

Lobbyorganisationen AIPAC er stærkt kritisk over for den aftale, som USA har indgået med Iran. AIPAC mener, at det ser ud til, at Iran har opnået store indrømmelser uden at have opfyldt de krav, som USA har betegnet som ufravigelige.
»En endelig aftale skal på en varig og verificerbar måde sætte en stopper for regimets atomprogram – herunder fjernelse af alt beriget uran fra Iran og nedlukning af alle berigelsesanlæg. Den endelige aftale bør også omfatte Irans ulovlige program for ballistiske missiler og droner samt sætte en stopper for regimets finansiering af terrorgrupper, der skaber kaos rundt om i verden,» hedder det.
Israel er chokeret over det, de opfatter som indrømmelser. Washington har lagt Libanon i vægtskålen og dikterer Israels handlingsrum i Libanon.
American Jewish Committee (AJC) udtrykker også, at de er »dybt bekymret over samarbejdsaftalen (MOU) mellem USA og Iran, som ser ud til at give afkald på betydelig indflydelse fra USA’s side allerede fra starten, mens de mest afgørende og nødvendige iranske indrømmelser udskydes til en fremtidig omfattende aftale, som måske aldrig bliver til noget.»
«AJC fastholder, at Irans støtte til Hizbollah, Hamas, houthierne og andre stedfortrædende grupper, landets program for ballistiske missiler samt dets bredere trusler mod Israel, regionen og verden skal forblive en prioritet for USA og det internationale samfund. Hvis der indgås en aftale, der på en verificerbar måde sætter en stopper for Irans atomvåbenprogram, skal alle midler – herunder eksisterende sanktioner, nye sanktioner og internationale tiltag til håndtering af disse andre farlige og destabiliserende områder – fortsat være til rådighed for at opretholde presset på det iranske regime,» hedder det.