I 2024 blev 4.476 kristne – i gennemsnit mere end 12 om dagen – »dræbt af tro-relaterede årsager« rundt om i verden. Yderligere 4.744 kristne blev arresteret eller ulovligt tilbageholdt, og 7.679 kirker og andre kristne institutioner blev angrebet og ofte ødelagt.

Samlet set har den globale forfølgelse af kristne nået hidtil usete niveauer. »Mere end 380 millioner kristne lider under høj grad af forfølgelse og diskrimination på grund af deres tro,« ifølge World Watch List 2025 (WWL), der blev offentliggjort tidligere på året af den internationale menneskerettighedsorganisation Open Doors.

Hvert år rangordner WWL de 50 lande, hvor kristne er mest forfulgte på grund af deres tro. Dataene er indsamlet af tusindvis af græsrodsarbejdere og eksterne eksperter. Den seneste udgave af WWL dækker perioden fra 1. oktober 2023 til 30. september 2024.

Ifølge WWL er omkring en ud af syv kristne (14 %) forfulgt. I Afrika stiger dette tal til en ud af fem (20 %). I Asien er det chokerende to ud af fem – hvilket betyder, at 40 % af alle kristne der bliver forfulgt.

Listen kategoriserer tre niveauer af forfølgelse: »ekstrem«, »meget høj« og »høj«.

De 13 øverste af de 50 lande på listen er kendetegnet ved den værste form for forfølgelse: »ekstrem«. Det er: 1) Nordkorea, 2) Somalia, 3) Yemen, 4) Libyen, 5) Sudan, 6) Eritrea, 7) Nigeria, 8) Pakistan, 9) Iran, 10) Afghanistan, 11) Indien, 12) Saudi-Arabien og 13) Myanmar.

Den form for forfølgelse, der opleves der, spænder fra overfald, voldtægt, fængsling eller endda mord, hvis man bliver identificeret som kristen eller deltager i (normalt hemmelige) kirker.

Nr. 1 er Nordkorea:

»Hvis din kristne tro bliver opdaget i Nordkorea, kan du blive dræbt på stedet. Hvis du ikke bliver dræbt, bliver du deporteret til en arbejdslejr og behandlet som en politisk forbryder. Du vil blive straffet med mange års hårdt arbejde, som kun få overlever. Og det er ikke kun dig, der bliver straffet: De nordkoreanske myndigheder vil sandsynligvis arrestere hele din familie og straffe dem også, selvom dine familiemedlemmer ikke er kristne. Der er intet kirkeliv i Nordkorea. Det er umuligt at samles til gudstjeneste eller bøn, og selv hemmelig gudstjeneste og bøn er forbundet med stor risiko. Officielle spioner kan angive dig, hvis de har nogen indikation på, at du er kristen, og det samme kan dine naboer eller lærere.«

Det er ikke overraskende, at det meste af den »ekstreme forfølgelse« af kristne i ni af disse 13 værste lande fortsat kommer fra islamisk undertrykkelse eller finder sted i lande med store muslimske befolkninger. Det er bemærkelsesværdigt, at dette betyder, at ca. 70 % af den absolut værste (»ekstreme«) forfølgelse i hele verden finder sted under islams auspicier eller i islams navn.

Denne tendens går igen på hele listen: Den resterende »meget høje« eller »høje« forfølgelse, som kristne oplever i 37 af de 50 lande på listen (eller 74 %), kommer også enten fra islamisk undertrykkelse eller finder sted i lande med en muslimsk majoritet eller stor muslimsk befolkning. Mange af disse lande styres af en eller anden form for sharia(islamisk lov). De, der håndhæver forfølgelsen, kan enten være regeringen eller samfundet eller, oftere, begge dele, selvom samfundene – især familiemedlemmer, der er oprørte over slægtninge, der er konverteret – har tendens til at være mere ivrige i anvendelsen af sharia.

Det betyder, at selv om forfølgelsen i Nordkorea er værre, er der i det mindste lys for enden af tunnelen: mishandlingen af kristne er udelukkende forbundet med Kim Jong-uns regime. »At anerkende nogen anden gud end Kim-familien betragtes som en trussel mod landets ledelse,« bemærker rapporten. Når Kim-familien er væk, hvilket er uundgåeligt, kan Nordkorea meget vel blive som Sydkorea, hvor kristendommen blomstrer.

Omvendt er muslimers forfølgelse af kristne vedvarende, eksistentiel og går langt ud over denne eller hin hersker eller dette eller hint regime. Forfølgelse af »den anden« er en del af islams historie, doktriner og sociopolitiske struktur – deraf dens vedholdenhed og udbredelse. Her følger en kort oversigt over farerne ved at være kristen i de ni muslimske lande, hvor forfølgelsen er »ekstrem«:

Somalia, nr. 2, hvor der menes at være kun få hundrede kristne

»… at følge Jesus er et spørgsmål om liv og død. Al-Shabab, en voldelig islamistisk militant gruppe… håndhæver en streng form for sharia (islamisk lov) og er fast besluttet på at udrydde kristendommen i Somalia. De har ofte dræbt somaliske kristne på stedet. Farerne er øget gennem årene, da de militante i stigende grad har fokuseret på at finde og eliminere kristne ledere.

Yemen, nr. 3:

»Landet er nu opdelt i områder, der styres af tre forskellige [muslimske] magter, samt nogle områder, der kontrolleres af al-Qaeda og den såkaldte Islamiske Stat. Ingen af de involverede magter er sympatisk indstillet over for kristne, og den officielle forfatning opretholder sharia (islamisk lov) og ingen religionsfrihed. Den 1 % af jemenitterne, der tilhører minoritetsreligioner, er stærkt marginaliseret. Nødhjælp distribueres hovedsageligt gennem lokale muslimske grupper og moskéer, som angiveligt diskriminerer alle, der ikke betragtes som troende muslimer. Hvis nogen bliver meldt som kristen og/eller involveret i kristne aktiviteter, kan de blive udsat for streng overvågning, vilkårlig tilbageholdelse, tortur, mishandling og endda mord.«

Libyen, nr. 4:

»…at følge Jesus er en enorm risiko for alle. Libyske kristne med muslimsk baggrund udsættes for voldsomt pres fra deres familier og samfund for at give afkald på deres tro. Udenlandske kristne, især fra Afrika syd for Sahara, er mål for islamistiske militante og kriminelle grupper. Disse grupper kidnapper og undertiden brutalt dræber kristne. Selv hvis de undgår en sådan skæbne, udsættes kristne fra Afrika syd for Sahara for chikane og trusler fra radikale muslimer. Kristne, der åbent udtrykker deres tro eller forsøger at dele den med andre, risikerer arrestation og voldelig modstand.«

Sudan, nr. 5:

»Sudan var på vej mod religionsfrihed, men et kup og en ødelæggende krig knuste disse håb. Kristne er igen i fare… Konflikten har givet islamistiske ekstremister flere muligheder for at gå efter dem. Mere end 100 kirker er blevet ødelagt indtil videre, og kristne er blevet bortført og dræbt. Sudanske kristne, der er kommet til troen fra en muslimsk baggrund, udsættes for voldsom modstand fra deres familier og samfund. Disse troende holder ofte deres tro hemmelig, selv for deres egne børn. Kristne oplever også ekstraordinære vanskeligheder i hungersnøden, fordi lokalsamfundene diskriminerer dem og nægter at give dem støtte.«

Nigeria, nr. 7:

»Jihadistisk vold eskalerer fortsat i Nigeria, og kristne er særligt udsatte for målrettede angreb fra islamistiske militante, herunder fulani-krigere, Boko Haram og ISWAP (Islamic State West Africa Province)…. Angrebene er chokerende brutale. Mange troende bliver dræbt, især mænd, mens kvinder ofte bliver kidnappet og udsat for seksuel vold. Flere troende bliver dræbt for deres tro i Nigeria end noget andet sted i verden. [I alt 3.100 nigerianske kristne »betalte den ultimative pris for deres tro« i 2024. Disse militante ødelægger også hjem, kirker og levebrød. Mere end 16,2 millioner kristne i Afrika syd for Sahara, herunder et stort antal fra Nigeria, er blevet drevet fra deres hjem af vold og konflikt. Millioner lever nu i flygtningelejre. Kristne, der lever i de nordlige nigerianske stater under sharia (islamisk lov), kan også blive udsat for diskrimination og undertrykkelse som andenklasses borgere. Konvertitter fra islam oplever ofte afvisning fra deres egne familier og pres for at give afkald på deres nye tro. De er ofte nødt til at flygte fra deres hjem af frygt for at blive dræbt.«

Blodbadet mod kristne er så udbredt i Nigeria, at så sent som den 13. april – palmesøndag – blev 54 kristne slagtet efter gudstjeneste i en enkelt landsby. Og så slemt som det er i Nigeria, »desværre blev flere kristne dræbt uden for Nigeria, mange i lande i Afrika syd for Sahara som DR Congo, Burkina Faso, Cameroun og Niger.« Rapporten fortsætter

»Flere lande i Afrika syd for Sahara har oplevet en stigning i volden mod kristne. I øjeblikket ligger 8 af de 10 farligste steder for kristne i Afrika syd for Sahara – og alle (undtagen Nigeria) har flere religiøst motiverede drab end i rapporteringsperioden for World Watch List 2024.«

Pakistan, nr. 8:

»Pakistans berygtede blasfemilove bruges ofte til at ramme minoritetsgrupper, men kristne er uforholdsmæssigt hårdt ramt. Faktisk er omkring en fjerdedel af alle blasfemianklager rettet mod kristne, der kun udgør 1,8 procent af befolkningen. Blasfemilove kan straffes med døden. Selvom dommen sjældent fuldbyrdes, er personer, der anklages for blasfemi, udsat for overfald eller mord begået af pøbelen. I juni 2024 blev en ældre mand dræbt af pøbelen, efter at han var blevet anklaget for at have vanhelliget Koranen…. Historiske kirker … overvåges nøje og har været mål for bombeangreb. Antallet af kristne piger (og piger fra andre minoritetsreligioner), der bortføres, misbruges og tvinges til at konvertere til islam (ofte med støtte fra underretterne), er stigende…. Alle kristne lider under institutionaliseret diskrimination. Erhverv, der betragtes som lavtstående, beskidte og nedværdigende – såsom rengøring af kloakker eller arbejde i teglværker – er forbeholdt kristne af myndighederne. Mange omtales som ‘chura’, et nedsættende udtryk, der betyder ‘beskidt’. Kristne er også sårbare over for at blive fanget i tvangsarbejde.«

Iran, nr. 9:

»Ikke-anerkendte konvertitter fra islam til kristendommen udsættes for alvorlige krænkelser af religionsfriheden, primært fra regeringens side og i mindre grad fra samfundet og deres familier. Regeringen betragter disse konvertitter som en trussel og mener, at de er påvirket af vestlige lande til at underminere islam og regimet. Både ledere og almindelige medlemmer af kristne grupper arresteres ofte, retsforfølges og idømmes lange fængselsstraffe for ‘forbrydelser mod national sikkerhed’. Anerkendte historiske samfund som armenske og assyriske kristne er beskyttet af staten, men behandles som andenklasses borgere. De udsættes for mange diskriminerende lovbestemmelser og må ikke udøve deres religion på persisk eller omgås kristne konvertitter. Dem, der støtter konvertitter, kan også risikere fængsling.«

Afghanistan, nr. 10:

»De fleste afghanske kristne er konvertitter fra islam, hvilket gør det stort set umuligt at udøve deres tro åbent. I Afghanistan er det ifølge islamisk lov strafbart at forlade islam … og konvertere. Dette er blevet håndhævet i stigende grad, siden Taliban overtog kontrollen med landet i 2021. Hvis konvertitter opdages, kan familien, klanen eller stammen forsøge at bevare sin ‘ære’ og håndtere konvertitten gennem pression, vold eller endda mord. Hvis en konvertits tro opdages af regeringen, har mange afghanske troende ingen anden mulighed end at forsøge at flygte. Kvinder og etniske minoriteter oplever yderligere undertrykkelse. Kristne blandt disse grupper lever under utænkelig pression.«

Saudi-Arabien, nr. 12:

»Det er meget risikabelt at blive kristen i Saudi-Arabien. Ikke alene er det ulovligt at forlade den islamiske tro, nye troende vil også møde intens modstand fra deres familier og samfund…. På grund af dette har de fleste saudiske kristne en tendens til at udøve deres tro stille og hemmeligt. Dette går så vidt, at de ikke engang fortæller deres egen ægtefælle eller børn om deres tro af frygt for, at andre familiemedlemmer eller skolepersonale kan opdage, at de har forladt islam. Der er ingen lovlige kirkebygninger eller møder…. De fleste kristne, der bor i Saudi-Arabien, er midlertidigt ansatte fra andre lande. De har forbud mod at dele deres tro med lokale saudier, og det er begrænset, hvor de må samles til gudstjeneste. Overtrædelse af disse regler kan føre til tilbageholdelse og udvisning.«

Det er værd at bemærke, at de ni »ekstreme« muslimske nationer, der er nævnt ovenfor, adskiller sig på mange måder – racemæssigt, socialt, økonomisk og politisk: nogle er rige (Saudi-Arabien), mens andre er utroligt fattige (Somalia); nogle er avancerede (Iran), mens andre er langt fra det (Yemen); de er repræsenteret af en række forskellige regeringsformer (republikker, monarkier, teokratier); og der er repræsentanter for forskellige racer – arabere, afrikanere syd for Sahara, pakistanere, persere og afghanere. Det eneste, de alle har til fælles, den fællesnævner, er islam.

Mangfoldigheden vokser, når man ser på den fulde liste over 50 nationer, som også omfatter kinesiske og tyrkiske nationer – såsom Maldiverne (nr. 16), Uzbekistan (nr. 25), Tyrkiet (nr. 45) og Brunei (nr. 48) – som alle har meget lidt til fælles bortset fra islam. Kirgisistan, som ikke har været på top 50-listen siden 2013, gjorde et dramatisk comeback på 47. pladsen:

»Der var en kraftig stigning i volden mod kirken, mange registrerede kirker og kristne institutioner blev tvunget til at lukke, og presset på kristne øgedes i næsten alle livets områder.«

Uden for den muslimske verden er fjendtligheden over for kristendommen imidlertid blevet pandemisk. Som det bemærkes i rapporten:

»Flere lande på World Watch List oplevede en stigning i antikristen vold. Selvom konteksten var forskellig, enten i strengt kontrollerede autokratiske stater eller i lande, der er ustabile på grund af svag regering eller borgerkrig, var resultatet det samme: kristne samfund blev målrettet, liv, hjem og kirker blev ødelagt, og troende blev udsat for enormt pres.«

En stigning i hinduistisk nationalisme har gjort Indien (nr. 11) til en arnested for forfølgelse:

»I Indien betragter hinduistiske ekstremister alle kristne som fremmede og sigter mod at rense nationen for islam og kristendom, ofte ved hjælp af omfattende vold. Denne fjendtlighed er ofte drevet af Hindutva, en hinduistisk nationalistisk overbevisning blandt nogle ekstremister om, at indere skal være hinduer – og ingen anden tro tolereres. Denne tankegang har ført til voldelige angreb over hele landet og straffrihed for de mennesker, der har disse overbevisninger, især hvor myndighederne også er hinduistiske hardlinere. I sådanne områder risikerer kristne, der går i huskirker, at blive angrebet af ekstremistiske bander, der har gudstjenesterne som mål. Derudover har 12 delstater vedtaget love mod konvertering, som truer den religiøse frihed for individuelle troende.«

Selv i det buddhistiske Myanmar (nr. 13), det sidste land på listen over de 13 værste lande, hvor kristne oplever »ekstrem« forfølgelse:

»Siden militærkuppet i februar 2021 har kristne været udsat for større vold og strengere restriktioner. Troende er blevet dræbt, og kirker er blevet angrebet uden skelnen. Dette gælder også i overvejende kristne stater… Flere kristne end nogensinde er blevet drevet ud af deres hjem og har fundet tilflugt i kirker eller flygtningelejre. Nogle er endda tvunget til at flygte ud i junglen, hvor de ofte er uden adgang til mad og sundhedspleje. Regeringsstyrker har fortsat med at angribe kristne landsbyer og kirker uforholdsmæssigt hårdt. De har også dræbt kristne hjælpearbejdere og præster, ofte i luftangreb. Udover konflikten bliver konvertitter til kristendommen forfulgt af deres buddhistiske, muslimske eller stammefamilier og -samfund, fordi de har forladt deres tidligere tro. Samfund, der ønsker at forblive »udelukkende buddhistiske«, gør livet umuligt for kristne familier.«

Selv i lande, der synes at være venligt eller i det mindste neutralt indstillet over for kristendommen, såsom Cuba, Nicaragua og Mexico, bliver kristne mishandlet på grund af deres tro af forskellige aktører og af forskellige årsager.

I det kommunistiske Cuba, nr. 26:

»Kirkeledere og kristne aktivister, der kritiserer regimet, kan blive udsat for forhør, arrestation og fængsling. De udsættes også for smædekampagner, rejsebegrænsninger og chikane (som kan omfatte fysisk vold og skader på kirkebygninger).«

Selvom det ikke er kommunistisk, er det i Nicaragua, nr. 30:

»Fjendtligheden over for kristne fortsætter med at intensivere: dem, der taler imod præsident Ortega og hans regering, betragtes som destabiliserende agenter. …Kristne ledere er blevet chikaneret og arresteret, kristne ejendomme beslaglagt, kristne skoler, tv-stationer og velgørenhedsorganisationer lukket, og kirker overvåget og intimideret.«

I Mexico (nr. 31) er narkokartellerne ude efter kristne, især hvis de taler imod deres aktiviteter eller forsøger at føre de unge væk fra dem. I det sydlige Mexico, især »i nogle indfødte samfund, udsættes de, der beslutter at forlade deres forfædres og traditionelle tro for at følge Jesus, for udstødelse, bøder, fængsling og tvungen fordrivelse.«

Den måske mest foruroligende tendens er, at forfølgelsen af kristne fortsætter med at vokse hvert år og er næsten fordoblet siden 1993, da WWL blev udgivet for første gang. Dengang var det kun 40 nationer, der scorede højt nok til at berettige til tilstrækkelig overvågning. I dag er næsten det dobbelte antal kvalificeret, selvom listen kun rangordner de 50 øverste.

Hvor længe går der, før denne tendens spreder sig til selv de vestlige nationer, der engang blev hyldet for deres religiøse friheder?

Raymond Ibrahim, forfatter til Defenders of the West, Sword and Scimitar, Crucified Againog The Al Qaeda Reader, er Distinguished Senior Shillman Fellow ved Gatestone Institute og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.

• Følg Raymond Ibrahim på X (tidligere Twitter) og Facebook