Roger Scrutons bedste politiske bog, “How to Be a Conservative”, foreligger nu omsider på dansk. Scruton var en af vor tids vigtigste konservative filosoffer, hvis ikke den vigtigste. Jeg mødte ham desværre kun en enkelt gang, men indtrykket glemmer jeg ikke: Et utroligt vidende, meget høfligt og vittigt menneske. En inkarnation af den konservative filosofi.

Scrutons analyse af modernitetens selvdestruktive tendenser, hans forsvar for det nationale og hans indsigt i familiens, skønhedens og troens betydning er ikke blot akademiske refleksioner. De er diagnoser af en civilisation i krise – og opbyggelig tale, man kan leve på.

Værdien ved national samhørighed og fri tænkning

Scrutons mest fundamentale erkendelse i ”Hvordan man er konservativ”, som hans politiske hovedværk er kommet til at hedde på dansk, er enkel: Et demokrati kan ikke eksistere uden et folk, der deler en stærk ”vi”-følelse. 

Nationalstaten er ikke et levn fra fortiden, men det eneste grundlag for politisk legitimitet og kulturel sammenhæng, der har vist sig dueligt i historiens løb. Så når politikere overlader suverænitet til Bruxelles, undergraver de ikke blot den nationale selvbestemmelse. De river fundamentet væk under demokratiet selv.

Brexit var ifølge Scruton da også udtryk for briternes insisteren på at være et folk med egen lovgivning, egne traditioner og egen identitet. At dette blev mødt med foragt fra EU-eliten, bekræftede blot Scrutons pointe om internationalismens fundamentale demokratifjendtlighed.

I det meste af sit liv oplevede Scruton akademisk forfølgelse for disse synspunkter. At være konservativ tænker var ikke velset i den lærde republik. Det gælder sådan set stadig. Universiteter er blevet progressive anstalter, hvor sandhedssøgen må vige for ideologisk konformitet.

Der er derfor mere end nogensinde brug for frie ånder som Roger Scruton.

”Ned med os”

Scruton forstod, at liberalismen havde undergået en fundamental transformation. Fra at være et forsvar for negative rettigheder – retten til at blive ladt i fred – var den blevet en doktrin om positive rettigheder, der krævede stadig mere statsmagt for at blive realiseret. Som en tumor, der kræver konstant næring for at vokse.

Moderne liberalisme fremmer ikke frihed, men skaber nye former for tyranni under frihedens banner. Her afslører multikulturalismen sig som liberalismens mest selvdestruktive produkt.

Under påskud af tolerance over for andre kulturer har Vesten opgivet troen på sin egen kulturs værdi. Resultatet er ikke harmonisk sameksistens, men kulturel kapitulation. ”Forkastelsens kultur” eller ”ned med os”-holdningen, som Scruton træffende kalder det. En tolerance så blindt generøs, at den tolererer sin egen udslettelse.

Eksempler byder sig til hver eneste dag. Som når en leder af en islamisk organisation, der propaganderer for sharia og stening, står til at modtage dansk statsborgerskab, eller når den franske indenrigsminister advarer om muslimsk mobilisering i kommunalvalgene med udsigt til omfattende indførelse af sharia, eller når efterretningsrapporter peger på en organiseret islamisk bevægelse med forbindelser på tværs af europæiske grænser.

Når kristendommen forsvinder fra det offentlige rum, mens islam vinder indpas, er det ikke udtryk for neutral sekularisering, men for civilisatorisk selvopgivelse. Vi forkaster vores kultur for at omfavne andre; de andre omfavner deres kultur ved at forkaste vores.

Kritik af internationalismen

Også internationalismen kritiseres i Scrutons bog. EU legemliggør nogle af internationalismens værste tendenser. I stedet for samarbejde mellem suveræne nationer har vi fået et bureaukratisk imperium, der underminerer de nationale kulturer, som alene kan give mening til politisk fællesskab.

Når de østeuropæiske befolkninger – som Scruton aktivt hjalp under kommunismens undertrykkelse – protesterer mod EU’s migrationspolitik, forsvarer de ikke xenofobi, men civilisationens overlevelse. Mens de kæmper for årtusinders kultur, diskuterer Vesteuropa kønsneutrale toiletter.

Forsvar for familie, skønhed og tro

Afslutningen på ”How to Be a Conservative” handler om de særlige regioner i tilværelsen, der giver livet en dybere åndelig mening.

Mennesket er ikke et atomiseret individ, men et væsen, der lever i og gennem relationer. Familien er ikke blot en praktisk institution, men det sted, hvor moral og kultur overføres fra generation til generation. Velfærdsstatens overtagelse af familiens funktioner har derfor ikke befriet individet, men skabt en nation af umodne, afhængige personer. Voksne børn i statens vuggestue.

Ægteskab er heller ikke en kontrakt mellem ligestillede parter, men et løfte, der binder mennesker sammen på tværs af tid og omstændigheder. Når staten reducerer ægteskab til en juridisk kontrakt, der med et klik på skærmen uhyre nemt kan annulleres, undergraver det ikke blot familiens stabilitet, men selve ideen om varige forpligtelser og offervillighed.

Tilsvarende er skønhed ikke udtryk for subjektiv smag, men objektiv realitet. 

Scrutons forsvar for klassisk arkitektur og traditionel kunst bygger på en erkendelse af, at skønhed forbinder os med det transcendente. Når moderne kunst og arkitektur systematisk afviser skønhedsidealet, afspejler det en kultur, der har opgivet troen på, at livet har mening hinsides det materielle.

Endelig forstod Scruton, at det sakrale ikke kan elimineres fra menneskelivet uden katastrofale konsekvenser. Religionens fordrivelse har ikke skabt et rationelt samfund, men efterladt et åndeligt tomrum, som fyldes af erstatningsreligioner fra politisk fanatisme til fattigt konsum. Vi ville redde sjælen, men mistede den. Vi ville være moderne, men blev tomme.

Scrutons værker viser en anden vej.

Af Kasper Støvring