Teksten til det såkaldte Memorandum of Understanding (MOU) mellem Iran og USA, som efter planen skulle åbenbares for offentligheden fredag den 19. juni, blev allerede underskrevet onsdag den 17., og indholdet er nu offentliggjort.

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at MOU ikke er en endelig aftale mellem de krigsførende parter endsige nogen fredsslutning.

Generelt må man konstatere, at Trump har gjort store indrømmelser og fået meget lidt igen, hvilket har fået flere konservative kommentatorer til at tage afstand fra den offentliggjorte tekst. Trumps tidligere vicepræsident, Mike Pence, er gået så vidt som til at anklage Trump for ”appeasement” – et udtryk, som historisk set har betydet, at man giver store indrømmelser i håbet om at få en aggressiv modpart til at opføre sig civiliseret. Den konservative kommentator, Ben Shapiro, betegner rent ud aftalen som en ”katastrofe” (disaster) og påpeger, at USA ikke har fået opfyldt sine vigtigste krav, nemlig at iranerne indstiller deres kernevåbenprogram, undlader at fremstille ballistiske missiler og at finansiere deres udenlandske terrorkorps så som Hezbollah i Libanon og opgiver kravet om at kontrollere Hormuz-strædet.

Der står godt nok i aftalen, at Iran lover ikke at anskaffe sig kernevåben, og Trump har udbasuneret det som en gigantisk sejr. Problemet er imidlertid, at det har Teheran lovet i mindst 30 år, samtidig med at regimet for fuldt tryk har arbejdet på det modsatte. Så hvordan vil Trump sikre sig, at Irans egentlige magthavere i Revolutionsgarden ikke fortsætter, som de har gjort gennem årtier?

Hvad angår Irans berigede uran, bestemmes det, at det skal uskadeliggøres på stedet under overvågning af IAEA – Det Internationale Atomenergi-Agentur. Det skal fedt hjælpe, når chefen for CIA, John Ratcliffe, har ladet det slippe ud, at magthaverne i Teheran ikke agter at tillade inspektioner af deres kernevåbenprogram, og at Revolutionsgarden ikke vil opgive sine nukleare ambitioner.

Ifølge hensigtserklæringen vil Iran ”gøre sit bedste” for at tillade den fri sejlads gennem Hormuz-strædet, men kun for de næste 60 dage, som skal bruges til flere forhandlinger. Til gengæld for denne storslåede indrømmelse vil USA med det samme ophæve blokaden af de iranske havne. Iranerne kan altså øjeblikkeligt genoptage deres olieeksport og dermed tjene penge, som erfaringsmæssigt går til oprustning og støtte til den indenlandske undertrykkelse og udenlandske terrorbevægelser. Efter de 60 dage vil Iran i samarbejde med Oman arbejde på at ”definere den fremtidige administration … i Hormuz-strædet”. USA anerkender altså implicit, at Iran har rettigheder i strædet, selv om det ifølge den maritime lov er internationalt farvand, som ingen har ret til at regulere eller pålægge begrænsninger.

Rebecca Heinrichs fra tænketanken The Hudson Institute er ikke imponeret. Hun påpeger, at Trump-administrationen i ugevis har forsikret verden om, at ingen skal få lov til at holde Hormuz-strædet som gidsel, men denne aftale tilkender iranerne en vis kontrol med strædet. ”Præsidenten [Trump] tror tydeligvis, at iranerne vil undlade at opkræve told af skibe, som gennemsejler strædet, men jeg kan ikke se, hvad nogen vil gøre, når [den iranske] olie omsider begynder at flyde”, udtaler Heinrichs, som påpeger, at USA lovede ikke at lempe de økonomiske sanktioner mod Teheran-styret, men det passer tydeligvis heller ikke.

Ifølge MOU skal alle fjendtligheder i og omkring Libanon indstilles, og Libanons territoriale suverænitet skal respekteres, hvilket kunne tyde på, at Israel bliver tvunget til at trække sig tilbage fra den sikkerhedszone, det har etableret i landets sydlige del.

Det er uklart, hvad USA vil gøre, hvis – eller snarere når – Hezbollah atter begynde at lade missilerne regne over Israel, og Israel forsvarer sig.

MOU er i det hele taget et mystisk dokument. Hertil kommer, at amerikanerne åbenbart ikke har forhandlet med Irans sande magthavere, som er at finde i Revolutionsgarden. Trump har forhandlet med nogen, som i sidste ende får deres ordrer fra terrorister, der er så fanatiske som nogensinde.

Så hvad kan gå galt?