Kommentar

Stadigt flere står op hver morgen og spørger: Får det aldrig ende med venstrefløjens og deres såkaldt borgerlige allieredes anslag mod alt, hvad jeg tror på? Holder politikernes leflen for islam aldrig op? Skal alt, hvad jeg har kært, druknes af politikernes forræderi og mediernes løgne? Skal jeg fortvivle, fordi jeg er magtesløs?

Når man har det sådan, skal man se på de gode nyheder og forstå, at kampen ikke er tabt, og at modstand nytter.
Jeg følger meget med i, hvad der sker i USA (og nu også Canada) – ud fra den erfaringsmæssige erkendelse, at hvad der sker derovre meget hurtigt kommer til os. Sådan har det været i årtier. Ethvert ideologisk modefænomen bliver begærligt opsuget af nogle hundrede journalister, kunstnere, “eksperter” og universitetsansatte og derefter pumpet ud i de danske medier som sandheden.

Intet er så demoraliserende som fornemmelsen af at være helt alene, og at intet kan stilles op mod den bølge af galskab, der skyller ind over os. Men det kan også gå den anden vej. Så lad os nævne nogle oversete tildragelser, der ikke finder vej til de danske medier.

ANNONSE

Løgnefabrikken CNN – de danske journalisters hovedkilde til amerikanske nyheder – styrtbløder. Kanalen, der slog sig op på had til Donald Trump, er nede på 491.000 daglige seere, mens den konservative Fox News kan prale af 2.382.000. Fox er nummer et inden for kabel-tv, mens CNN – sæt gebisset godt fast – er nummer 19 (nitten).

Demokraternes woke-ideologi lider det ene nederlag efter det andet. Der er svigtende afsætning på racehysteri, transpropaganda, jammer over “hvidt overherredømme”, krav om at nedlægge politiet, kolonialismens forbrydelser, da oldefar var dreng, og andet vrøvl.

For et par dage siden besluttede vælgerne i San Francisco – en af USA’s rødeste byer – at fyre tre medlemmer af skolebestyrelsen, som brugte deres tid på “kritisk raceteori” i stedet for at lære børnene noget. Overalt i USA vender opbragte forældre sig imod venstreindoktrinering.

Efter råd fra Joe Biden erklærede Canadas premierminister, Justin Trudeau, undtagelsestilstand for at knuse lastbilchaufførernes protester mod covid-restriktionerne. Det har givet bagslag. Den ene provins efter den anden har ophævet restriktionerne – senest det fransk-talende Quebec. Ottawas politichef er trådt tilbage i protest mod premierministerens anslag mod demokratiet.

Efter at Joe Biden har åbnet USA’s sydgrænse for uhindret indvandring – og uhindret tilførsel af fentanyl – vil kun 9 pct. have mere indvandring, mens 35 pct. vil have mindre. Det er et skift i modstandernes favør på 22 pct.point.
Bidens “approval rating” ligger under vand. Demokratiske strateger forudser en vælgerkatastrofe, med mindre partiet tager skeen i den anden hånd. Men intet tyder på, at præsidenten har forstået budskabet.

Donald Trump vil kunne vinde næste præsidentvalg mod enhver tænkelig kandidat. Ikke mindst mod den storkriminelle Hillary Clinton.

Men her kommer det vigtigste: Demokraterne og deres sammensvorne i medierne og Big Tech er gabende kedelige med deres evindelige præk.

Humor er blevet en højreorienteret disciplin.

ANNONSE