Et flertal af danskerne ønsker, at flere muslimer forlader landet, end der kommer ind. Det viser en ny måling fra Verian for Berlingske.  I efteråret viste en måling, at et flertal af danskerne bakker op om hjemsendelser, også selv om det strider mod internationale konventioner.

Men ingen af de regeringer, der kan dannes efter valget, vil sandsynligvis indfri det ønske. Det er ikke et spørgsmål om juridiske forhindringer, men om politisk vilje. Eller rettere manglen på den.

Socialdemokratiets tilbagevendende bluff

Socialdemokratiet har under valgkampen fremlagt endnu et udlændingepolitisk udspil. Problemet er, at vi har set filmen før.

Som blandt andre Mikkel Bjørn har påpeget, så præsenterede partiet i 2019 et ambitiøst program med løfter om lukning af muslimske friskoler, et loft over ikke-vestlig indvandring, stop for spontan asyl og frakendelse af statsborgerskaber. Intet af det blev til noget. Ikke et eneste punkt.

Nu serveres en ny omgang af samme ret. Gamle idéer i ny indpakning, fremlagt med den samme selvsikre mine. Partiet har åbenbart tiltro til vælgernes glemsel som en politisk ressource.

Mette Frederiksen har ganske vist rykket Socialdemokratiets retorik markant i en indvandrerkritisk retning, men retorik og regeringsgrundlag er to forskellige ting. En ren rød regering, der nu har flertal i målinger, hviler på støtte fra partier, der konsekvent har modsat sig stramninger. SF, Enhedslisten og Radikale Venstre udgør ikke blot et parlamentarisk vedhæng, de er et effektivt veto mod den politik, som Frederiksen lover vælgerne. Den røde bloks veto fungerer som et usynligt hegn omkring enhver reel stramning.

Og Moderaterne, der i en kommende konstellation kan blive udslagsgivende, har heller ikke vist appetit på det, flertallet ønsker. Tværtimod!

Den borgerlige venstrefløj

Så kan man håbe på blå blok. Men også her er der grund til at stille spørgsmål.

Venstre stemte Koranloven igennem – en lov, der forbyder enhver “utilbørlig behandling” af Koranen og dermed i praksis kriminaliserer store dele af den kunstneriske og satiriske ytringsfrihed.

Hvad loven indebærer, illustreres af billedkunstneren Firoozeh Bazrafkan, der har modtaget Berlingskes Fonsmarkpris netop for sin modstand mod loven. Størstedelen af hendes kunst er i dag ulovlig, fordi den visuelt kritiserer Koranen.

For nylig mødte hun Venstres Jan E. Jørgensen ved en metrostation under valgkampen. Hans reaktion? Han råbte til sine hjælpere, at hun “vil brænde koraner af”. Da hun protesterede og svarede, at det er en direkte løgn, var hans eneste svar: “Jeg orker dig ikke.”

En folketingspolitiker fra et regeringsparti, der står på åben gade og håner en forfulgt islamkritisk borger med en usandhed om hendes kunstneriske virke. Det er en illustration af, at Venstre ikke blot stemte for loven, men forsvarer den med en attitude, der minder mere om en ideologisk kommissær end en frihedssindet politiker.

Firoozeh fik en pris for sin kamp mod koranloven. Jan E. Jørgensen gav hende til gengæld en omgang offentlig hån. Det er Venstres måde at hylde ytringsfriheden på. ”Meld dig til moralpolitiet Jan E. Du passer lige ind!”, som Firoozeh skrev.

Kløften der ikke lukkes

Et flertal af befolkningen ønsker altså en politik, som det politiske system ikke vil levere. Det gælder ikke kun spørgsmålet om nettoudvandring, det gælder en hel generations ophobede frustration over, at stramninger loves og udebliver, at ord ikke følges af handling.

Det centrale spørgsmål i denne valgkamp er ikke, hvem der fører den skarpeste retorik om udlændinge. Det er, om der overhovedet findes en politisk konstellation, der vil og kan omsætte flertallets ønsker til faktisk politik.

En rød regering kan ikke – venstrefløjen tillader det ikke. En blå regering vil højst sandsynligt ikke – Venstre har vist, at partiet er villigt til at ofre principper om ytringsfrihed og lytter mere til internationale domstole og konventioner. Flertallets stemme når frem til Christiansborg. Den bliver bare aldrig lukket ind.

Af Kasper Støvring