For to måneder siden skrev jeg: “Hvis de ikke har forstået det endnu, vil de aldrig gøre det: den næste 7. oktober vil være i Europa.” Jeg tog fejl med hensyn til placeringen.

Denne gang ramte de Australien, The Brave New West, overbevist om, at verden er en evig sommerdag, og forestiller sig selv, at de er geografisk isoleret og lever i multikulturel harmoni. Nu har landet oplevet det mest alvorlige terrorangreb i sin historie, og det har opdaget, at det ikke er immunt over for den lange skygge af islamisering, der fortærer Vesten.

“Australien er det mest succesrige multikulturelle land i verden.”

Dette fremgår af den tidligere premierminister Malcolm Turnbulls hjemmeside. At de er multikulturelle er en kendsgerning (en tredjedel af befolkningen er født i udlandet). Om de vil få succes, er ikke helt sikkert.

Bondi Beach i Sydney er en af ​​Australiens mest berømte strande.

Videoerne sender kuldegysninger ned ad ryggen og minder om massakrerne på stranden i Sousse i Tunesien (hvor ofrene var britiske turister) og i Bali i Indonesien (hvor mange australiere blev dræbt).

Australien, denne verden af ​​evige Peter Pans, der voksede op mellem strande og grillfester, har dyrket generationer af voksne børn, der er optimistiske af natur, har en vane med at være modige, og er overbeviste om, at verden er en stor legeplads med fleksible regler og velvillige dommere. De er et folk i Vesten, der har udviklet en naiv tillid til deres medmennesker: deres nabo er altid en “kammerat”, enhver, der er anderledes, er en ven efter en øl, farlige ting er noget, der sker på tv. Men islamisk fundamentalisme er ikke en bølle på legepladsen, det er en ontologisk afgrund, der kræver underkastelse eller død.

Og det var ikke svært at se, hvordan det ville ende sådan.

Hvor der er flere muslimer, er der også flere ikke-muslimske døde – nogle gange jøder, nogle gange kristne, nogle gange buddhister og hinduer, nogle gange sekulære idioter, der insisterer på at tro, at fordi “mangfoldighed er vores styrke”, vil de blive overladt til at sludre vrøvl på deres telefoner.

Hvis du er en af ​​de australiere, der mener, at det virkelige problem er Pauline Hanson, der bærer en burka i parlamentet, ja, forvent flere massakrer i fremtiden. Du bliver trods alt ved med at stemme på hende.

Det var en nat med frygtelig vold mod det jødiske samfund i Melbourne i juli.

Inden for få minutter blev den israelske restaurant Miznon, angrebet under råb om “død over det israelske militær”. Kort efter blev Adass Israel-synagogen, i byens sydøstlige del, sat i brand, og timer senere blev en jødisk købmands biler hærget og sat i brand. Det lykkedes deltagerne i sabbats gudstjenesten, som var inde i synagogen, at flygte ud ad bagdør. En af dem fik forbrændinger. Bygningen blev alvorligt beskadiget, og møbler og jødiske hellige bøger blev ødelagt. Blandt australske jøder er der en følelse af forladthed i et land, hvor multikulturalisme altid har været en fejring.

I februar blev to sygeplejersker på Bankstown Hospital i Sydney, Ahmad Rashad Nadir og Sarah Abu Lebdeh, suspenderet fra deres arbejde, efter, at have livestreamet under hospitalets nattevagt, at de ville dræbe dets israelske patienter. Dette er første gang i Vesten, at sundhedspersonale åbent har erklæret deres intention om at dræbe patienter baseret på nationalitet. Australien er det land med den største andel af Holocaust-overlevende uden for Israel, og antisemitisme er nu ude af kontrol.

I januar blev en jødisk børnehave i Sydney sat i brand, efter at en synagoge var blevet brændt ned i Melbourne.

Fra mængden, der råbte “Hvor er jøden” uden for Sydney Opera House, mindre end 48 timer efter massakren den 7. oktober, til fundet af en bil fyldt med sprængstoffer beregnet til en synagoge i Sydney, er vi nu nået til organiseret terror. En anden synagoge, Adass Israel i Melbourne, blev målrettet brandstiftelse, og derefter var der et forsøg på at sætte ild til residensen for præsidenten for Australian Jewish Council (det højeste jødiske organ). Derefter blev et jødisk bageri hærget.

Den 9. oktober 2023, blot to dage efter Hamas’ massakrer, samledes demonstranter foran Sydney Opera House for at råbe “Gas jøderne! Allahu Akbar.”

De sagde ikke “våbenhvile”, men “brænd synagogerne.”

Daniel Aghion, lederen af ​​det australske jødedoms-råd, Executive Council of Australian Jewry, mindede om, at lignende hændelser ikke påvirker andre etniske eller religiøse grupper, der er forbundet med internationale konflikter: “Vi ser ikke russiske eller sudanesiske restauranter blive angrebet, kun israelske restauranter, der drives af australske statsborgere.” Milette Shamir, vicekansler for Tel Aviv Universitet, blev konfronteret med en pøbel, der forsøgte at jage hende væk under et akademisk arrangement på University of Sydney, og hun blev tvunget til at barrikadere sig med sine kolleger i lang tid.

For tre år siden, bad lederne af de australske jødiske samfund mig om, at fortælle dem, hvad der sker i Europa. De kaldte mødet “Europas multikulturelle vulkan.” Fordi de vidste, at det samme ville ske for dem inden for et par år.

Solrigt, åbent og multikulturelt: Australien er smeltediglen, hvor asiater, europæere og mellemøstlige mennesker levede sammen i en symfoni af grillmad og cricket, beskyttet af havet som af en guddommelig voldgrav. Det heldige land, arving til den britiske kolonidrøm, havde genopfundet sig selv som en bastion af liberale, progressive overbevisninger, og budt horder af immigranter velkommen med åbne arme. Siden efterkrigstiden har millioner af immigranter omformet den sociale struktur, og forvandlet et land af straffefanger og pionerer til en etnisk mosaik. Men bag denne idylliske fortælling, ligger en brutal virkelighed: ikke alle kulturer blandes sammen. Sydneys forstæder, som Lakemba og Auburn, vrimler med moskeer og samfundsgrupper, hvor integration er en illusion, og hvor unge mennesker, fodret af internet prædikanter, er bitre over for det vestlige værtsland, som stadig mener, at det at være flink er nok til at afvæbne fanatisme, og at åbenhed er et godt nok skjold mod dem, der ser åbenhed som en svaghed, de kan udnytte.

På sociale medier forklarer den tyske parlamentsmedlem Joana Cotar: “Terrorangrebet i Australien er den intifada, der regelmæssigt påkaldes under de demonstrationer, I så stolt deltager i med keffiyeh’er, kære grønne venstreorienterede galninge.”

Tilhængerne af denne nye antisemitiske bevægelse, giver ikke nazihilsen, deltager ikke i gåseskridt eller klæder sig i sorte skjorter, men marcherer i demonstrationer for “fred” med farverige T-shirts og venskabsarmbånd mellem folkene ved siden af ​​dem, der råber “Allahu Akbar.” Et monster er vokset op iblandt dem, men de ved ikke, at de er sårbare, men fortsætter med at vende den anden kind til, i den tro, at dialog kan fortrylle dem, der allerede har valgt døden som deres sidste argument.

Det var i Sydney, at den assyriske biskop, Mar Mari Emmanuel, blev stukket ned under en ortodoks messe i april 2024.

Først de assyriske kristne, så jøderne på Bondi Beach, og hvem ved, hvad der sker i morgen. Vi græder, men de multikulturelle tårer vasker ikke blodet fra det radikale islam væk, som har fået frit spil, takket være den politiske fejhed hos dem, der er for uskyldige til at genkende ondskab, når de ikke bærer uniformen som skurken i tegneserierne.

Det heldige Vesten, The lucky West, må vågne op, ellers vil solen snart gå ned i et tusmørke af rædsel.