www.aamund.dk

En lang række demokratiske donorlande har for nylig reduceret deres økonomiske bistand til udviklingslandene i den erkendelse, at årtiers omfangsrige bistandsprogrammer og kontante bidrag har været uden målbar effekt. Således har Holland reduceret sin bistand med 8 millioner Euro, Tyskland med 2 millioner Euro, ligesom både Frankrig og Storbritannien har varslet betydelige besparelser på u-landsbudgetterne. USA har sparet 80 procent af den direkte bistand fra USAID og lagt de resterende midler ind under udenrigsministeriet.  Herhjemme har Venstre fulgt med trenden og har varslet en besparelse på godt seks milliarder kroner.

Automat-reaktionen fra politikere og medier kom omgående. Socialdemokraterne meldte ud, at ”Vi vil hellere ser på, om de absolut rigeste danskere kan bidrag mere til de absolut fattigste”.  Partiet mente også, at ulandshjælpen er med til at holde styr på migrationen fra Afrika.  Man må spørge sig: hvornår har den danske bistand, der er tyndt smurt ud over en lang række udviklingslande kunnet forhindre tilstrømningen til Europa af migranter fra Afrika og en række islamiske kultursamfund?

Verdens samlede officielle bistand udgjorde 223 milliarder USD i 2023, et beløb der er beskedent i forhold til de samlede remitter fra migranterne på omkring 700 milliarder UDS. Remitter er de beløb migranter sender hjem til deres familier og landsbyer, der har finansieret deres ’flugt’. Pengene stammer fra overførselsindkomster i modtagerlandene kombineret med sort eller hvidt arbejde og kriminalitet. I SAHEL-landene umiddelbart syd for Sahara udgør remitterne selve overlevelsesgrundlaget for indbyggernes økonomiske eksistens. I Libanon, hvorfra mange islamiske migranter sluses ind i Europa, andrager remitter hele 30 procent af landets samlede BNP.

Så kom Lars Løkke på banen med den huleste frase fra politikernes uudtømmelige skatkiste af forslidte klichéer og falske illusioner.  Udenrigsministeren belærte os om, at ” udviklingsbistand er sikkerhedspolitik i en verden, hvor Kina og Rusland er ved at sætte sig på det, der tidligere var den vestlige verdens interessesfære”.  Igen må man spørge: ” Hvordan kan en ulandsbistand, som bevisligt er uden effekt, forhindre russisk og kinesisk indflydelse på modtagerlandene?” At sammenligne danske bistandsprogrammer med kinesiske investeringer i Afrika er uvedkommende som at sammenligne en makrel med en damecykel. De danske bistandsprogrammer udgør en lille pose blandede bolsjer, hvorimod kineserne foretager store anlægsinvesteringer i jernbaner, kulkraftværker havne og lufthavne mod til gengæld at få kontakter på mineraler, sjældne jordarter og råvarer. Russerne koncentrerer deres u-landsinvesteringer i det, de er bedst til, nemlig at tage livet af deres medmennesker. Rusland tilbyder sikkerhed, våbenleverancer, militser og efterretningsvirksomhed, som er efterspurgte ydelser hos Afrikas dominerende klaner.

De to statsdrevne danske TV-stationer, som altid holder med dem, det er synd for, kastede omgående Troels Lund Poulsen under bussen og pryglede løs på ham og Venstre for dette hjerteløse og kyniske initiativ med begejstret støtte fra Enhedslisten, SF og udvalgte ’eksperter’ med det varme giverhjerte solidt placeret et godt stykke til venstre for midten. Der hvor de bankende hjerter i reglen også sidder. Venstre tog sine hug uden at blinke. Partiet er i valgkamp og ved, at vælgerne er trætte af den stigende islamisering af det danske samfund, af de enorme bistandsomkostninger på over 90 milliarder kroner årligt til herboende migranter og efterkommere fra islamiske kultursamfund. Vælgerne fornemmer, at deres surt indtjente bidrag til u-landene ikke gør megen forskel og kommer ikke på valgdagen til at straffe Venstre for at slanke bistanden.

Der foreligger da også solidt videnskabeligt belæg for påstanden om den virkningsløse u-landsbistand. Aarhus Universitet og Deakon University har i fællesskab publiceret en såkaldt metaanalyse, der omfatter hele 106 studier om effekten af den internationale bistand. Metaanalysen, der er det formelt kvantitative studie af hele videnskabelige litteratursamlinger, konkluderer, at der ikke kunne påvises målbar effekt af årtiers samlede bistandsindsats. Samme konklusion finder man i en række studier foretaget af professor Alex Dreher fra Heidelberg Universitet. Dreher, der egnes for en af verdens førende eksperter i bistandsøkonomi, klarlægger i en aktuel artikel i World Development, at ulandsbistanden er forfejlet. Der foreligger ikke evidens for en positiv samfundsøkonomisk virkning af mange årtiers udviklingsbistand, som har været præget af begrænsende faktorer.

Dreher peger på, at donorlandene opererer med politiske motiver for bistanden som at hjælpe de lande, der er i en demokratiseringsproces eller at hjælpe tidligere kolonier og allierede. Stigende krav fra donorlandene om ligestillingspolitik, hensyn til seksuelle mindretal og grøn omstilling har ligeledes hæmmet effektiviteten.  Modtagerlandene bruger ofte hjælpen på andre projekter end det egentlige formål. African Union, som er de afrikanske landes samarbejdsorganisation, nævner i flere årsrapporter, at korruption er den grundliggende årsag til Afrikas økonomiske stagnation. Professor Dreher gør opmærksom på, donorlandenes kontrol med bistandspengene lader meget tilbage at ønske. Med Kina og Indien som eksempel anbefaler Dreher, at fremtidig bistand skal koncentrere sig om infrastruktur, sundhed og uddannelse, som netop er forudsætningerne for økonomisk udvikling. Denne strategi rejste Kina fra en håbløs økonomisk ruin efter kulturrevolutionen i 1970erne til den førende verdensøkonomi, Kina er i dag.

Disse solide videnskabelige studier og erfaringer preller dog totalt af på danske politikere og medier, hvis indstilling til udviklingsbistand hviler solidt på vores barndoms klichéer: ” Du skal spise op. Tænk på de små sultne negerbørn i Afrika!”  Christiansborg, DR og TV2 kræver derfor på trods af de dumme svin i Venstre, at vi bare sender flere penge, sådan som vi plejer. Så det gør vi så.