Situationen i Ukraine er håbløs. Intet tyder på, at nogen af parterne er i stand til at opnå sine oprindelige mål. Ukraine kan ikke smide russerne helt ud, og Rusland kan ikke dominere hele Ukraine og har vanskeligt ved at kontrollere sine annekterede regioner.

Alligevel fortsætter krigen med sine daglige tab af menneskeliv og ødelæggelser, mens europæiske politikere og meningsdannere fastholder, at der kun er én acceptabel løsning: total sejr.

“Krigen er først slut, når Ukraine vinder”, har statsminister Mette Frederiksen erklæret, og hendes udmelding er blevet gentaget som et mantra af analytikere og kommentatorer. Men denne tilgang er ikke en ekspertanalyse. Den er politik forklædt som strategi. Virkeligheden er mere kompleks og langt mindre tilfredsstillende, end de officielle budskaber lader forstå.

”Hvad sagde vi?”

Den forhenværende topdiplomat Friis Arne Petersen har i ”Frihedsbrevet” givet udtryk for det, mange tænker, men få tør sige: De realister, som blev skandaliseret for at advare mod krigen, har fået ret. ”Hvad sagde vi?” Det ender ikke godt for Ukraine, og internationale kriser kan ikke løses gennem moral.

Friis Arne Petersens kritik rammer en udbredt holdning: tendensen til at forveksle ønskede udfald med sandsynlige udfald. Når politiske ledere erklærer, at Ukraine skal vinde, fordi det er det moralsk rigtige, ignorerer de samtidig de militære og geopolitiske realiteter, der begrænser mulighederne for at opnå dette mål. Resultatet er en politik bygget på ønsketænkning og heppekor snarere end strategisk analyse.

Den tragiske realisme som nødvendigt korrektiv

Det, man kunne kalde tragisk realisme, tilbyder et mere ædrueligt alternativ.

Denne tilgang, som har rødder tilbage til antikkens græske tragedier, anerkender den ubehagelige sandhed, at statsledere ofte står over for dilemmaer uden gode løsninger. Der er kun valg mellem større og mindre onder. Som krigskorrespondenten Robert D. Kaplan har formuleret det: “Man må tænke tragisk for at undgå det tragiske.”

Den tragiske dimension i Ukraine-konflikten består i kollisionen mellem forskellige legitime goder, som ikke kan opnås samtidigt. Ukraines territoriale integritet og ret til selvbestemmelse er et gode. Fred og stabilitet i Europa er også et gode. Men kampen for det første risikerer at ødelægge muligheden for det andet.

Sikkerhedsdilemmaet

Kernen er sikkerhedsdilemmaet. NATO-udvidelsen mod øst var fra vestlig side en legitim sikkerhedsforanstaltning, men for Rusland blev den opfattet som en eksistentiel trussel. Resultatet blev den frygt og mistillid, der til sidst udløste den krig, NATO-udvidelsen skulle forhindre. Forskellen mellem intention og konsekvens kunne ikke være større – og mere tragisk.

En af den tragiske realismes grundlæggende indsigter er, at fravær af orden ofte er værre end uretfærdighed, fordi orden er forudsætningen for alle andre goder, herunder frihed og retfærdighed. Denne erkendelse er ubehagelig for dem, der foretrækker simple moralske fortællinger, men den er nødvendig for at forstå verdens kompleksitet.

De barske realiteter

Vi står nu i en situation, hvor der kun er meget ringe udsigter til en varig fredsaftale, fordi parternes krav er fuldstændig uforenelige. Rusland insisterer på anerkendelse af suverænitet over de annekterede områder, ukrainsk neutralitet og nedrustning. Ukraine og dets vestlige støtter afviser kategorisk disse krav.

Skulle Ukraine få held med at tvinge russerne ud – det kan ikke udelukkes, tænk bare på USA i Afghanistan og Irak – så er der stadig Ruslands trussel om brug af atomvåben.

Derfor argumenter realister for, at Ukraine nu bør acceptere en fredsaftale og indgå store kompromiser, fordi alternativet kun vil være værre lidelser og endnu større tab. Det er på ingen måde en god løsning, tværtimod. Det er tragisk. Men den mindst dårlige løsning.

Det perspektiv kolliderer frontalt med den officielle europæiske konsensus, men er baseret på militære realiteter snarere end ønsketænkning.

Kriser er fyldt med dilemmaer

Imens skælder europæere ud på Trump. Men Trump har ingen gode valgmuligheder. At indføre sekundære sanktioner mod Rusland, ville ramme stater som Indien og Kina. Men det er enten umuligt eller dybt kontraproduktivt.

En diplomatisk løsning kunne være indgået og dermed forhindret krigen. Men nu er den nærmest umulig. Derfor vil krigen blive afgjort militært, og Ukraine står dårligt militært med alvorlige mandskabsproblemer og faldende moral.

Der er en mulighed for, at ukrainerne vinder, men der er endnu større risiko for, at russerne erobrer endnu mere territorium. Det er dilemmaet, hvis krigen fortsætter. Men det bliver også grimt at indgå en fredsaftale. Den bliver på russernes betingelser, for russerne har de bedste kort i den nedslidningskrig, Ukrainekrigen har udviklet sig til. Det handler primært om antallet af soldater.

Nødvendigheden af realistisk besindighed

Den tragiske realisme tilbyder ikke lette svar eller moralsk tilfredsstillende løsninger.

Den tvinger os til at anerkende den ubehagelige sandhed, at verden er et ufuldkomment sted, hvor perfekte løsninger er sjældne, og hvor selv velmenende handlinger kan få katastrofale konsekvenser. Det betyder ikke, at moral er ligegyldig, men at politisk moral er kompleks og kontekstuel.

Lektien fra Ukraine-krigen er klar: Internationale konflikter kan sjældent løses én gang for alle, men må håndteres gennem tålmodigt diplomati over tid. Det kræver accept af kompromisser og anerkendelse af, at alle parters sikkerhedsinteresser må tages i betragtning, hvis en varig stabilitet skal opnås.

I en tid, hvor den offentlige debat præges af forenklede, moralske absolutter, er der brug for besindelse. At acceptere det tragiske er ikke at opgive vigtige værdier, men at erkende de fundamentale begrænsninger i menneskers kontrol over historien.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter