I år 2000 var Sverige et af verdens mest homogene, harmoniske og veldrevne lande. Sverige havde en klippefast økonomi, på trods af at svenskerne ikke havde olie, de havde lav kriminalitet, og en befolkning med fællesskab, sikkerhed og tro på fremtiden. På bare 25 år formåede svenske politikere at forvandle Sverige til Europas voldtægts-hovedstad, med enorme sociale problemer og en volds- og kriminalitetsrate, som ellers kun ses i udviklingslande.

Alt dette var de negative konsekvenser af, at politikerne nægtede at håndtere risikovurderinger og advarsler ved at importere befolkning fra udviklingslande – fordi svenskerne er ufejlbarlige i deres egne øjne, og alt, hvad der går galt, er altid andres skyld. Men politikere er trods alt bare et resultat af populisme, tidsånden, selvbedrag og vælgernes ønsker, og størstedelen af ​​vælgerne i Sverige stemte for denne udvikling.

Alle troede, at hvis man fylder Sverige med udlændinge og fremmed kultur, får man ikke bare det samme Sverige som før – man får et endnu bedre Sverige. Der skete præcis det, som voksne mennesker havde advaret om, folk der ikke blot kunne forklare hvad der ville ske, men også hvorfor det ville ske. Fordi det, der er sket i Sverige (og resten af ​​Europa), var uundgåeligt.

“Velkommen her, hvem du end er, hvor du end er…”

Ingen bestrider nu, at Sverige har oplevet en enorm stigning i kriminalitet, vold, voldtægt, mord og våbenbrug. Ingen bestrider, at Sverige har 59 “udsatte områder”, der er præget af fremmed kulturel kolonisering, socioøkonomiske problemer, høj kriminalitet og “outsiders” i hele de muslimske, sekteriske indre områder. Og ingen bestrider, at Sverige har 67.500 registrerede personer med forbindelser til kriminelle netværk.

Det, der konstant diskuteres, er hvorfor det er blevet sådan, og hvordan man løser dette. Den diskussion går bare rundt og rundt, og lammer hele det svenske samfund, hvilket igen sikrer, at problemet kun vokser. Det samme sker  og i alle andre europæiske lande, men Sverige er kommet længst: Der er problemerne nu så store, at det ikke længere er muligt at benægte det, sådan som globalister til venstre og højre har gjort i 30 år.

I Sverige handler det nu om at finde løsninger, mens masseindvandringen fortsætter som før. Og politikere, der ønsker at løse kriminalitetsmønsterne i Sverige, er de samme, der sørgede for, at kriminalitets problemerne opstod, og som ønsker at løse problemerne med de samme løsninger, der ikke har duget hidtil.

Dette siger alt om, hvorfor forbedringen er langsom. Sverige er det land, hvor ærlighed og fakta blev erstattet af moralisme, undskyldninger og myter – og en af ​​disse sejlivede myter er, at Sverige er plaget af “bander”, der kan “bekæmpes” med “foranstaltninger”.

“I er et land uden IQ. I er de drømme, jeg nogle gange drømmer om.”

Under valget i 2014 blev alle advarsler om indvandrings-bølgen stemplet som ond racisme, og i 2015 åbnede svenskerne deres hjerter for horder af bevæbnede mænd fra MENA-landene, der hævdede at være “flygtninge”. Hundredtusindvis af “nye svenskere” fik opholdstilladelse og statsborgerskab, uden nogen egentlig baggrundstjek. Indvandrere udgør nu 27% af befolkningen, og et overraskende antal mennesker fra fremmede kulturer blev aldrig multikulturelle, føler ingen fællesskabsfølelse og betragter sig ikke som en del af det “nye os”, som man antog at ville ske.

Resultaterne af de trufne valg er nu klare: Stigningen i voldtægt, bomber, granater, skydevåben og knive kan ikke skjules, så blot otte år efter valget i 2014, var Sverige dækket af valgplakater, der lovede at slippe af med de kriminelle bander. Når NRKs Urix vil “forklare”, afslører NRK ufrivilligt alt, hvad der går galt i Sverige. Det er ikke “bander”, der begår kriminalitet, og det er ikke “bander”, der river det svenske samfund i stykker.

At kalde Sveriges udenlandske kriminelle miljøer for “bander” er en eufemisme. En cover-up. En undskyldning, så ingen forstår, hvad Sverige virkelig står over for. “Bander” er noget, skandinaver forbinder med unge mennesker, der holder sammen, med motorcykelmiljøer i uniform og med let identificerbare skurke med tatoveringer i Hollywood-film. Det er ikke det, der ødelægger Sverige. Dårlig politik ødelægger Sverige.

“Det føles bestemt som om kærligheden venter”

Det er ikke “bander”, det er klaner med lortekultur fra lortelande. Det er ikke bare “bander”, men snarere en hensynsløs, macho-kulturel mafia. Det er ikke bander, det er en hær. Et internationalt mafia-netværk bestående af iskolde psykopater og professionelle kriminelle. Det er private hære med baggrund i gangster-islam, og alle leder efter bytte. Og Sverige var historiens nemmeste bytte nogensinde, hvilket inviterede banderne ind i den tro, at alle er godhjertede på flugt, ligesom i Hollywood-film.

Man kan ikke “bryde”, skræmme eller stoppe disse bander med “foranstaltninger” som strengere straffe eller “sociale foranstaltninger”. De lever gennem voldelig kapital og forstår kun magt. De er livslange professionelle voldelige mænd, der udgør en international kriminalitets-industri fuldstændig uden samvittighed og drevet af egoisme, broderskab og solidaritet, for hvilket der er dødsstraf for fiasko. Og ligesom alle bander er de i dødelig kamp med andre bander for at få mest muligt ud af det bytte, som svenske vælgere har givet dem – og hvilket bytte!

Sverige var et nyt marked for narkotika, menneskehandel, prostitution og hvidvaskning af penge. En ny base og et nyt sted at gemme sig. Et sted at bygge afdelinger og hovedkvarterer. Et sted at høste social sikkerhed, rettigheder, beskyttelse under latterligt milde love, demokratisk lammelse og gratis retshjælp. Et sted med uendelig rigdom og frie blondiner – alt hvad man skulle gøre var at brødføde sig selv.

Sverige er landet med politikere, der kappes om at undskylde antidemokratisk macho-overtro og kvinde-fjendsk ukultur fra lande, der er dysfunktionelle – netop fordi de er styret af macho-overtro og lortekultur. Sverige har journalister, der aldrig bliver trætte af at interviewe voldelige mænd og kvinde-fjendske mørkemænd, så rene samfundsfjender kan fremstilles som flinke “svenskere”. Hverken politikerne eller journalisterne forstår, at de selv er en del af byttet.

“En gnist, en blus er nok. De ville være ligesom os”

Titlerne i denne artikel er taget fra sange af den svenske gruppe “Kent” (ingen ordspil tilsigtet). Flere af deres sange drypper af nutidig, socialistisk foragt for Sverige og derudover større “teamfølelse” med immigranter fra MENA-landene og had til deres egne “racistiske” borgere.

Dette indgroede had kommer fra socialister, der hævder at “bekæmpe had” og være imod “os-og-dem”-tænkning. Uden dem kunne katastrofen ikke være sket. Men den sociale katastrofe er i fuld gang, fordi ingen kan, vil eller tør, håndtere præmissen for Sveriges og resten af ​​EU’s indvandringspolitik:

“Alle mennesker er lige, alle vil det samme, og alle kulturer er lige meget værd – derfor er det ligegyldigt, hvem der bor i et land eller samfund.”

Dette er selve fundamentet for det globalistiske sociale eksperiment “multikulturalisme” i hele Europa – og det fundament er forkert. Total fiasko. Livstruende selvbedrag. Derfor går det sociale eksperiment så frygteligt galt i alle lande, der har taget det til sig, og ingen kan påstå, at de ikke blev advaret: Se filmen “Scarface” fra 1983, som igen er baseret på en bog fra 1930. Så vil du forstå, hvad Sverige har inviteret ind.

Men der er ingen vilje, eller evne, til at håndtere dette falske fundament, for dette er selve livsløgnen for så mange globalistiske borgere og politikere – på tværs af alle skillelinjer og blokke. “Vi er alle ét!” Der er investeret for meget i Disney-fikseringen af ​​virkeligheden, bygget på ønsketænkning til at give op nu. Men hvis man bygger et samfund på drømme i stedet for ærlig risikovurdering, skaber man hurtigt et rigtigt mareridt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg får givet en klarere advarsel. Desværre er folk, der er drevet af socialistiske livsløgne, mere interesserede i at kalde mine og andres advarsler for “opfordringer” i et forsøg på at forhindre os whistleblowere i at knuse deres glasboble af selvbedrag. Og Sverige er ikke kun selve masterafhandlingen om selvbedrag – Sverige er også svaret.

“Brænd penge, brænd dem. Jeg lover dig ingenting”

Det er dette, der står i vejen for at rydde op i Sverige og resten af ​​Europa: Dem, der lagde grundlaget for selvbedrag, er stadig ikke villige til at give slip på deres livsløgne og selvbedrag – for så ville de også være nødt til at indrømme, at de misforstod, og endnu værre: De ville være nødt til at indrømme, at de er medskyldige i enhver voldtægt og ethvert mord begået af mennesker, der aldrig burde have været i Sverige.

Derfor er det stadig moralsk forkasteligt at være ærlig i Sverige. Og derfor kan ingen partier blive enige om, hvad virkeligheden egentlig er. Og dermed kan de kriminelle fortsætte med at give svenskerne og det svenske samfund skylden, i sikker vished om, at ingen vil holde op med at lade som om, at Sverige er det samme som før. Ingen politiker vil give slip på demokratiske instrumenter, der har fungeret så godt på deres egne borgere i hundredvis af år. Så må det jo fungere også for folk fra udemokratiske lande? Eller?

Sverige er så ødelagt, at det sandsynligvis ikke kan reddes inden for normale demokratiske rammer, men der overvejes ingen alternativer, for det ville være den ultimative falliterklæring. At indrømme, at man ikke kan bekæmpe grænseløs, udemokratisk klankultur og overtro, med demokratiske midler og rammer, vil knuse både karriere- og livsløgne.

“Duka din veranda till fest. För en långväga gäst”

Det er selvfølgelig konceptet “undtagelsestilstand“, der spøger i fremtiden, hvor man synker ned til klanernes udemokratiske niveau og gør som El Salvadors præsident Nayib Bukele: rydder op med en statslig jernnæve for at vise, hvem der rent faktisk bestemmer. Ingen ønsker det, ingen vil have det, ingen demokratiske love tillader det, og intet land i Europa er i nærheden af ​​en sådan anerkendelse eller kur. Heldigvis, siger du?

Det er forståeligt, men det forstærker den negative spiral, som nu også er tydelig i Europa. Og det sker, fordi folk hverken kan eller vil indrømme, hvad det er, de har inviteret hertil. Det er ikke “bander”. Det er tredjeverdensrøvere, kriminelle, klaner, psykopater, macho-overtro, ukulturel adfærd, korruption, kvindehad og en totalt dysfunktionel social struktur.

Disse lande er ikke dysfunktionelle, fordi der er noget galt med luften, vandet eller topografien, fordi de blev udsat for racisme eller koloni-herrer for hundrede år siden. De er dysfunktionelle, fordi der er noget galt med kulturen og det, som folk i disse lande har i hovedet.

Svenskerne byggede sig et moralsk luftslot, og det er normal psykologi og en meget menneskelig svaghed, der ikke behøver at skade noget eller nogen. Men så besluttede de sig for at rykke ind i luftslottet, brænde alle broer bag sig og fordømme enhver, der påpeger, at alle luftslotte til sidst eksploderer og styrter sammen.

Sverige har et fladt dæk og styrter, men de fortsætter med at lade som om, de er plaget af “bander”, der kan overtales til gode handlinger. Hvad kunne man egentlig ellers forvente af det land, der allerede i 1975 sang “Släpp fångarna loss, det är vår! Var människa i sin själ vill väl…“?

Nu har svenskerne svaret.