250.000 hvide piger voldtaget og handlet som sexslaver af pædofile i Storbritannien. Seksuelt misbrug og tortur påført de oprindelige indbyggere, begået af udenlandske bander og klaner, som blev budt velkommen ind i landet af regeringen. Og myndigheder, der kendte til overgrebene, men tav af frygt for at blive kaldt racistiske.

Det er en af de største skandaler i Vesten i nyere tid, kendt som Rotherham-skandalen, opkaldt efter den by, hvor de mest kendte overgreb fandt sted. Men skandalen er meget mere omfattende og afdækkes i al sin hårrejsende gru i den nye rapport, Rupert Lowe og hans parti Restore Britain har fremlagt med hjælp fra eksperter og baseret på vidneberetninger, heraf fra de mange unge piger, der blev mishandlet.

Det er så forstemmende destruktivt, så ondskabsfuldt og så nederdrægtigt uhyggeligt, at det minder om den dæmonisk muse, Baudelaire påkalder i Helvedesblomsterne, og som truer med at opsluge verden.

De værste ting i rapporten er primært de ekstremt grafiske vidnesbyrd fra ofrene, der beskriver sadistisk vold, der går langt ud over almindelig grooming og gruppevoldtægt.

På et generelt plan taler vi om piger, der for nogles vedkommende fra 13-årsalderen blev voldtaget af 600-700 forskellige mænd over flere år. Andre blev passet rundt til mere end 10 mænd på en enkelt nat, udsat for vold med genstande som knuste flasker i kønsorganerne eller voldtægter, der involverede dyr. Der er tale om dybt racistisk motiveret had mod pigerne, der blev kaldt “white trash” og “kuffar”, der fortjente overgrebene.

Ofrene var ofte 11-14 år gamle, sårbare hvide britiske piger fra arbejderklassen eller care homes. Gerningsmændene havde overvejende pakistansk/muslimsk baggrund, og deres taktik var fx at tilbyde gaver, stoffer og alkohol.

Vi taler om rigtig mange vidnesbyrd og allerede kendte tilfælde fra byer som Rotherham, og herfra ekstrapoleres der til hundredtusindvis på landsplan. Som et net, der spændte sig ud over hele landet og altid fangede de svageste.

Rapporten beskriver ikke kun overgrebene, men også hvordan politi, sociale myndigheder, sundhedsvæsenet NHS, skoler og politikere aktivt svigtede. Piger blev fx sendt tilbage til gerningsmændene, imens whistleblowers blev straffet.

Socialrådgivere afskrev anmeldelser som pigernes eget “livsstilsvalg.” Taxabevillinger blev fornyet til chauffører, myndighederne vidste indgik i netværkene. Hospitaler registrerede skader og graviditeter hos 13-årige uden at indberette det videre. En mor så sin 12-årige autistiske datter mobbet og svigtet af skole og politi, indtil hun mistede livet. Også medierne svigtede. “Medierne udøvede selvcensur over for det etniske og religiøse mønster af frygt for at blive stemplet som racister” (s. 156).

Tavsheden kan billedligt betragtes som en mur, rejst sten for sten af myndighedspersoner, der frygtede mere for deres eftermæle end for børnenes liv. Det gælder også på højeste niveauer. Da Londons borgmester Sadiq Khan offentligt afviste, at organiserede voldtægtsbander opererede i hovedstaden (se fx s. 147), var politiet allerede i besiddelse af rapporter om netop det mønster.

Rapporten konkluderer: “Voldtægtsbanderne opererede ikke i skyggerne, men med den britiske stats aktive eller passive samtykke” (s. 158).

Dernæst går rapporten videre med forslag og krav, hvortil bl.a. hører lovpligtig registrering af gerningsmænds etnicitet og religion, en selvstændig strafbestemmelse i loven for organiseret seksuel udnyttelse af børn med skærpede minimumsstraffe og en national kompensationsordning.

Andre forslag er langt mere yderliggående, heriblandt kravet om kollektiv udvisning af gerningsmændenes familier og en folkeafstemning om dødsstraf.

Kan konsekvenserne af årtiers fejlslagen indvandring og antiracisme stadig ryste? Ja, det kan de i den grad. Misbrug af britiske piger begået af pædofile psykopater med indvandrerbaggrund er et stort, sort hul i det britiske samfunds samvittighed, som stadig ikke er lukket.

Af Kasper Støvring