Jeg er fuld af respekt for NATOs generalsekretær Mark Rutte, der udfører et meget dygtigt diplomatisk arbejde i en særdeles vanskelig situation. Hans ”stille diplomati” var efter alt at dømme udslagsgivende for at have løse krisen om Grønland.

Hvorfor er Rutte så dygtig? Han virker jo, indrømmet, af og til lidt goofy, og hans stil med at smiske for Trump virker også, hmm… lidt aparte. Men for mig at se vidner det snarere om hans intelligens.

Diplomati den multipolære orden

Der findes to slags europæiske ledere i dag: dem, der drømmer, og dem, der handler. Mark Rutte tilhører den sidste kategori. I sin tale for Europa-Parlamentet  i mandags viste han, hvordan diplomatiet ser ud, når man tænker som tragisk realist: uden illusioner om verden, men heller ikke uden ansvar.

Det var som at høre en voksen mand fortælle om livets realiteter foran skolebørn. Lyt til et lille uddrag her. Tragisk realisme handler om at besinde sig på, at de vigtigste politiske valg sjældent står mellem godt og ondt, men mellem større og mindre onder.

For Europa er det et grundvilkår. Vi kan ikke forsvare os uden USA – og vi kan ikke længere forvente, at USA bare betaler regningen. Vi er afhængige og kan derfor ikke gøre, som vi ønsker.

Rutte sagde det højt, som mange helst vil pakke ind: Tiden, hvor amerikanerne bar hovedbyrden, er slut; Europa og Canada må løfte langt mere selv. Samtidig slog han fast, at også USA har brug for NATO og en stabil europæisk front, ikke mindst i Arktis.

Det er gensidig afhængighed under dyb asymmetri.

Opgør med drømmerne

Ruttes omgang med Trump er skoleeksemplet på tragisk diplomati.

Han starter ikke med moralsk indignation, men med et koldt blik på incitamenter. Trump havde én stor sten i skoen: at europæerne ikke betalte nok. Rutte svarer ikke med moralske appeller om “fælles værdier”, men med at fjerne irritationen: forsvarsbudgetter skal op, industrikapaciteten skal op, klare løfter om 5 procent af BNP til forsvar.

Det er den eneste realistiske måde at sikre, at USA forbliver bundet til NATO og artikel 5. Den tragiske statsmand spørger ikke først: “Kan jeg lide manden?” Men: “Hvordan holder jeg ham inde i alliancen?”

Derfor er det også befriende, når Rutte i sin tale gik i rette med de europæiske “drømmere”.

Til dem, der taler lyrisk om “strategisk autonomi” og et Europa, der kan klare sig uden USA, havde han ét svar: “Bliv endelig ved med at drømme.”

Hvis Europa virkelig vil stå alene, sagde Rutte, taler vi ikke om 5, men snarere om noget nær 10 procent af BNP til forsvar – inklusive en selvstændig nuklear afskrækkelse. Det er ikke kun en økonomisk pointe, men en moralsk. Drømmen om det rene, autonomt handlekraftige Europa bliver i praksis en undvigemanøvre fra det egentlige ansvar: at betale, opbygge og acceptere, at sikkerhed altid er beskidt og asymmetrisk.

Grønlandskrisen

Grønlandskrisen skærper Ruttes pointer. Pludselig er det Rigsfællesskabet, der står i centrum for en ny stormagtsrivalisering. Arktis er blevet testområde for, om Europa har forstået den multipolære verden.

Ruttes måde at skitsere to spor på – et kollektivt NATO-spor for Arktis’ forsvar og et særskilt amerikansk‑dansk‑grønlandsk spor om de konkrete aftaler – er netop den slags lagdelte diplomati, som et vellykket diplomati foreskriver. Man samler alliancen, hvor man kan, og forhandler bilateralt, hvor man må. Man accepterer, at Danmark og Grønland ikke kan “vælge sig ud” af US–Rusland–Kina-spillet, men kun forsøge at forme rammen for det.

Det måske mest provokerende – og mest ærlige – i Ruttes linje er, at han uden blusel roser Trump dér, hvor han faktisk har haft en gavnlig effekt. Uden Trump var hverken 2‑procentmålet eller den nye 5‑procentsaftale blevet til noget.

Mange europæere hader at høre det, fordi de ønsker en renere fortælling: NATO reddes af “det gode Europa” mod “den onde Trump”.

Det er, som man har glemt det klassiske diplomatis lektie, at ubehagelige personer kan spille uundværlige roller. At en uforudsigelig amerikansk præsident både kan true alliancen retorisk og samtidig – gennem sit pres – tvinge europæerne til at gøre det, der objektivt styrker alliancen på lang sigt.

Tragisk-realistisk diplomati

Det forekommer mig at være Mark Ruttes styrke som tragisk-realistisk diplomat: klarhed over magtens strukturer, bevidsthed om, at alle valg har en pris og modet til at handle inden for disse snævre rammer.

Hvor mange europæere drømmer, prøver han at gøre en hård verden en smule mere beboelig, også for småstater som Danmark, der lever i skyggen af Arktis og stormagternes nye kolde krig.

Det er ikke en heroisk fortælling. Men det er den mest ærlige, vi har.

Af Kasper Støvring