Italienske arkæologer har afdækket rester af et gammelt landskab under Gravkirken i Jerusalem, som stemmer godt overens med beskrivelserne i Det Nye Testamente af det sted, hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Fundene er præsenteret i en foreløbig undersøgelse i det arkæologiske tidsskrift Liber Annuus.
Udgravningerne ledes af Francesca Romana Stasolla fra Sapienza-universitetet i Rom. De startede i 2022 i forbindelse med restaureringen af kirkegulvet og fortsatte i 2025. Under kirken fandt forskerne et forladt stenbrud, dyrkede områder med spor efter oliven- og vinranker, flere grave hugget direkte ud i klippen og et landskab, der kan beskrives som en blanding af gravplads, have/landbrugsområde og græsningsareal for husdyr.
Gravkirken, et af kristendommens helligste steder
Dette stemmer overens med Johannesevangeliet 19:41:
»Men på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor ingen nogensinde var blevet lagt;«
Andre bibeltekster beskriver også, at korsfæstelsen fandt sted tæt på Jerusalem, men uden for byporten, og at graven var hugget ud i klippen. Stenbruddet lå på Jesu tid netop uden for datidens bymure.
Stasolla har udtalt, at holdet har fundet »bevis for et landskab, der er formet og anvendt specielt til begravelser og dødskult« sammen med små områder beplantet med vinranker og oliventræer, i tråd med evangeliets omtale af et grønt område mellem Golgata og graven.
'True tomb' of Jesus Christ found after 2,000 years – and it matches the Biblical telling https://t.co/Obawtq89Ii pic.twitter.com/g1edsnd3Ak
— New York Post (@nypost) August 27, 2026
Gravkirken, eller Den Hellige Gravs Kirke, blev opført i 300-tallet under kejser Konstantin på et sted, der allerede dengang blev anset for at være Jesu korsfæstelses- og gravsted. Et af gravkamrene blev overdækket af romerne under Hadrian, inden Konstantins folk fjernede de romerske konstruktioner og afsondrede graven som et helligt sted.
Arkæologerne understreger, at fundene ikke beviser, at netop dette kammer er Jesu grav. Det, der er afdækket, er et landskab, der stemmer overens med de topografiske og funktionelle træk, som evangeliet beskriver – stenbrud, der blev taget i brug til landbrug og begravelser.
– Den virkelige skat, vi afdækker, er historien om de mennesker, der gjorde dette sted til det, det er, ved at udtrykke deres tro her, siger Stasolla. Uanset om man tror på den historiske identifikation eller ej, er det et objektivt faktum, at generationer af mennesker har gjort det.
Gravkirken er et af kristendommens helligste steder og tiltrækker årligt millioner af pilgrimme. Den traditionelle identifikation af stedet har stået stærkt i næsten 1700 år. De nye fund giver arkæologisk støtte til, at området i det første århundrede faktisk havde den type landskab, som evangelierne beskriver – noget, der styrker den traditionelle placering uden at udgøre endeligt bevis.
Armenia is building what will be the largest statue of Jesus Christ in the world 🇦🇲✝️ pic.twitter.com/karGINnLkJ
— Trad West (@trad_west_) May 18, 2026
