Venstrefløjen vil indføre en formueskat, og flertallet af danskerne støtter forslaget. Indignationen bør dog ikke rettes mod de rige, men mod de magtfulde. De to grupper er ikke altid identiske.

Den amerikanske samfundsforsker Charles Murray påpegede for år tilbage i sin bog Coming Apart en distinktion, der er relevant i den politiske debat om ulighed: Der er forskel på at være rig og på at have magt.

Hans eksempel var en velhavende automekanikervirksomhed, der havde ekspanderet til tredive filialer. Ejeren var formuende, men han formede ikke den nationale kultur, satte ikke dagsordenen i medierne og rekrutterede ikke sin efterfølger fra de samme eliteuniversiteter. Han var bare rig, og havde i lighed med mange rige mennesker i Danmark optjent sin formue gennem masser af hårdt arbejde og under stor risiko for tab. Det er entreprenante, dygtige opfindsomme mennesker, der i forvejen bidrager rigtig meget, også økonomisk, til det fælles bedste.

Den rige automekanikers formue er synlig. Det er magtens geografi ikke. Magtens usynlige arvtagere er anderledes. De dominerer de institutioner, som definerer, hvad der er sandt, rigtigt og vigtigt: medier, universiteter, ministerier, fonde, råd og nævn. De er ikke nødvendigvis særlig velhavende. Men de har definitionsmagten.

Den danske variant

I Danmark får dette et særligt præg, fordi en stor del af den kulturelle og politiske magt ikke sidder i erhvervslivet, men i den offentlige sektor. Topembedsmænd, chefredaktører, institutionsledere, akademikere — en djøfiseret overklasse, som rekrutterer sig selv gennem de samme uddannelsesveje og de samme netværk. Viden om dansk eliterekruttering viser, at der fortsat er markante træk af selvreproduktion i toppen af dansk forvaltning og medie- og kulturliv.

Denne overklasse er ikke rig i formueskattens forstand. En departementschef tjener godt, men betaler allerede topskat. Det er ikke ham, Socialdemokraternes forslag rammer. Og dog er det præcis denne type – højtuddannet, kosmopolitisk, institutionelt forankret – som oftest udgør den reelle magtelite.

Ensartetheden i magteliten viser sig ikke mindst i de store politiske spørgsmål. Klimapolitikkens ambitionsniveau, tilgangen til indvandring og integration, forståelsen af køn og identitet, FN’s Verdensmål, EU, ESG osv. – på disse områder hersker der i de toneangivende institutioner en konsensus, som ikke er opstået gennem åben debat, men gennem fælles netværk og karriereveje.

Det er ikke en sammensværgelse, men noget mere banalt og derfor sværere at bekæmpe: en selvforstærkende kultur, hvor de rigtige holdninger er en del af den faglige og sociale legitimation.

Den, der stiller de forkerte spørgsmål ved klimamål, woke og arbejdskraftindvandring, risikerer ikke fyresedlen, men karrierevejen blokeres og invitationen til næste konference udebliver. Den, der formulerer sig skævt om indvandring, opdager, at dørene til visse redaktioner i medier og kulturliv lukker sig.

Magteliten har sin egen sorteringsmekanisme.

Kløften er ikke kun økonomisk

By-land-forskning tegner et klart billede: uddannelsesniveauet i landdistrikterne falder, sundhedstilbud centraliseres, og de unge flytter mod byerne. Fire ud af fem sogne med lave indkomster ligger langt fra de store byer. Men dem, der bebor disse sogne, føler sig ikke primært snydt for penge. De føler sig kulturelt og politisk overset af en offentlighed, der taler et andet sprog og lever et andet liv.

Det er ikke en formueskat, der lukker den kløft.

Folkestemningen bag formueskatten afspejler noget ægte: en fornemmelse af, at samfundets gevinster fordeles skævt, og at magten er koncentreret hos en gruppe, som ikke rigtig kan stilles til ansvar.

Den fornemmelse er ikke forkert. Men ved at rette opmærksomheden mod de synlige formuers ejere — iværksætteren, investoren, arvingen — overser man magtens usynlige arvtagere, hvis indflydelse hverken opgøres i kroner eller beskattes væk.

En korrekt diagnose peger i en anden retning, nemlig mod spørgsmålet om, hvem der reelt former kulturen, rekrutterer til magten og definerer den acceptable samtale. Den elite finder man ikke nødvendigvis blandt de mest velstående. Og den er af samme grund ofte immun over for formueskatten.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter