En opgørelse efter borgmestervalget i New York City viser, at ikke mindre end 84 pct af de kvindelige vælgere mellem 18 og 28 stemte på den islamiske kommunist Zohran Mamdani. Det er næppe nogen overdrivelse at hævde, at han sidder på kvindelige stemmer, og det er han tydeligvis helt bevidst om, idet han udelukkende har udpeget kvinder til det team, der skal forberede hans indsættelse den 1. januar.

Hvad har motiveret dem til at kaste deres kærlighed på en kandidat, der vil erstatte politiet med socialarbejdere? Som stolt bekender sin tilslutning til en ideologi, der henviser kvinder til en status på linje med slaver? Ser de frem til en situation, hvor de ringer til politiet, fordi de er blevet overfaldet og måske voldtaget og i stedet for en ordenshåndhæver får besøg af en psykolog, som kan forklare, at kvinder må lære, at voldsmænd er de egentlige ofre, og at de forulempede gør bedst i at indstille sig på denne tilstand?

Tror NYC’s unge kvinder for alvor, at alt bliver gratis, når Mamdani kommer til? At kommunalt drevne supermarkeder, som kammerat Zohran vil indføre, betyder lavere priser på dagligvarer? At borgmesteren vil skaffe en masse nye boliger til en billig husleje?

Glæder de sig til, at endnu flere forbrydere slipper for straf, og at illegale indvandrere kan gå frit omkring?

Eller er forklaringen, at kvinder er for dumme til at have stemmeret?