Kommentar

Dead Poet’s Society (1989) 

Hvem  der  har set denne film  husker sikkert også dette øjeblik,  hvor den utraditionelle  lærer Keating  gik rundt om eleverne  mens han  hviskede  Carpe Diem…….   Grib dagen,  se mulighederne, find din egen måde at gå på,   realiser dig selv….. Filmen er lavet af Peter Weir og er fra 1989     I mange år gik jeg og nød synet og erindringen om disse præstationer i  en stærkt underholdende film om den vidunderlige lærer  John Keating,  der inspirerede og charmede eleverne til at rive sig fri af en traditionel kulturs tyngende lænker. Enten det nu var som fritgående individer på boldbanen eller som nysgerrige i hulen mellem digte og frække historier. Var det ikke pragtfuldt at se på? 

Tjae  det  var en demonstration af, at skolen  var gået fra lærested til værested, fra den såkaldt sorte skoles autoritære formidling af faktuel viden med eller uden udenadslære  til en moderne skoles kammeratlige  rundbordspædagogik, hvor vi kan snakke os frem til den fælles sandhed,  selv om filmen skulle foregå i 1959,  i erindringen  betød det mindre. Sammen med danske film som Det forsømte forår  fra 1992 og Drømmen fra 2006 kom  Døde Poeters klub til at medvirke til den autoritetsafvikling der havde været i gang siden 1950`erne (tænk bare på de tre film  James Dean medvirkede i) og efter nogens mening siden 1914, en proces, et normskred  var sat i gang der betød en gradvis frigørelse af individet fra traditioner og ritualer, strukturer og bindinger til den gamle verden fra før 1968,  lærerrollen,  ”politimanden/kvinden”,  politikere  og andre der tidligere kunne læne sig op ad deres rolle og derfra udøve deres gerning. Vi ved godt hvad der skete, men har vi i dybet forstået hvad den nye ateistiske og individualistiske tid har betydet?  Hvad er nemlig moralen af Døde Poeters Klub?  Tilsyneladende et friheds- og emancipationsevangelium, der skulle frigøre de kræfter der var bundet op af tidens strukturer med de imperative slagord: Bliv den du selv ønsker at være! Vi kan alle lære hvad vi vil! . Kravet om selvrealisering er vokset siden 1970`erne og det har udviklet sig til mere end blot en frigørelse fra normer. Det er også blevet til en respekt for mangfoldigheden, den kønspolitiske diversitet,  narcissismens og forfængelighedens marked, alle individer er unikke, du kan selv vælge dit eget køn og din egen skæbne.  

Individualiseret selvrealisering som livets endelige mål,  spørg ikke hvad du kan gøre for andre eller samfundet,  men spørg kun om, hvad andre eller samfundet kan gøre for dig og din karriere!    Men hvordan kan et menneske der forstås ud fra køn overhovedet  forfølge egne mål?  

ANNONSE

Er der en sammenhæng her,  jo tættere  man er forbundet med senmodernitetens etiske forskrifter ,  desto mere sekundært bliver de forpligtende relationer .. .såsom børn og familie – 

Men ser man på menneskets behov,  som de er opstillet af Maslow fx    er det et åbent spørgsmål  om det er selvrealisering (som den højeste form for lykke vi kan opnå)  eller er det  følelsen af at høre til noget større, der er i toppen af den berømte pyramide? Når man spørger unge  og  de lidt mere modne,  hvad lykke betyder for dem,  så handler det som regel om deres egne karrierer,  og hvis en stor meteorsten har kurs mod Jorden,    kan jeg hører udbruddet fra de mange unge: Åhhh  nej, hvad nu??  min karriere, jeg får huller i mit CV,  hvad  skal jeg dog gøre?! –  Det senmodernes etik i sin fulde form.   

Nu taler vi ikke om universet, men om de strukturer som 68`erne ønsker at frigøre os fra.  Her kunne man med fordel læse en bog af Ulstrup Larsen med titlen Tidens Tegn, heri skriver han:

”Det er strukturer der endnu spøger og binder os. Hvorfor skal vi ikke ophæve dem.. vi er jo mennesker før noget andet,  og der burde derfor ikke være nogle mønstre der sætter skel imellem os”

Et afgørende svar handler om biologi,  ” vi er væsensforskellige fra naturens side og derfor vælger vi ikke ens.  Biologi er fjenden, fordi biologi ikke er socialt omskifteligt (endnu). Vi kan ikke opdrage biologi  væk, og vi kan ikke frigøre os fra den.  Derfor er målet i frigørelsesideologien slet og ret at anfægte biologien som noget betydningsfuldt”  

Med andre ord vil man i den senmoderne etik væk fra biologien og se mennesket som en tabu rasa. Dette er faktisk umuligt,  og det udstiller  den frigørelsesideologi der  begyndte at dominere sociologi og socialkonstruktivismen i 70`erne som et håbløst lighedsprojekt, som har været med til at forvrænge forståelsen af mennesket siden. Med hvilket formål?  For at hindre falsk bevidsthed, med kampen for en kønsneutral opdragelse, eller skal det forstås som et led i en manisk lighedsideologis tjeneste i modsætning til en borgerlig kønnet forståelse af mennesket?  

Dette udtryk for individualisme er dybest set en hæmsko for den nationalfølelse, som jeg mener er både vigtig og afgørende for vores mulighed for selvbestemmelse i det Europa,  vi lige nu  ser vakle foran os og sidst men ikke mindst i forsøget på at dæmme op for den masse-indvandring der ikke er i Danmarks interesse 

ANNONSE

Læs også

Gud hader krystere -
Krist stod op af døde -
Fastelavn -
Gør budene og du skal leve -
Afmagten er Danmarks -