Den tyske kansler Friedrich Merz siger det forbudte: Dagens velfærdsstat er ikke økonomisk bæredygtig.

Merz fortalte lørdag på en konference i CDU, at »den velfærdsstat, vi har i dag, ikke længere kan finansieres med det, vi producerer i økonomien.«

Tak, kansler, for denne oprigtighed. Merz gør det, som ingen andre i toppen af vestlig politik synes at være villige til at gøre, nemlig at tage fat på det moderne Vestens grundlæggende dilemma.

Det skrev Wall Street Journal i sin leder.

De europæiske velfærdsstaters uholdbarhed har længe været anerkendt af fornuftige mennesker. Kombinationen af masseindvandring og velfærdsstat er fortsat økonomisk selvmord. Så i stedet for at gøre noget ved indvandringen, f.eks. remigration, er det lettere at reducere velfærdsydelserne til den oprindelige befolkning.

Men fordi ydelsespuden er så bred og rækker dybt ind i middelklassen, er det blevet næsten umuligt at reformere den.

Velfærdsstaten er utopien som har endt som en selvmordspagt, har undertegnede tidligere skrevet. Nu ser det ud til, at Merz tænker noget lignende.

Spørgsmålet om velfærdsstatens fremtid skaber udfordringer for de såkaldte højrefløjspartier, som slet ikke er villige til at diskutere reformer af velfærdssystemet.

Fra Marine Le Pen i Frankrig til Nigel Farage i Storbritannien, AfD i Tyskland og Donald Trump undgår populisterne vanskelige reformer af den ødelagte velfærdsstat.

Det samme gælder for Fremskridtspartiet herhjemme. Velfærdsstaten er som en hellig ko, der ikke må røres.

De fører kampagne mod indvandring eller udenrigshandel, men nægter at fortælle vælgerne sandheden om velfærdsstatens negative konsekvenser, også for den oprindelige befolkning.

Republikanerne i Kongressen formåede med nød og næppe at få vedtaget en beskeden og tiltrængt reform af Medicaid.

På togstrækningen mellem Egersund og Kristiansand er de fleste passagerer mennesker i alle aldre, der lever af førtidspension. Det opdagede jeg i min tid som konduktør; vi kaldte området for »socialsikringsbæltet.« Som konduktør ved man det, fordi de har deres egne orange kort, som giver dem ret til billetter til halv pris.

Ingen er i stand til – eller villige til – at gøre noget ved migrationen. Undtagelsen er Donald Trump, som i løbet af få måneder har formået at stoppe strømmen af migranter over den sydlige grænse. Europæiske politikere underkaster sig både islam og overnationale organisationer.

Det er netop derfor, at Trump foragtes af europæiske politikere, som ikke er i stand til at deportere selv udenlandske voldtægtsforbrydere og mordere. Fordi Trump med slogans som Make America Great Again og America First spiller i en helt anden liga end von der Leyen, Støre, Starmer, Macron og andre europæiske politikere.

Er Merz på vej til at komme overens med denne selvskade? Der er gode grunde til at tvivle på det – han sidder trods alt i regering med socialdemokraterne (SPD), som næppe vil spille på samme hold i dette spørgsmål.

Rachel Reeves er ved at udrydde den britiske middelklasse

Nedskæringer i velfærdsstaten rammer aldrig indvandrere. Det er lettere at skære i pensionerne for gamle mennesker, der har arbejdet og betalt skat hele livet, som Sverige har gjort på en brutal måde.

I Sverige er velfærdsstatens svigt så stort, at folk frygtede oprør og kaos allerede i 2021. Men det ligger ikke i svenskernes gener at gøre oprør, de accepterer bare, hvad der kommer, og lider i den størst mulige stilhed. Derfor fortsætter cirkusforestillingen.

Som jeg skrev dengang:

Vi hører også sådanne idiotiske ting i Norge, at velfærdsstaten har skabt vores velstand. Det er en løgn, der er så stor, at den er umulig at vende tilbage til.

Sandheden er selvfølgelig den stik modsatte: Et homogent samfund, befolket af mennesker, der var villige til at arbejde, skabte mulighed for et fællesskab, der til sidst udviklede sig til velfærdsstaten.

Velfærdsstaten opstod som et middel til at hjælpe arbejdende mennesker med at overvinde visse forhindringer i livet, men har forvandlet sig til et livsvalg. Det er ikke ualmindeligt at møde mennesker, der modtager fuld invaliditetsydelse og arbejder næsten fuld tid ved siden af.

Det er disse mennesker, der profiterer af systemet, samt indvandrere med flere koner og en hel masse børn. Konerne bliver registreret som fraskilte, enlige mødre, hvilket fører til ekstra udbetalinger fra statskassen. Men de er selvfølgelig stadig gift på islamisk vis, og det er det eneste, der betyder noget.

Kæmpe mængder af sociale ydelser og finansiering af flere lejligheder til en enkelt familie er resultatet. Ofte bliver nogle af lejlighederne lejet ud, og familiens overhoved får kontrol over pengesummer, som en hårdtarbejdende norsk familie kun kan drømme om.

Det er derfor, Merz’ kommentarer er så vigtige. Selv om de ikke var særligt omfattende, bryder de i det mindste et tabu.

Årsagen er, at Merz og hans regering desperat leder efter midler til at opgradere det tyske militær (Bundeswehr) på grund af frygten for Rusland samt nye krav fra NATO og USA, der har ladet Bundeswehr forfalde siden Berlinmurens fald.

Derfor har den tyske regering hævet grænsen for, hvor meget statsgæld Tyskland har råd til.

Med en stagnerende økonomi, åbne grænser, et stærkt svækket forsvar og en hovedløs energipolitik er Tyskland blevet forvandlet fra Europas økonomiske lokomotiv til Europas »syge mand.«
Som Frankrig og USA har vist, er der ingen større udfordring i politik end at reformere offentlige ydelser – det være sig pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, offentlige sundhedsydelser eller indkomststøtte.

Det bliver meget interessant at se, hvad Merz og hans koalition foreslår. Men uanset hvad er én ting klar: Det første skridt mod at løse et problem er at indrømme, at problemet faktisk eksisterer.

Norge, med sin oliefond, vil sandsynligvis være den sidste til at krydse målstregen.