Når historiebøgerne engang skal skrives, vil historikerne – uanset om de elsker den frie verden eller hader den – betragte det Herrens år 2026 som lige så skelsættende som 1789, 1914, 1939 og 1991, da Sovjetunionen officielt blev opløst.

Onsdag holdt præsident Trump en tale til den amerikanske nation og berettede om krigens gang i Iran. Han kunne fortælle, at et af verdens ondeste og farligste regimer har fået hugtænderne trukket ud. Teherans afsindige galninge har ikke meget tilbage, som de kan bruge til at overfalde og true resten af verden. Han lod forstå, at den amerikansk-israelsk militære aktion vil have nået sine mål om meget kort tid. Der bliver altså ikke tale om en ”forever war”, som Trumps modstandere til venstre og højre beskylder ham for at have kastet sig ud i.

Trump gjorde det klart, at de iranske ledere har få dage til at komme til en forståelse med USA (underforstået: gøre som USA vil). Ellers vil han bombe Iran tilbage til ”stenalderen” ved at udslette landets infrastruktur og den olieproduktion, som Allahs mænd lever af.

Mange spørger med rette, hvad der skal ske, når den militære indsats er afsluttet, og svaret er, at det må blive op til det iranske folk. USA’s og Israels krigsmål har ikke været at tilvejebringe et regimeskifte i Iran. Deres mål har været at forhindre det iranske styre i at true sine naboer og resten af verden, og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har netop meddelt, at han betragter den iranske trussel mod Israel som elimineret.

Hvad angår mullahernes atomvåbenprogram, overvejer USA tydeligvis flere optioner. En af dem er at indsætte specialstyrker for at bemægtige sig de langskæggedes beholdning af beriget uran. Det vil blive en kompliceret og farefuld operation. Så sandsynligvis vil Trump vælge via bombardementer at begrave de iranske atominstallationer så dybt under jorden, at Allahs mænd ikke kan få fingre i dem. Da USA og Israel har fuld kontrol med luftrummet over Iran, vil de kunne opdage ethvert iransk forsøg på at fjerne den berigede uran.

Ser man på det iranske folks fremtid, er problemet med Trumps strategi, at Irans islamiske magthavere givetvis er ligeglade med truslen om landets undergang. Infrastrukturen kan blive smadret, økonomien kan blive ødelagt, og befolkningen kan sulte. Men så længe Muhameds morderbander kan nedskyde folk i gaderne og voldtage kvinder i Allahs navn, vil de aldrig vedkende sig noget nederlag.

Så Trump kommer næppe uden om at hjælpe det store flertal, der ikke vil have noget med Muhameds blodtørstige ideologi at gøre.

2026 blev også året, da NATO gik i opløsning.

Siden 1949 har Europa været afhængigt af amerikansk beskyttelse. Hundredtusinder af amerikanske tropper har været stationeret i flere europæiske lande, og USA opretholder stadig en betragtelig militær tilstedeværelse. Det har været alle tiders ordning for de europæiske regeringer: USA sørgede for forsvaret, og europæerne kunne bruge deres penge på bugnende velfærdsprogrammer samtidig med, at de skældte amerikanerne huden fuld.

Men nu meddeler udenrigsminister Marco Rubio, at festen er slut. Når krigen i Iran er overstået, vil den amerikanske regering overveje sit engagement i et utaknemmeligt NATO, som end ikke vil tillade amerikanerne at overflyve deres territorium eller lade lade deres fly lande på USA’s baser.

Man må håbe, at de europæiske ”allierede” nyder festen, så længe den varer, for de kan ende med selv at skulle betale for deres sikkerhed.