Skolen er til debat igen. Det er ikke mærkeligt, for det er landets måske vigtigste institution. Og vi har alle været i berøring med den. Som elev, måske som forældre eller endda som lærer.

Jeg har selv prøvet alle tre. Og lad mig bare sige det ligeud: Det er en grund til den voldsomme debat. For skolen er mange steder i frit fald. Vold, larm og mistrivsel. Dårlig indlæring, der bliver ringere og ringere.

Det nye børnesyn

Det såkaldte “nye børnesyn”, som nu gennemsyrer kommunale forvaltninger landet over, bærer en stor del af skylden. Det nye børnesyn river murene ned og kalder det frihed. Grænseløshed markedsføres som frihed, kaos sælges som kreativitet, og lærerens naturlige autoritet betragtes som undertrykkelse.

Ifølge den pædagogiske teoretiker Louise Klinge skal grænseoverskridende børn ikke længere mødes med konsekvenser. En anden fortaler for det nye børnesyn, Helle Rabøl Hansen, ser børn som “ligeværdige med voksne” og “selvstændige individer med egne rettigheder”, hvor voksnes rolle reduceres til at “samarbejde med” frem for at lede børnene.

Men børn fortjener en skole, der både respekterer deres værdighed og hjælper dem med at blive til ansvarlige voksne. For sandheden er, at grænseløshed ikke er frihed; det er den mest subtile form for tyranni.

Når læreren ikke tør sætte grænser, overtager de stærkeste og mest aggressive børn magten. Klasselokalet bliver ikke et frihedens rum, men de stærkestes diktatur. De stille, sensitive børn – flertallet – kommer i klemme.

Hippielæreren, der opdagede autoriteten

Lad os høre en anden og meget mere opløftende historie. Mathias Granum kalder sig selv “hippielærer”. Men virkeligheden tvang ham til at tænke nyt.

I sin søgen efter løsninger besøgte han Michaela Community School i London, kaldet “Englands strengeste skole”. Det blev en øjenåbner.  For denne skole har løst præcis de problemer, den danske grundskole slås med. Og den har gjort det med metoder, der står i skarp kontrast til det børnesyn, som dominerer danske skoler.

Da Granum trådte ind i et klasseværelse, oplevede han noget bemærkelsesværdigt:

Alle elever hilste høfligt. Da læreren stillede et spørgsmål, gik der et splitsekund, så havde alle rakt hånden op. Ikke én eneste elev var mentalt fraværende. Og der var kun én lærer til stede i hver klasse. Ingen støttelærere var nødvendige.

Når Granum spurgte en gruppe børn i frikvarteret, om danske skoler kunne lære noget af deres skole, svarede de enstemmigt ja. De anbefalede at indføre eftersidninger, fordi det skabte et bedre klassemiljø, når læreren kunne sende forstyrrende elever ud.

Skolens metoder er klare: Høje forventninger til adfærd og indsats. Konsekvenser ved regelovertrædelser, selv for små ting som glemte penalhuse eller rullen med øjnene. Men også klare procedurer, hvor læreren efterfølgende genetablerer relationen til eleven. Autoriteten slås fast uden forhandlinger eller magtkampe.

Riisagers realistiske børnesyn

Forhenværende undervisningsminister Merete Riisager er en enmandshær og fører i utallige bidrag en brav kamp mod det nye børnesyn.

Riisager foreslår det realistiske børnesyn som alternativ. Det anerkender en grundlæggende sandhed: Børn er hverken engle eller djævle, men mennesker under udvikling med både ressourcer og begrænsninger. De kommer ikke til verden med en indbygget evne til at begå sig socialt. Denne evne skal læres og øves.

Det genkalder den klassiske dannelsestanke: Mennesket fødes ikke frit, men bliver frit. Frihed opnås gennem rammer, ikke frihed fra rammer.

Da Granum kom tilbage til sin egen undervisning, eksperimenterede han med de principper, som han lærte i England, og som bl.a. Riisager har argumenteret for i årevis.

Han bad eleverne fylde de forreste rækker og lukke computerne. Han underviste dem i at være “superelever” – at række hånden op, tage brugbare noter, deltage aktivt. De fleste elever foretrak den nye stil, fordi der var mere fokus, og de følte, de lærte mere.

Læring fører nemlig til trivsel – ikke omvendt. Når børn oplever mange små succesoplevelser i hver time, trives de bedre. Rabøls og Klinges tilgang vender det om og skaber den elendighed, den foregiver at bekæmpe.

Vejen tilbage

Rabøl og Klinges ideer har haft deres chance. Resultaterne ses i kaotiske klasseværelser over hele landet. Riisagers alternative vej er klar, og Granums erfaringer bekræfter den: Genindsættelse af lærerens autoritet. En lærer, der tør lede, giver børn den tryghed, de behøver for at udfolde sig. Autoritet handler ikke om magt over børn, men om at skabe rammer, hvor alle kan lære og trives.

Skolerne kan fortsætte med det nye børnesyns ideologiske dogmer, der skaber kaos, eller vælge det realistiske børnesyn, der anerkender børns behov for voksne, der tør tage ansvar. Ledere såvel som lærere.

Af Kasper Støvring