Talløse kommentatorer har de seneste dage betegnet mordet på Charlie Kirk som et politisk vendepunkt, men hvad menes der med det? Rent logisk betyder vendepunkt, at man har passeret en grænse, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Blandt de mest opsigtsvækkende konsekvenser af mordet er, at fremtrædende konservative kommentatorer som Dave Rubin og Megyn Kelly har opgivet enhver forhåbning om at komme til en forståelse med det demokratiske partis ledere og aktivister.

Under en nylig samtale på Kellys TV-show virkede de begge skræmte af den erkendelse, at demokraterne har udviklet sig til en voldsorganisation, hvis ledere åbent tager til orde for fysiske angreb på deres politiske modstandere. Det er ikke et nyt fænomen, for radikaliseringen har stået på det seneste årti. Det er derimod nyt, at talsmænd for republikanerne har taget konsekvensen og indset, at de er nødt til at møde hårdt med hårdt, hvis de vil overleve.

Hvis nogen havde troet, at demokraterne ville besinde sig og neddæmpe deres vilde beskyldninger mod republikanerne for at være tilhængere af ”hvidt overherredømme” og ”fascisme”, må de tro om. Demokraterne fortsætter med en retorik, som de åbenbart tror vil kunne skaffe dem flertallet ved næste års kongresvalg og præsidentvalget i 2028. Det bliver et interessant eksperiment og et lærestykke for hele den vestlige verden: Kan man i et demokratisk samfund overbevise et flertal af vælgerne blot ved at lyve om og forfølge sine politiske modstandere?

Det må de demokratiske valgstrateger åbenbart mene, for deres ledere har ikke i ringeste grad slækket på deres beskyldninger efter mordet på Charlie Kirk. Hvis man vil have bevis, kan man med fordel lytte til Senatets afhøring af FBI’s leder, Kash Patel. Demokratiske senatorer som Cory Booker og Adam Schiff var ildsprudende af had til Patel, som de anklagede for allehånde anslag.

Som noget nyt opfordrede flere republikanske senatorer FBI til at afdække, hvem der finansierer venstrevolden. Man skal nemlig ikke tro, at velorganiserede terrorgrupper som Antifa, Black Lives Matter og pro-Hamas aktivisterne på de amerikanske universiteter er opstået af sig selv. Nogen betaler for deres aktiviteter. Nogen giver dem penge for at gå på gaden, og nogen betaler deres lederes lønninger.

Vicepræsident JD Vance er på et rene med situationen. Under en optræden på det TV-show, som Charlie Kirk ikke længere kunne være ankermand for, tog han bladet fra munden.

Der kan ikke, sagde han, være samhørighed [unity] med dem, der lyver om, hvad Charlie Kirk sagde, for at undskylde for hans mord. Og der kan ikke, fortsatte han, være fred med dem, der finansierer venstrevolden.

Vance nævnte ikke, hvem han tænkte på, men det gør mange andre, og interessen samles især om den gamle nazikollaboratør George Soros og Ford Foundation.

Hvilken lovhjemmel vil regeringen påberåbe sig for at komme efter de hjemlige terrorister? Der spekuleres på RICO – Racketeer Influenced and Corrupt Organizations Act fra 1970 – der blev vedtaget for at komme Mafiaen til livs. Måske kan loven nu aktiveres for at bekæmpe det netværk af sorte penge, der finansierer venstreterrorismen.

I øvrigt må jeg atter advare mod at nogen stoler på de danske mediers beskrivelse af amerikansk politik. Det hele er løgn og bedrag og beregnet på at binde troskyldige en historie på ærmet.

Senest prøver Berlingske at bilde de tilbageværende læsere ind, at Charlie Kirks venstreekstremistiske morder meget vel kunne være tilhænger af Donald Trump, og at hans ugerning derfor bliver et problem af præsidenten og hans tilhængere.

Jeg ved ikke, om Berlingske får penge fra George Soros, men jeg er sikker på, at han gerne ville give en skærv, hvis de ringede fra Pilestræde.