Vi står over for det mærkelige fænomen, at mens vi så massive vestlige demonstrationer til støtte for Hamas i Gaza, krav om verdensomspændende intifada og Israels undergang (”fra floden til havet”), har der været musestille, mens det iranske præstestyre ved hjælp af importerede arabiske lejetropper den seneste måned har myrdet talløse ubevæbnede civile. Ikke et pip på de amerikanske universiteter, hvor studenterne himlede op om Israels påståede grusomheder, ingen gadeoptog i solidaritet med det iranske folk, som siden 1979 har måtte leve under de fanatiske mullahers svøbe.

Men som det hedder: ”No Jews no News” – eller på dansk: Det interesserer os ikke, hvis man ikke på en eller anden måde kan lægge skylden på jøder.

Kun præstestyret kender antallet af ofre for regimets nedskydninger i storbyernes gader. Der nævnes tal mellem 5.000 og 30.000 eller endnu højere, og myrderierne fortsætter. Hertil kommer talløse arrestationer, der har overfyldt fængslerne så meget, at mullaherne er begyndt at løslade fanger. Men forinden har de givet dem indsprøjtninger med så store doser kalium, at de dør inden for et par dage.

Mullaherne bliver ved med at udsende krigeriske meddelelser om, hvad de agter at gøre ved enhver – hjemme som ude – der antaster deres diktatur, og en af regimets rådgivere, der citeres af Tousi TV, siger, at man er færdig med at forhandle, og at kun krigen står tilbage.

I mellemtiden har USA rundt om Iran samlet den største armada, der er set siden 2. Verdenskrig med bl.a. tre hangarskibe, ubåde, hundredvis af kampfly – mange af dem israelske – og Tommahawk-missiler, som i praksis er umulige at nedskyde. Ifølge internationale nyhedskanaler har USA og Israel fået følgeskab af fly fra det britiske Royal Air Force foruden støtte af De Forenede Arabiske Emirater og Jordan, der hader og frygter det iranske præstestyre lige så meget, som israelerne og amerikanerne gør.

Det er flere uger siden, at Trump lovede iranerne hjælp, hvis regimet blev ved med at myrde landets indbyggere, men det er uklart, hvordan han agter at bruge sin overvældende militære magt. Da han kun modstræbende kaster sig ud i længerevarende militære aktioner, håber han givervis, at præstestyret giver op og baner vej for et overgangsstyre. Alternativt er han tvunget til at handle, for det er prohibitivt dyrt at opretholde det militære pres i længere tid. Det er imidlertid svært at se, hvordan han bare kan stikke halen mellem benene uden at have trukket hugtænderne ud på Teherans barbarer. Han har heller ikke glemt, at mullaherne flere gange har prøvet at ombringe ham. Desuden ved han, at regimet har anbragt såkaldte ”sleeper cells” i de vestlige hovedstæder, som står rede til at gribe til terror, når de får signalet.

De vestlige regeringer, de talende klasser og deres medier må i disse dage have nerverne på højkant, for de ved, at den dag Irans islamiske regime falder, får de svært ved at forklare, hvorfor de har åbnet grænserne for en flod af Allah-tilhængere, der ikke vil os noget godt.

Måske vil vi snart opleve demonstrationer af såkaldt højreorienterede, der forlanger svar på, hvorfor Vestens herskende klasse gennem mange årtier har åbnet porten for vore fjender og smisket for kannibalerne i Teheran. Venstrefløjen vil sikkert gå på gaden i solidaritet med de langskæggede bøller, men der kommer nok ikke så mange, som da det drejede sig om at lufte jødehadet.