Jeg havde denne sommer fornøjelsen at besøge Prag, en af Europas store kulturbyer, og læste i den forbindelse Kafkas roman ”Slottet.” Da slog det mig: Kafka er blevet mere relevant end i mange år, vel næppe siden kommunismens fald. Ikke fordi totalitære regimer er vendt tilbage, men fordi de liberale samfund selv har udviklet sig i retning af det kafkaske mareridt, forfatteren skildrede i romaner som ”Processen” og ”Slottet”.

Presset fra den dybe stat – de usynlige magtstrukturer, der opererer bag demokratiets facade – gør Kafkas roman til en nøgle til at forstå nutidens politiske virkelighed.

Jeg læste Kafka i de dage, hvor Demokraterne af den amerikanske efterretningschef, Tulsi Gabbard, anklages for bevidst at have fabrikeret efterretninger for at underminere Trump. Hvor medierne beskyldes for at have viderebragt det opdigtede narrativ om russisk påvirkning af Trump. Og hvor efterretningstjenesterne anklages for at have manipuleret efterretninger. Den omfattende Durhamrapport har tidligere vist, hvordan Demokraterne, medierne og FBI opdigtede og viderekolportere løgne med det formål at bekæmpe den demokratisk valgte præsident.

Eller tag befolkningsudskiftningen i kraft af den ikke-vestlig masseindvandring. Det er en gåde, den har kunnet fortsætte, for der har aldrig nogensinde været flertal for den, faktisk en stor modvilje. Alligevel fortsætter den. Der er ganske vist optøjer, som dem for nylig i Storbritannien. Men det fører ingen vegne. Nu har den britiske regering oprettet en elitenhed,  der skal overvåge og straffe indvandringskritiske stemmer. I forvejen arresteres der 12.000 borgere årligt.

Tilbage til Kafkas ”Slottet”. Da landmåleren K. ankommer til landsbyen i Kafkas roman, forventer han at kunne udføre sit arbejde. Han er trods alt blevet indkaldt af slottet. Men fra det første øjeblik møder han et system af absurde hindringer, uigennemskuelige regler og utilgængelige myndigheder. K.s kamp for anerkendelse og adgang til slottet afspejler moderne borgeres møde med institutioner, der påstår at tjene dem, men som systematisk holder dem på afstand fra reel indflydelse.

Den usynlige magts arkitektur

Slottet i Kafkas roman er fysisk synligt, men mentalt utilgængeligt. Det samme gælder nutidens magtcentre. Borgerne kan se parlamenterne, domstolene, Bruxelles’ bygninger, FBI’s hovedkvarter og WHO’s kontorer, men de beslutninger, der træffes der, forbliver lige så gådefulde som slottet, dets embedsmænd og deres såkaldte forklaringer.

Thomas Fazis analyse af det vestlige demokratis forfald beskriver præcist denne dynamik. Under coronakrisen blev WHO’s anbefalinger implementeret direkte i national lovgivning uden parlamentarisk debat, fordi “ekspertise” blev gjort til uimodsigelig autoritet. Ligesom K. konstant bliver henvist til nye mellemmænd, der påstår at have forbindelser til slottet, bliver moderne borgere henvist til eksperter og teknokrater, der påstår at handle i deres interesse.

Durham-rapporten afslørede, hvordan FBI igangsatte en omfattende efterforskning af Trump baseret på det såkaldte Steele-dossier, finansieret af Hillary Clintons valgkampagne. Det illustrerer den kafkaske logik, hvor systemets institutioner bruger deres autoritet til at skabe den virkelighed, de derefter “opdager” og reagerer på. Ligesom K. konstant møder “beviser” for sin egen manglende duelighed – fremstillet af systemet selv – blev Trump præsenteret for “beviser” for russisk samarbejde, som systemets egne aktører havde fabrikeret.

Post-demokratisk teater

Demokratiteoretikeren Colin Crouch beskrev allerede i 2000, hvordan vestlige samfund havde bevaret demokratiets ydre kendetegn, mens de reelle valg var forsvundet. Valgene fortsatte som “et stramt styret spektakel” inden for en retorisk konsensus, der tilbød vælgerne “Pepsi eller Coca-Cola” – overfladiske variationer inden for en ramme, der ikke kunne udfordres.

I Kafkas roman ser vi samme mønster: Landsbyen har tilsyneladende procedurer, regler og institutioner. Der findes embedsmænd, der skal tjene borgerne. Men som K. opdager, er det hele en facade. Ritualer uden substans. Landsbybeboerne kan følge alle procedurerne og henvende sig til de “rette” personer, men ingen har reel indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv.

Annulleringen af det rumænske præsidentvalg tidligere på året, med begrundelsen om at beskytte demokratiet mod “russisk påvirkning”, er et af de mest ekstreme eksempler på denne logik. Valgene må gerne afholdes, så længe de ikke ændrer noget væsentligt. Mon det tyske AfD får lov at vinde et valg?

EU har ligeledes sanktioneret EU-borgere ved at fratage dem rejsefrihed og indefryse deres bankkonti for “pro-russisk propaganda”. Det er suspension af grundlæggende borgerlige friheder og sker i frihedens navn. Storbritannien har tilsvarende forbudt indvandringskritikeren Renaud Camus at rejse ind i landet.

Når folket bliver fjenden

Indvandringspolitikken leverer i det hele taget et godt eksempel på systematisk tilsidesættelse af folkeviljen. På trods af konsekvent flertal imod masseindvandring i meningsmålinger gennem årtier er politikken fortsat uændret eller intensiveret. Fra Enoch Powells “Rivers of Blood”-tale i 1968 til dagens Brexit-afstemning er befolkningens modstand modarbejdet eller ignoreret.

EU’s Global Compact for Migration blev vedtaget uden folkeafstemning, hvilket illustrerer, hvordan overnationale institutioner bruges til at omgå demokratiske processer. Kritikere marginaliseres som “racister” eller “populister”, præcis som K. bliver stemplet som “forstyrrende” for systemets orden. Selv moderate forslag om begrænsninger af indvandring behandles som ekstremisme. Demokratisk debat lukkes ned.

Soros-finansierede organisationer og andre såkaldte civilsamfundsaktører fungerer som moderne mellemmænd i slottets stil – de påstår at repræsentere borgernes interesser, men opererer i virkeligheden som systemets forlængede arm. Deres definitioner af “menneskerettigheder” bruges til at delegitimere demokratiske beslutninger.  EU støtter et hav af disse ”NGO’ere”, men uden klar transparens.

Vidste du i øvrigt, som Hans-Magnus Enzensberger spurgte i sin bog om EU fra 2011 – ”Det blide monster” – at du bliver regeret af EU-institutioner under akronymer som EK, EP, ER, ECB, ECJ, EIB, ESM?

Beskyttelse som undertrykkelse

Det måske mest kafkaske element er, hvordan systemet fremstiller sin egen magt som sårbarhed. Slottet – der har absolut kontrol over landsbybeboerne – fremstiller sig som truet af K.s beskedne forsøg på at udføre sit arbejde. Tilsvarende præsenterer vestlige eliter sig selv som “under angreb” fra demokratiske bevægelser, de kalder “trusler mod demokratiet”.

Franske myndigheder har ikke blot indledt straffesager mod den populære kandidat Marine Le Pen, men også mod Elon Musks X for “algoritmemanipulation”. Censur af sociale medier sker angiveligt for at “beskytte demokratiet” mod misinformation, ligesom valg annulleres for at “redde demokratiet” fra forkerte resultater. Folkeafstemninger i europæiske lande om EU’s tiltagende indflydelse er sjældenheder. For europæerne har det med at stemme imod eurokraternes ønsker.

Både hos Kafka i vores aktuelle virkelighed opererer systemerne med forestillingen om, at borgerne er for umodne til at træffe de rigtige valg. I “Slottet” behandles landsbybeboerne som børn, der ikke forstår deres eget bedste. Tilsvarende argumenterer moderne eliter for, at almindelige borgere let lader sig påvirke af “populister” eller “fremmed propaganda”.

Fanget i systemets logik

K.s tragiske skæbne i “Slottet” tjener som varsel om vestlige borgeres fremtid. K. opdager, at han er fanget i en dobbelt binding: Han kan ikke få adgang til slottet uden at følge procedurerne, men procedurerne er konstruerede til at forhindre adgang. At deltage i systemet legitimerer systemets magt over én, men ikke at deltage betyder total marginalisering.

Moderne borgere står i samme dilemma. De skal deltage i det demokratiske system for at være “ansvarlige borgere”, men deres deltagelse kan kun ske inden for rammer, der sikrer, at intet væsentligt ændres. Durham-rapportens afsløringer blev stort set ignoreret af mainstream-medier, mens indvandringskritiske partier systematisk dæmoniseres på trods af deres voksende opbakning. Hvad sker der mon med Tulsi Gabbards anklager?

Kafka forudså med “Slottet” den situation, vi befinder os i i dag: Et system, hvor borgernes egen deltagelse i de tomme ritualer opretholder systemets legitimitet. Folket har ret til at stemme, men ikke ret til at få deres vilje respekteret, når den kolliderer med eliternes projekter.

Slottet regerer stadig. Det har bare fået nye navne.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter