Det er på tide at droppe demokraternes seneste øgenavn for Donald Trump: TACO – Trump allways chickens out.

Tvært imod har han også de seneste dage atter demonstreret en handlekraft og et mod, som man skal langt tilbage i den amerikanske præsidentrække for at finde magen til. Jeg skylder i den forbindelse at beklage den tvivl om Trumps intentioner i Iran, som jeg tidligere har luftet. Hvad jeg antog kunne være vankelmod, viste sig at være planlægning, før han slog til.

Trump er ikke bare handlekraftig, men også udspekuleret. Mens han spiller tredimensional skak, spiller hans kritikere og modstandere ludo. De har således ikke fattet, at han med sit angreb på det iranske mullahstyre prøver at løse flere problemer på samme tid.

For det første har Trump og med ham udenrigsminister Marco Rubio og krigsminister Pete Hegseth foruden Israels premierminister Benjamin Netanyahu gjort det klart, at det primære mål med luftangrebene er at eliminere mullahernes massive missilarsenal og fremføringsmidler, som efter deres vurdering om et år kunne et sådant omfang, at ingen ville kunne forsvare sig mod det. Bag dette missilskjold ville de langskæggede i fred og ro kunne erhverve sig kernevåben, der ville sikre dem evig magt – som tilfældet har været med det nordkoreanske regime. Hvis de muhamedanske galninge fik fingrene i atomvåben, ville de kunne afpresse de europæiske regeringer til at acceptere landenes overgang til shariastyre. Fodfolket er allerede på plads, som vi ser i forbindelse med støttedemonstrationerne for Den Islamiske Republik i vestlige byer.

Derudover har den amerikanske administration med sin resolutte indsat rettet et lammende slag mod Kinas kommunistiske regime, der har været afhængigt af iransk olie, som de kunne købe under verdensmarkedsprisen og tilmed i yuan i stedet for dollars. I takt med at USA og Israel demonterer mullahstyret og dets infrastruktur, vil kineserne ikke længere forlade sig på billig iransk olie. Og når et nyt styre kommer til magten i Teheran, vil det sikkert heller ikke have lyst til at forære Irans olie til Kinas kommunistiske parti.

Når mullahstyret om få uger falder, bliver det atter et slag mod Vladimir Putins drømme om at spille statsmands på verdensscenen. Ligesom Kina har han knyttet tætte venskabsbånd med kannibalerne i Teheran, der bl.a. har forsynet ham med mængder af droner, som han kunne indsætte i Ukraine. Et nyt iransk styre, som er kommet til magten efter en amerikansk og israelsk indsats, vil næppe glemme, at Rusland stod på deres fjenders side.

Trumps træk indebærer derudover, at Israel vil få en sikker plads som Mellemøstens militære supermagt, hvilket vil få flere arabstater til at normalisere forbindelserne med den jødiske stat. Ikke mange ønsker at være på tabernes side.

Kort sagt indvarsler det iranske regimes sammenbrud, at vi er på vej ind i en ny – eller vel snarere gammel – verdensorden. Den vil ikke længere – som mange analytikere har forestillet sig – være multipolær med Rusland og Kina som ligeberettigede spillere med USA. USA vil atter indtage pladsen som verdens supermagt – den magt hvis handlinger alle andre må forholde sig til.

Om Trump har tænkt så langt, er ikke godt at vide.

Til gengæld har han uden tvivl overvejet afsmitningen på amerikansk indenrigspolitik. Og da han ved, at demokraterne med et par undtagelser hader alt, hvad han gør, kommer det ikke bag ham, at de har fordømt angrebet på Iran som ulovligt og forlanger at Kongressen vedtager en resolution, der skal forhindre ham i at fortsætte offensiven. Men som bla.a. forfatningsretseksperter Alan Dershowitz har påpeget, er Trump i sin gode ret at handle, som han gør. I øvrigt er der ikke noget, demokraterne kan gøre; fordi Trump vil kunne nedlægge veto mod ethvert forsøg på at spænde ben for indsatsen i Iran.

Adskillige demokratiske politikere, kommentatorer og medier har travlt med spådomme om, at Operation Epic Fury vil ende med en katastrofe, og de glæder sig ved udsigten til, at et amerikansk nederlag vil komme dem til gode ved midtvejsvalget i november. Hurra, vi tabte, vil de sige.

Da Trump tænker flere skridt frem, har han givetvis planlagt, hvad han vil sige, når de iranske masser hylder ham både hjemme og i den iranske diaspora.

Beskeden vil lyde: Iranerne blev frie. Demokraterne ville holde dem i slavelænker. Stem derfor demokratisk.

Det skulle ikke undre mig, om Trump også har tænkt så langt.