Det er på tide at sige det lige ud: NATO findes ikke længere.

Hvis nogen savnede bevis, behøvede de blot at bemærke de europæiske landes reaktioner, da Trump for et par dage siden bad de såkaldte partnere om hjælp til at holde Hormuz-strædet åbent. Man kan indvende, at de iranske mullahers 47 år-lange krig mod USA ikke er et NATO-anliggende, men hvis gentagne angreb på alliancens vigtigste medlem ikke bør aktivere den såkaldte ”musketered”, hvad skulle så? Og hvis foreløbigt to iranske mordforsøg på den amerikanske præsident og adskillige iransk-inspirerede terroranslag på amerikansk jord ikke er angreb på et NATO-land, hvad skal der så til?

Men mens USA sammen med Israel gør sit bedste for at eliminere truslen fra et missilstruttende og kernevåben-bevæbnet Iran, nægter de europæiske NATO-lande at hjælpe. Det er ikke deres bord, lader de forstå, mens de trygler Trump om at befri dem for Teherans kernevåbenudstyrede missiler, som de ikke har noget forsvar imod, men som vil kunne ramme samtlige europæiske storbyer på få minutter.

Udadtil kritiserer de europæiske eliter og medier – de fleste af dem – den amerikanske regering sønder og sammen, men med mindre de er totalt omtågede af Trump Derangement Syndrome, ved de selvfølgelig, at Teheran udgør en større akut trussel end diktatorerne i Kreml og Beijing. De sidstnævnte er i det mindste rationelt tænkende og vejer fordele og ulemper, mens de iranske galninge ikke er optaget af denne jord, men af himlen, hvor de forventer at blive betjent af talrige liderlige jomfruer – og ganske særligt, hvis de før deres himmelfart til Allahs glæde har ombragt en masse vantro.

De europæiske lande har efterretningstjenester, og nogle af dem har givetvis indset, hvilken trussel islam udgør, men de europæiske regeringer, eliter og medier har valgt at negligere faren og i stedet rettet deres skyts mod enhver, der hævdede, at der forelå nogen fare for de vestlige civilisation. I stedet har vi oplevet, at ordensmagten i lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig har samlet kræfterne om at komme islammodstanderne til livs – gennem censur, arrestationer, retssager og fængslinger.

Europa har nemlig nået et punkt, hvor regeringerne ikke tør udfordre den magtfulde hjemlige ummah, som de selv har budt velkommen.

Deres oprindelige plan var at importere vælgere, som altid ville holde dem ved magten. De kælede for dem, de berømmede deres overlegne kultur, de græd snot over alle de lidelser, som de havde måttet udstå på grund af vores ondskab. Og nu, da de vestlige eliter, deres partier og medier skulle til at høste frugterne af deres islamfedteri, viser det sig, at deres eksotiske kæledægger er utaknemmelige. Så utaknemmelige, at de truer med alskens ulykker, hvis de europæiske regeringer vover at forsvare landet og forblive tro mod den alliance, der siden 1949 har holdt sammen på den vestlige verden.

Der er en ny sherif i byen. Han hedder Muhamed og snart vil han skaffe sig kontrol med de britiske atomvåben.
En tidligere redaktør af det engelske dagblad, The Sun, blev i går spurgt, om Storbritannien er ved at udvikle sig til en efterfølger af Hitlers Tredje Rige. Nej, svarede han, men vi går søvngængeragtigt ind i en islamisk republik.

Så mens iranerne slås som løver for at befri sig fra islams åg, er de europæiske magthavere i fuld gang med at pålægge os det.