Ved valget søndag fik Péter Magyars nye parti Tisza et stort flertal i parlamentet, mens Viktor Orbán efter 16 år ved magten erkendte et “smertefuldt” nederlag. Men er man fristet til at erklære højrebølgen i Europa til at være forbi, bør man tøve en kende.

Et hurtigt kig på mandatfordelingen – 138 til det konservative Tisza, 55 til det nationalpopulistiske Fidesz og 6 til højrepartiet Mi Hazánk – viser nemlig det modsatte:

Ungarn har et parlament uden et eneste venstreorienteret parti.

Orbán tabte da heller ikke på værdipolitik, men på økonomi og forfald i det offentlige system. De seneste år har ungarerne oplevet inflation omkring 25 procent, eksploderende energipriser, en købekraft under Bulgarien og Rumænien, og en offentlig sektor, hvor skoler, hospitaler og veje er blevet forsømt.

Péter Magyar gik til valg på økonomi, velfærd og korruption, ikke på at føre værdikrig mod Orbán fra venstre.

Magyar er nemlig langt fra venstreorienteret. Tisza placerer sig i centrum‑højre og ventes at slutte sig til EPP i Europaparlamentet. Partiet mener, at grænsehegnet mod Serbien skal blive stående, at “ulovlig indrejse ikke er en rettighed”,  og at EU tværtimod bør betale for grænsebeskyttelsen. I hvor høj grad alt dette imidlertid holder, må tiden som bekendt vise.

Orbáns arv

Her er det værd at minde om Viktor Orbáns arv.

Han var en af de mest konsekvente europæiske ledere i mødet med masseindvandring. Under flygtningekrisen rejste Ungarn hegn, håndhævede grænserne og sagde nej til tvungne EU‑kvoter og blev dæmoniseret for det.

Samtidig lancerede hans regeringer Europas mest omfattende familiepolitiske program: skattefritagelse for mødre til tre eller flere børn, boligstøtte og lån, der afskrives, hvis familien får flere børn. Tanken var enkel og konservativ: demografiske problemer skal ikke løses ved masseindvandring, men ved at styrke landets egne familier.

På den kulturelle front gjorde Orbán Ungarn til et slags fristed for konservative intellektuelle. Tænketanke som Mathias Corvinus Collegium (læs deres tolkning af valget her)   og Danube Institute, internationale konferencer og universitetsinitiativer har tiltrukket konservative forskere, journalister og politikere fra hele den vestlige verden.

Det har været en betydelig form for soft power: et lille land, der formår at sætte en global dagsorden på familiepolitik, indvandring og national suverænitet.

Den nye regering vil næppe nedlægge hele dette økosystem, men meget afhænger af, hvor langt Tisza vil gå i sin vilje til at please Bruxelles.

Myten om den autoritære Orbán

Endelig må myten om den “illiberale autokrat”, der ikke accepterer valg, justeres.

Denne gang var frygten udbredt for enten snyd, eller at Orbán ville nægte at anerkende resultatet. I stedet erkendte han hurtigt nederlaget, lykønskede sin rival og lod valget forløbe fredeligt. De, der år efter år har advaret om korrupte valg i Ungarn, må indrømme, at de tog fejl.

Så hvor der er en lærestreg for de venstreorienterede og liberale, er der omvendt også en lektie at lære for den europæiske højrefløj.

Hvad der kan læres af valget

For det første, at højrebølgen ikke er ovre, men skifter karakter. Ungarn bekræfter den tyske forsker Laurenz Guenthers observation: i 27 europæiske lande er vælgerne i gennemsnit langt mere værdipolitisk konservative, især på indvandring, end de politikere, der repræsenterer dem. Når økonomien kollapser, kan vælgerne vælte en nationalkonservativ leder, men de flytter sig ikke nødvendigvis til venstre; de søger en ny og mere effektiv konservativ ledelse.

For det andet er valget en advarsel til konservative regeringer: uden ansvarlig økonomi og en velfungerende stat er selv den mest konsekvente indvandringspolitik ikke nok til at holde magten.

Fremtiden

Orbán er væk fra regeringskontorerne i Budapest, men ikke fra europæisk politik. Han står fortsat i spidsen for den nye gruppe “Patriots for Europe” i Europaparlamentet og vil være en central stemme i den fortsatte kamp om EU’s kurs i spørgsmål om krig, migration og national suverænitet.

Magyar har på sin side et stærkt mandat og en historisk chance: får han styr på økonomi og korruption uden at bøje sig for EU’s svage migrationsregime, kan Ungarn blive et forbillede for en mere klassisk konservatisme.

Gør han ikke, står et erfarent Fidesz klar på bænken. Og de konservative vælgere i Europa viser gang på gang, at de ikke har tænkt sig at opgive hverken grænser eller kultur, fordi eliten ønsker det.

Af Kasper Støvring