andre.
Fremadrettet konservatisme
Thymos er den drivkraft, der gør kulturarv til mere end kulturforbrug. Ingen konservative ønsker en regression til en idealiseret guldalder. Traditionen fungerer derimod som en energikilde til nye bedrifter. Tro, filosofi, kunst, videnskab og teknologi er forskellige former for skaberkraft. Det er i traditionens smedje, at nye former hamres ud af gammelt metal.
Derfor var Akropolis en oplagt baggrund: Monumentet som udfordring. Vi skal ikke blot bevare det, de døde skabte. Vi skal selv skabe noget, der er værd at efterlade til de kommende generationer, når vi selv er døde.
Det er den positive udfordring i Rubios thymotiske flammetale. Vesten skal genfinde viljen til at fortsætte den civilisatoriske arv.
Vi må håbe, at vores kommende ledere, opflammet af den thymotiske passion, kan forløse den arv. Og at Rubio bliver USA’s næste præsident.
Af Kasper Støvring
