Nyt

Undertrykkelsen af protesterne mod det iranske regime er et af de blodigste kapitler i Irans moderne historie. Regimets brutale handlinger og en næsten total kommunikationsblackout er årsagen til, at det virker relativt roligt i de iranske gader efter næsten tre ugers omfattende protester – ikke fordi det største oprør mod det teokratiske regime siden revolutionen i 1979 er slut.

Der er rapporter om sporadiske uroligheder i nogle områder. I Karaj, vest for Teheran, blev en kvindelig sygeplejerske dræbt af direkte skud fra regeringsstyrker.

Tunge maskingeværer monteret på pick-up trucks

Internetblackoutet, som ifølge flere kilder er planlagt til at vare indtil slutningen af marts, gør det vanskeligt at få et overblik, men videoer, der bliver offentliggjort og cirkuleret på sociale medier, viser bevæbnede mænd, der skyder vilkårligt på ubevæbnede civile. Scenerne viser mænd med automatvåben på motorcykler og tunge maskingeværer monteret på pick-up trucks.

– Oprørere i Balochistan-regionen (den østlige del af Iran) meddeler, at de tager til våben for at beskytte deres folk mod det “nazistiske Teheran”-regimes “brutale dræbermaskine”.

Meddelelsen kommer i kølvandet på voldelig undertrykkelse i den fjerne provins: “Vi vil ikke stå passivt og se på, mens regimet dræber.”

De videoer, der er lækket ud af Iran, viser systematisk og professionel brug af vold, der går langt ud over normal kontrol af folkemængder. I flere klip løber bevæbnede mænd med automatvåben gennem gaderne og jager mennesker. De synes ikke at skelne nøje mellem demonstranter og tilfældige forbipasserende.

Maskingeværild rammer demonstranterne. Metoden vidner om erfaringer fra krigsområder som Irak og Syrien: Dødbringende magt bruges uden tøven. Dette er de brutale årsager til, at protesterne (foreløbig) er stilnet af:

– Det, der kommer ud af Iran, er ikke kun brutalitet. Det er importen af krigsvold til byens gader af mænd, der har gjort dette før.

De videoer, der cirkulerer, viser bevæbnede mænd, der skyder på ubevæbnede civile. I nogle klip løber skytterne og affyrer automatvåben. I andre står mænd oprejst på motorcykler i bevægelse og affyrer håndvåben. Der er også scener med tunge våben monteret på pick-up trucks, hvor bevæbnede mænd står bagved og skyder ind i mængden.

Det, der er slående, er ikke kun deres ildkraft, men også deres metoder og tankegang. Dette er ikke politiet, der kontrollerer folkemængder. Dette er kampaktion: koordinerede bevægelser, øvet våbenhåndtering og dødelig magtanvendelse uden tøven. Dette er mænd, der gentagne gange har dræbt i krigsområder – og er vant til det.

I årevis har IRGC’s Quds-styrke opbygget stedfortrædende styrker i hele regionen – ved at rekruttere, finansiere, træne og indsætte soldater i Irak, Syrien og Libanon. Nu bringer regimet de samme stedfortrædere hjem og bruger dem inden for Irans grænser.

Kort sagt er erfaringerne fra udenlandske slagmarker blevet importeret til iranske byer – og har forvandlet dem til dødsarenaer.

Jim Country svarer:

Dette er ikke tilfældige sikkerhedsstyrker, men kampvante enheder, der har tilbragt år i Syrien og Irak. De ved, hvordan man dræber effektivt. De ved, hvordan man terroriserer befolkningen. Og de ved, at det amerikanske udenrigsministerium vil udsende erklæringer uden at ændre noget. Vi udpegede IRGC som terrorister, men fortsatte med at forhandle med det regime, der kommanderer dem. Udpegningen var meningsløs. Drabene fortsætter.

Menneskerettighedsorganisationer beskriver det, der sker, som en “national massakre”; sikkerhedsstyrker åbner ild direkte mod demonstranter, børn og sundhedsarbejdere.

Alle kender nogen, der er blevet myrdet…

En kilde fortalte Reuters, at “alle kender nogen, der er blevet dræbt, såret eller er forsvundet”. Omkring 5.000 soldater fra irakiske grupper som Kata’ib Hezbollah, Harakat al-Nujaba og den afghanske Fatemiyoun-brigade siges at være blevet indsat.

De utallige anekdotiske historier fortæller om et enormt antal dræbte. Document kan naturligvis ikke garantere for alle historierne, der kommer ud af Iran, men de peger alle i samme retning:

– Det, der skete i Iran, er den største og mest dødbringende statslige massakre siden Anden Verdenskrig. Selv nedkæmpelsen på Den Himmelske Freds Plads i 1989 kostede færre menneskeliv end det, mullaherne påførte de iranske demonstranter. 12.000 er et konservativt skøn. Næsten alle nye anekdotiske rapporter, der gradvist kommer frem fra Iran, tyder på, at tallet er meget højere.

– Torsdag aften på Ashrafi Esfahani Street bemærkede demonstranterne, at sikkerhedsstyrkerne indtog positioner omkring dem. Pludselig, midt i mængden, trak flere personer, der havde sunget sammen med demonstranterne, våben og skød lederne af sangen i hovedet og dræbte dem. Disse personer, omkring ti i alt, stillede sig derefter ryg mod ryg for at beskytte hinanden og bevægede sig mod sikkerhedsstyrkerne.

Da de nærmede sig sikkerhedsstyrkerne, blev der åbnet ild mod mængden i et forsøg på at dræbe alle, der havde været vidne til det, der var sket.

– Mens han stadig bløder efter at være blevet skudt af det islamiske regime, sender den iranske fotograf Saddegh Parvizzadeh en desperat besked til verden: “Vi er ikke oprørere. Vi er ikke separatister. Vi er ikke spioner eller fjendtlige soldater. Vi lider. Vi lider, og ingen har lyttet til os i 47 år… Jeg sværger, det iranske folk har ikke længere noget at frygte. De er nået til vejs ende.”

– “Hvis jeg ikke går, vil intet ændre sig.” Den 18-årige Borna Dehghanis forældre bad ham om ikke at deltage i demonstrationerne. Han tog alligevel af sted – og regimets styrker skød ham. Han døde i sin fars arme på vej til hospitalet. Hans familie blev derefter tvunget til at betale tusindvis af dollars for at få hans lig tilbage. Fordi han var bahá’í, blev de nægtet en værdig begravelse.

Truslerne mod de tilbageholdte demonstranter er ikke ophørt på trods af de løfter, der angiveligt er givet til Donald Trump:

– Ahmad Khatami, en af Irans højeste gejstlige, der står Khamenei nær, opfordrede i sin prædiken i dag i Teheran til henrettelse af de arresterede demonstranter.

Det hævdes, at Ahmad Khatami får, hvad han vil, idet 52 “oprørere mod Allah” angiveligt er blevet henrettet i løbet af de sidste 24 timer.

– To lig med respiratorslanger på plads, et detalje, der siger det hele. Det var sårede demonstranter, der var indlagt på hospitalet. De døde ikke der. De blev taget ud i live, bortført fra deres senge og henrettet af sikkerhedsstyrkerne. Hvis de var døde på hospitalet, ville slangerne og det medicinske udstyr være blevet fjernet. Dette er bevis.

Militserne, som er loyale over for Irans Revolutionære Garde (IRGC), siges at være blevet indkaldt, fordi iranske soldater i stigende grad nægter at skyde på deres egne landsmænd. IRGC har selv indrømmet at “behandle tilfælde af forræderi” inden for sine rækker, en erklæring, som hurtigt blev slettet. Dette tyder på en krise i regimet: når revolutionen overlever med hjælp fra udenlandske lejesoldater, er den fatalt svækket.

Selvom de store demonstrationer er blevet undertrykt og der hersker en uofficiel undtagelsestilstand, fortsætter natlige hit-and-run-aktioner og modstandsaktioner i flere byer. Indbyggere i Teheran rapporterer om en tilbagevenden til “normalitet” under stærk tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker. En Røde Kors-medarbejder blev dræbt og fem såret under tjeneste, hvilket illustrerer voldens vilkårlighed.

Møde i FN’s Sikkerhedsråd

På FN’s Sikkerhedsrådsmøde den 15. januar udvekslede iranske og amerikanske repræsentanter skarpe beskyldninger uden at nå frem til nogen løsning. Rusland og Kina blokerede for enhver kraftig fordømmelse, mens Frankrig opfordrede til, at FN’s Menneskerettighedsråd indkaldte til et møde for at undersøge overgrebene.

Dagen har også været præget af geopolitiske spændinger. Pentagon har beordret hangarskibet USS Abraham Lincoln til at sejle fra Det Sydkinesiske Hav til Mellemøsten – en rejse, der vil tage mindst en uge. USS George H.W. Bush er på vej til Middelhavet, cirka ti dage væk. Dette minder mere om en nedtælling end en deeskalering.

Dette er ikke en deeskalering, det er en nedtælling

– Pentagon har netop meddelt, hvornår angrebet vil finde sted, men du lyttede ikke. USS Abraham Lincoln er syv dage fra sin angrebsposition, og USS George H.W. Bush er ti dage fra Middelhavet. Dette er ikke en deeskalering, det er en nedtælling.

Her er den mekanisme, som ingen lægger mærke til: Man evakuerer ikke 10.000 soldater fra sin største base i Mellemøsten for at finde en “diplomatisk løsning”. Man evakuerer dem, når man forventer, at iranske missiler vil ramme basen. Al Udeid ligger 200 km fra Iran. Shahab-3-missiler kan nå frem på fire minutter. Evakueringen er ikke en tilbagetrækning. Det er en rydning af slagmarken. USA fjerner sine brikker, der fungerer som gidsler, for at frigøre de tunge brikker.

Nu kommer den afgørende kamp: Iran har netop importeret 5.000 irakiske militsoldater for at massakrere iranske demonstranter. Kata’ib Hezbollah. Harakat al-Nujaba. Afghan Fatemiyoun.

Den Islamiske Republik betaler arabiske lejesoldater for at skyde iranere, fordi iranerne nægter at skyde iranere. Den 9. januar indrømmede IRGC Intelligence, at de “behandlede mulige tilfælde af forræderi” i militæret. Derefter slettede de det. Når revolutionen har brug for udenlandske våben for at overleve, er revolutionen allerede død.

21 millioner tønder strømmer gennem Hormuz hver dag. Brent-råolie handles til 63,50 dollar. Markedet prissætter fred. Transportørerne prissætter krig. En af dem tager katastrofalt fejl.

168 timer. Klokken tikker. ​​​​​​​​​​​​​​​​

Midt i uroen i Iran har Det Internationale Skakforbund taget sig tid til at dømme Irans kvindelige landshold for at boykotte Israel under skakolympiaden i Budapest i 2024. Det iranske skakforbund blev idømt en bøde på 25.000 euro og advaret om en etårig suspension, hvis bøden ikke betales inden for tre uger.