
Storbritannien skal »aktivt forberede sig« på et »direkte« angreb på landet i et »krigsscenarie,« konkluderer en regeringsrapport om trusler mod den nationale sikkerhed.
Analysen omfatter en »Kina-revision,« der understreger truslen fra Beijings forsøg på at påvirke det britiske demokrati, skriver The Times.
Rapporten siger, at for første gang i mange år er sandsynligheden for et statsangreb på britisk jord stigende.
Den tilføjer, at Storbritanniens fjender allerede »lægger grunden til fremtidige konflikter« ved at positionere sig for at »forårsage store forstyrrelser i vores energi- og/eller forsyningskæder« for at »afskrække os fra at modstå deres aggression.«
Rapporten peger især på truslen om angreb og sabotage mod undersøiske kabler i lighed med det, der er sket i Østersøen. Det kan påvirke både Storbritanniens gasforsyning og den digitale adgang.
Det hedder også, at Storbritannien er sårbar over for biologiske og kemiske angreb og andre fjendtlige aktiviteter som »snigmord, trusler, spionage, sabotage, cyberangreb og andre former for demokratisk indblanding.«
Den britiske regering planlægger derfor at styrke forsvaret af hjemlandet. Det kræver, at Storbritannien »styrker og skærper« sin tilgang til national sikkerhed på »alle politikområder”. Rapporten opfordrer til en »større kulturændring i regeringen for at hjælpe os med at navigere i den nye æra, vi befinder os i.«
»Vi er nødt til at være mere kompromisløse og systematiske i forfølgelsen af vores nationale interesser,« hedder det i dokumentet. »For første gang i mange år må vi aktivt forberede os på muligheden for, at Storbritannien kommer under direkte trussel, potentielt i en krigssituation.«
Udenrigsminister David Lammy sagde, at regeringen ikke vil offentliggøre revisionen, fordi detaljerne ville skade Storbritanniens nationale interesser.
Til trods for at han fremstiller Kina som en reel trussel, insisterer Lammy på, at revisionen på andre områder viser, at Storbritannien er nødt til at samarbejde med Kina, herunder på områder som handel og klimaforandringer.
Med andre ord kan ikke engang en overvejende trussel om krig med Kina stoppe fokus på at redde verden fra en klimakrise.
For at styrke sikkerheden på hjemmebane vil strategien være at øge investeringerne i forsvaret og investere i kunstig intelligens.
Samtidigt annoncerede Keir Starmer på NATO-mødet i Haag, at Royal Air Force skal købe 12 F-35A-kampfly, der kan bære taktiske atomvåben. De pågældende våben er amerikanske B-61’ere.
Hvis planerne realiseres, vil amerikanske atomvåben blive opbevaret på britisk jord for første gang siden 2008.