Jeg har nogle gange tænkt på, hvordan Kamala Harris ville have opført sig som USA’s præsident. Hun ville sikkert stadig grine fjoget, når hun blev konfronteret med den største illegale indvandring i landets historie. Og hun ville have mødt Starmer og talt henført om ”Diversity is our strength.”

Men nu er der kommet andre boller på suppen. Det seneste vidnesbyrd var udenrigsminister Marco Rubios fremragende tale til europæerne ved dette års sikkerhedskonference i München. Den tale var lige så god som Vances tale sidste år, men mere opbyggelig. Vances tale var det nødvendige chok; Rubio viser vejen frem. Men de to taler hænger sammen.

Marco Rubio tilbød en fælles fornyelse af den vestlige civilisation. Vance leverede den kirurgiske diagnose: Europas elite har vendt ryggen til sit eget folk, censureret borgerne og tilladt muslimsk masseindvandring, der ødelægger Europa.

Det dybeste fundament og vejen fremad

Rubios kernepræmis bryder med den teknokratiske NATO-retorik, der ellers dominerer transatlantiske sammenkomster. Det amerikanske engagement i Europa hviler ikke primært på strategiske beregninger eller handelshensyn, men på noget langt dybere: Fælles civilisatorisk arv gennem kristen tro, kultur, historie og slægtskab.

Det handler ikke primært om strategisk fornuft eller økonomisk egeninteresse, men om noget mere elementært: Stolthed over hvem vi er.

Europa gav verden retsstaten, universiteterne, den videnskabelige revolution. Her skabte Mozart, Beethoven, Dante, Shakespeare, Michelangelo og Da Vinci den europæiske kultur. Det Sixtinske Kapel og domkirkerne varsler de undere, der venter os i fremtiden, men kun hvis vi vover at stå ved vores arv.

Illusionernes sammenbrud

Efter Sovjetunionens kollaps forfaldt Vesten til en farlig illusion om “historiens afslutning”, hvor alle ville blive liberale demokratier i en grænseløs verden. Konsekvenserne har været katastrofale:

Dogmatisk frihandel afindustrialiserede Vesten og sendte millioner af jobs til lande, der beskyttede deres egne markeder. Europæiske nationer outsourcede suverænitet til internationale institutioner, mens andre magter rustede op. Klimadogmer pålagde os energipolitikker, der forarmede borgerne, mens konkurrenter udnyttede fossile brændstoffer. Massiv indvandring truer samfundenes sammenhængskraft.

Rubios pointe er, at alt dette var bevidste politiske valg. Derfor kan de omgøres.

Det positive budskab

Rubio fremlægger tre konkrete krav:

Genindustrialisering med fokus på nye frontlinjer som rumfart, AI og kritiske mineraler. Grænsekontrol som beskyttelse af national suverænitet. Det kunne Kamala Harris eller en udenrigsminister under hende aldrig nogensinde have sagt. Endelig reform af internationale institutioner som FN, der har vist sig magtesløse på Gaza, Ukraine og Iran.

Rubios budskab til Europa var lige så klart som Vances:

USA ønsker ikke svage allierede, men partnere der er stolte af deres arv og kan forsvare sig selv. Konkret betyder det allierede, der opgiver teknokratisk formynderi, ikke outsourcer magt til systemer uden for deres kontrol og ikke er afhængige af fjender for ressourcer (læs: Kina), og afviser illusionen om, at vores livsform blot er én blandt mange.

Kan Europa gribe muligheden?

Som med Vances tale stiller også Rubios tale europæiske ledere over for beslutninger, som de i årevis har fornægtet. For Rubios budskab er lige så benhårdt som Vances, om end netop formuleret mere opbyggeligt.

USA vil ikke opretholde status quo med et svagt Europa plaget af skyld, med ødelagte grænser og en elite, der anser diversitet for en styrke. En elite, der frygter sine egne borgere. Men USA vil gerne samarbejde med et stolt, stærkt, suverænt Europa, der lytter til sine folk.

For Danmark og resten af kontinentet bliver spørgsmålet, om vores ledere kan gribe muligheden.

Kan og vil de opgive den liberale konsensus? Kan de acceptere, at grænsekontrol er nødvendig suverænitet? At genindustrialisering kræver beskyttelse af egne arbejdspladser? At folkestyre betyder at lytte til befolkningen, også når den stemmer “forkert”?

Rubio opridsede en historisk parallel, der bør give stof til eftertanke. I 1945 var Vesten for første gang siden Columbus under tilbagegang. Europa lå i ruiner. De store imperier var i opløsning. Mange troede, Vestens tid var forbi.

Men vores forfædre afslog at acceptere forfald som uundgåeligt. De valgte fornyelse. Præcis det samme vil USA nu – sammen med Europa.

Vendepunktet

Vance og Rubio udgør sammen en komplet strategi. Vance identificerede sygdommen – Europas elite svigter demokratiet. Rubio leverer kuren – en vision om vestlig genrejsning baseret på stolthed, suverænitet og fælles arv.

Den transatlantiske æra er ikke forbi. Men den må genopfindes. Ikke på grundlag af afhængighed og skam, men af gensidig styrke og stolthed over vores civilisatoriske arv.

Det, man kalder Vesten.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter