Kommentar

Længe har vi skullet høre på journalister, der kaldte enhver antydning af, at Vesten undergår en folkeudskiftning, for en højreekstrem sammensværgelsesteori. Har nogen dristet sig til at omtale det unævnelige, har de fået plads i de urenes skammekrog, som ingen ordentlige mennesker har villet nærme sig. Systematisk er vi blevet indoktrineret til at fornægte, hvad vi kunne se med egne øjne. Den muslimske ummah bemægtiger sig stadig mere plads i landet, politikken og den offentlige diskurs, men der er intet at se her, har vi gennem årtier fået at vide.
Det er sådan, man fordummer et folk. Man indbanker dag ind og dag ud, år efter år, at man er ond, hvis man stoler på sine egne sanser, sin egen evne til at ræsonnere. Derimod skal man annamme, hvad seks venstreorienterede kvinder hver aften fortæller på fjernsynet: De har det godt, og fanden tage den, der er nervøs for fremtiden.
Men nu tager en prominent influencer ved navn Wahajat Ali bladet fra munden. Ali er født i USA, men er etnisk pakistaner og muslim, og han formår at simplificere amerikansk politik til en enkel formel: Alt er en racekamp mellem hvide amerikanere og alle andre. Racismen har således atter gjort sit officielle indtog.
Og han er ikke i tvivl om, hvem der vinder denne racekamp: Det bliver ”brune mennesker”, som gennem indvandring og demografisk vækst vil triumfere over ”det hvide overherredømme”.
Som han forklarer henvendt til ”de hvide”: ”I tabte. Jeres fejltagelse var overhovedet at give os adgang [til USA]. Der er masser af os, og vi formerer os.”
Og videre: ”Problemet er, at I gav os adgang i 1965. … Og så får vi masser af børn. Og hvad skete så? Nogle hvide kvinder … kan lide brune. Vi tager dem ikke. De kommer til os. … Vi er overalt. Vi er overalt.”
Og Ali lægger ikke fingrene imellem, når det gælder hans foragt for den vestlige civilisation:
”I må indse, at I har tabt. Jeres historie er en lortehistorie fyldt med elendighed”, fortsætter han og udgyder sin foragt for den vestlige kultur.
Kommentar [LH]: Det har længe været den demokratiske elites antagelse, at importen af mere eller mindre ”brune” ville sikre dem evigt herredømme, fordi brune nødvendigvis stemmer på demokraterne.
Til demokraternes sorg har det vist sig, at ”brune” og ”sorte” er lige så forskellige som ”hvide”. De er begyndt at stemme ud fra deres interesser – og ikke fordi demokraterne fortæller dem, at de udgør en racistisk stemmeblok.
Wahajat Ali må vide, at betydelige dele af såvel den sorte som latinobefolkningen har stemt på Donald Trump, og at folkeudskifterne derfor må finde et andet publikum. Han siger det ikke, men hans forhåbninger til ”de brune” udtrykker i virkeligheden et ønske om, at muhamedanerne bliver talrige nok til at omdanne USA til en kopi af det Pakistan, som han mærkeligt nok ikke har valgt at bo i.
I Pakistan behøver han ikke frygte ”hvidt overherredømme” eller indtrængen af vestlig civilisation. Og efter Pakistan håber han, at USA og Europa vil lystre Muhameds befalinger.