Selv om realismen så småt er ved at indfinde sig, har europæerne stadig ikke forstået Ukrainekrigen. Det kan simpelthen ikke sive ind i europæernes hoveder, at strategien har været en fejl.

Det så vi igen i aftes i DR’s Debatten hos Venstres Christian Friis Bach, De Konservatives Rasmus Jarlov og den socialdemokratiske kommentator Niels Jespersen. Og ikke bare der. Og ikke bare dem. De fleste steder og hos de fleste får Trump stadig skylden, imens europæerne holder idealerne højt.

Retorisk, selvfølgelig. For det er rent hykleri.

Da Trump-administrationens 28-punkts fredsplan for Ukraine blev kendt i november, afslørede den en ubehagelig sandhed. Nemlig den, at Europa stod med tomme hænder. I tre år havde Europas ledere fremstillet sig som den regelbaserede verdensordens vogtere, mens de fordømte russisk aggression og lovede Ukraine ubetinget støtte.

Men da det kom til stykket, kunne de ikke understøtte deres retorik med handling. Det var ikke mangel på vilje, der fejlede. Det var mangel på strategi.

Pengenes sandhed

Tallene fra Kiel Institut siger alt: I første halvdel af 2025 ydede Europa i gennemsnit fire milliarder euro månedligt til Ukraine. I juli og august kollapsede støtten til under én milliard euro.

Bag disse tal gemmer sig den simple kendsgerning: Europæiske lande var ikke villige til at hæve skatter eller skære i velfærdsbudgetter for at finansiere Ukraine.

Europæisk strategi – hvis man kan kalde det sådan – hvilede på ønsketænkning. Planen var at køre russerne trætte. Men som Wolfgang Münchau konstaterer,  blev Amerika træt først. Og Europa havde ingen Plan B. Da Washington trak støtten tidligere på året, kunne europæerne ikke udfylde hullet. De selvretfærdige forsvarere af den liberale orden viste sig uvillige til at betale prisen for deres principper, når det virkelig gjaldt.

Den diplomatiske blindgyde

Europas anden strategiske fejl var diplomatisk.

Ved at afbryde alle diplomatiske kanaler til Moskva berøvede den europæiske elite sig selv enhver mulighed for at påvirke krigens forløb gennem forhandling. USA blev dermed den eneste vestlige aktør med direkte adgang til Kreml. Det var amerikanske embedsmænd, ikke europæiske, der kunne føre de samtaler, som i sidste ende vil forme fredsvilkårene.

De europæiske modforslag til Trumps plan afslører problemets kerne.

Europæerne kræver russisk kapitulation, ukrainsk territoriel integritet, massive krigserstatninger og et stort ukrainsk militær. Alt sammen på betingelser, som Moskva aldrig vil acceptere.

Som John Mearsheimer formulerer det, er europæernes planer ikke udkast til et kompromis, men normativt drevne ønskelister, der ignorerer de grundlæggende magtforhold. Nemlig, at russerne har haft overhånden de seneste tre år og er ved at vinde krigen på slagmarken.

Ukraine er eksistentielt vigtig for Rusland

Vestens fejllæsning går dog dybere.

Europæiske ledere har konsekvent opfattet krigen som en begrænset konflikt om territorium, hvor Rusland gennem sanktioner og våbenleverancer kunne tvinges til at give op. Men for Moskva er Ukraine en eksistentiel sikkerhedskamp. Et NATO-integreret Ukraine opfattes som en trussel mod regimets og statens overlevelse.

Når europæerne nægter at tage denne russiske opfattelse alvorligt, bliver deres strategier – hvor velmente de end måtte være – indrettet til et mål, som ikke kan opnås uden en eskalation. Vel at mærke en eskalation, europæerne ikke er villige til selv at påtage sig.

Den dystre fremtid

Konsekvenserne af disse fejl vil højst sandsynligt præge Europa i meget lang tid fremover. Fremtiden ser dyster ud.

Amerika vil gradvist trække sig tilbage som ”the American pacifier”, den magt, der garanterer europæisk fred og stabilitet. En russisk sejr i Ukraine vil accelerere denne proces. I Washington vil argumentet for at overlade europæisk sikkerhed til europæerne få vind i sejlene.

Hvad betyder det?

For det første står Europa med et dobbelt nederlag: både et strategisk tab i Ukraine og en svækket NATO-sammenhængskraft. For det andet vil Rusland ikke have noget stærkt incitament til forsoning, men tværtimod til at udnytte europæisk fragmentering. Brændpunkter i Baltikum, ved Sortehavet, i Moldova og i Arktis vil blive hjemsøgt af påvirkningsoperationer, konflikter og politisk pres.

Uden amerikansk sikkerhedsgaranti vil de gamle problemer om kollektiv og koordineret handling mellem europæiske stater vende tilbage. Forskellige trusselsopfattelser, rivaliserende alliancer og konkurrerende strategier vil gøre kollektive beslutninger meget svære.

Det vil svække både NATO og EU institutionelt, fordi fraværet af en dominerende amerikansk ramme gør det sværere at fastholde fælles linjer. Resultatet bliver ikke stabil afskrækkelse, men en frossen konflikt med giftige relationer mellem Europa og Rusland, der vil vare i årtier.

Procedurer fremfor resultater

Europa kan fortsætte med at insistere på maksimalistiske krav til Rusland, vel vidende at de vil forlænge krigen og cementere Europas sikkerhedspolitiske isolation.

Eller Europa kan acceptere et kompromis, der anerkender de faktiske magtforhold og åbner muligheden for gradvis normalisering af relationerne til Moskva.

Den vurdering, man kan læse hos realister som Mearsheimer – der har fået ret om Ukrainekrigen – er pessimistisk: Der er ikke politisk vilje til et sådant kursskifte i europæiske hovedstæder. Lederne vil fortsætte med at prioritere procedurer, principper og symbolpolitik frem for konkrete resultater.

Europa havde ingen strategi for krigen – og det har ingen strategi for freden. Europæerne er fanget mellem en tabt strategi og en ustabil fremtid. Det er prisen for at lade moralske principper erstatte strategisk tænkning.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter