Den iranske udenrigsminister har været i Geneve, hvor han har mødtes med udenrigsministrene for Storbritannien, Frankrig og Tyskland samt en repræsentant for EU. Der kom ikke rigtigt noget ud af disse anstrengelser. Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, lod fortå, at han hverken er til at hugge eller stikke i, og europæerne kunne ikke gøre meget andet end at tigge det teokratiske regimes talsmand om ikke at være så hård, selv om europæerne tryglede ham. Det gik med andre ord som forventet. Det hele var et europæisk forsøg på at bilde EU’s befolkninger ind, at Unionen og dens ledende magter har nogen storpolitisk betydning, men det endte som sædvanligt med en offentlig ydmygelse. Ingen gider høre på europæiske ledere, uanset hvor meget de puster sig op.

Da Donald Trump blev bedt om en kommentar til sammenkomsten i Geneve, gjorde han det med få ord klart, at han knapt skænker denne teaterforestilling en tanke.

Alt drejer sig om USA, Israel og de iranske massemordere, og europæerne er højst at ligne med ubudne gæster, der prøver at gøre sig til, der hvor de afgørende beslutninger bliver taget.

Og sådan har det været, så længe EU har eksisteret. Man kan ikke pege på et eneste internationalt problem, som EU har løst. Alligevel bliver vi overdænget med beretninger om alt, hvad bureaukraterne i Bruxelles har planer om at udrette. Gud ved, hvor længe det vil gøre indtryk bortset fra i Danmarks Radio.

Tilbage står USA’s øverstkommanderende, præsident Donald Trump, med et skæbnesvangert valg, der bliver definerende for hele hans anden præsidentperiode. Enten vælger han rigtigt, eller også vælger han forkert i spørgsmålet om en amerikansk bombning af Irans uran-berigelse.

Trump begynder at se lidt slidt ud, hvilket er forståeligt, for hvem ville ønske at stå i hans situation?

Han kan trøste sig med, at en frisk meningsmåling viser, at 73 pct. af amerikanerne betragter Iran som en trussel mod USA’s sikkerhed. Man må derfor antage, at de vil støtte en præsident, der prøver at afværge truslen.