Nyt

Fredag kunne den danske befolkning endnu engang se folkekirken i et ukristeligt forsøg på at ophøje islams værdier. Dette skete endda i sammenhæng med et islamisk terrorangreb i Frankrig.

Københavns domprovst, Anders Gadegaard, havde inviteret den kontroversielle imam og hadprædikant, Naveed Baig, til at tale i Københavns Domkirke – også kendt som Vor Frue Kirke.
Domprovst Anders Gadegaard er kendt som en af de mest venstreorienterede stemmer i folkekirken. Han er fortaler for masseindvandringen, der primært kommer fra muslimske lande.
“Det har med næstekærligheden at gøre i den forstand, at vi skal tage vare på de grupper, der har det sværest, og én gruppe er de flygtninge, som lige nu kommer til vores grænser,” erklærede Anders Gadegaard under migrantkrisen i 2015.
Københavns Domkirkes ledelse fik fredag eftermiddag følgeskab af biskop Peter Skov-Jakobsen, da de i fællesskab bød imamen Naveed Baig velkommen for at mindes terrorofre.
Torsdag blev tre kristne dræbt af en islamisk terrorist i en sydfransk kirke.
Hadprædikanten Naveed Baig har en fortid i den radikaliserede organisation Minhaj-ul-Quran. I 1994 bliver imamen fældet, da en videooptagelse fra en københavnsk moske afslører Naveed Baigs tvetungede hadtale.
»Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham,« erklærer Naveed Baig fra moskeens talerstol.
Budskabet er, at hvis man ikke følger koranens budskab, så er det muslimers pligt at dræbe.
Det er den senere cavlingmodtager og DR-journalist, Puk Damsgaard, der afslører Naveed Baigs dødstrusler fra moskéen.
Naveed Baig har studeret fem år på et religiøst universitet i Pakistan, og han vender derefter tilbage til Danmark med sit hadske budskab. Senere bliver han udenrigsordfører for organisationen Minhaj-ul-Quran.
Minhaj-ul-Quran arbejder for en islamisk stat, og de religiøse ledere af organisationen er afsløret i at støtte terrorbevægelsen Taliban i Afghanistan. Minhaj-ul-Quran går ind for dødsstraf til den, der håner profeten Muhammed.
I dag hævder Naveed Baig, at han ikke er medlem af Minhaj-ul-Quran mere.
Det er stærkt kontroversielt, at en imam, der har været et profileret medlem af en islamistisk organisation, der går ind for dødsstraf til folk, der håner profeten Muhammed, står og taler i Københavns Domkirke.
Endda til et arrangement, der skal mindes terrorofre for en muslimsk terrorist, der har hævnet sin profet med halshugning og drab.
Med til arrangementet i domkirken var i øvrigt også den jødiske rabbiner, Jair Melchior. I de seneste år har den jødiske synagoge i København været bevogtet døgnet rundt af militær- og politifolk for ar forhindre islamisk terror.
Danskerne skal vide, at stærke kræfter i folkekirken arbejder aktivt sammen med farlige kræfter i det islamiske miljø.
Hadprædikanten Naveed Baig har tidligere været gæsteimam i den københavnske Kristkirken, der ligger på Vestrebro. Den kontroversielle imam bliver inviteret i december 2019 af folkekirkepræsten Mette Gramstrup.
Vor Frue Kirke er en af de mest ikoniske kirkebygninger i Danmark. Det var her, at Kronprins Frederik blev viet med Mary under stor bevågenhed.
I dag bruges kirkerummet til kristen-islamiske sammenkomster, hvor man mindes ofre for muslimske angreb på europæere.
Eftertiden vil dømme dette samarbejde hårdt. Ligesom man i dag har andre øjne på Det Radikale Venstres samarbejdspolitik med nazistpartiet under Anden Verdenskrig.
Folkekirken er en aktivistisk organisation, hvor man ophøjer muslimske hadprædikanter i et forsøg på at sprede multikultur og politiske målsætninger, der hører til på den yderste venstrefløj.
Allah er stor i Københavns Domkirke.

Se også
Coronasvindel: Pakistanske Hamza Ahmad stjal 427.500 kroner

ANNONSE