Nyt

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard bliver angrebet og truet under et besøg på Nørrebro i 1998.

Under urolighederne bliver den kvindelige politiker slået på overkroppen af en ung mand. Det efterlader smertefulde blå mærker på Pia Kjærsgaards krop.

En autonom fra den yderste venstrefløj indrømmer nu, at han ved, hvem, der overfaldt Pia Kjærsgaard. Men den venstreekstreme mand nægter at afsløre identiteten på voldsmanden.

“Jeg ved, hvem det var,” skriver Mikkel Skov Petersen, der er et kendt ansigt på den yderste venstrefløj, på Fri Debat ‘s Facebookside.

Pia Kjærsgaard ankommer med en taxa til indvandrerbydelen Nørrebro 24. marts 1998. 150 indvandrere og danske autonome venter på Dansk Folkepartis daværende formand.

Taxadøren bliver revet op, og vidner fortæller, at Pia Kjærsgaard bliver slået, sparket og spyttet på. Et af vidnerne til det voldelige overfald er Mikkel Skov Petersen.

Mikkel Skov Petersen har blandt andet været tilknyttet det autonome tæskehold Antifascistisk Aktion / AFA, der bruger vold og trusler mod sine politiske modstandere. Mikkel Skov Petersen har også været ansat som pressesekretær hos Enhedslisten.

Mikkel Skov Petersen beskriver, hvordan Pia Kjærsgaard bliver sparket, mens hun sidder inde i taxaen:

“Pia Kjærsgaard led ikke yderligere overlast end det ene spark på skulderen,” fortæller Mikkel Skov Petersen.

Pia Kjærsgaard er ikke enig med Mikkel Skov Petersen i hans udlægning af voldsepisoden:

“De begyndte at banke løs på mig. Med knytnæver. Det var helt uvirkeligt,” fortæller den chokerede Pia Kjærsgaard få timer efter overfaldet og fremviser et massivt blåt mærke på sin arm.

Pia Kjærsgaard afviser også Mikkel Skov Petersens udsagn om, at hun ikke led ‘yderligere overlast’:

“Jeg var edderbukme ræd,” siger Pia Kjærsgaard, der bliver psykisk ramt af de voldsomme uroligheder. Pia Kjærsgaard må søge dækning i en bankfilial på Nørrebro, hvor politikeren fortæller, at hun “virkelig blev bange”.

“Når de begynder at slå løs på mig i en taxi – hvad kan de så ikke ellers finde på?” spørger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard udpeger i 1998 den autonome Frank Piasecki Poulsen som gerningsmanden. Frank Piasecki Poulsen, der netop er blevet udnævnt som filmkonsulent hos Det Danske Filminstitut, bliver sigtet for overfaldet på Pia Kjærsgaard. Men i retten opstår der tvivl om Pia Kjærsgaards vidneudsagn mod Frank Piasecki Poulsen.

“Det var ikke Frank (Piasecki Poulsen, red.),” erklærer Mikkel Skov Petersen hos Fri Debat, da han fortæller om angrebet på Pia Kjærsgaard.

Mikkel Skov Petersen og Frank Piasecki Poulsen er nært forbundet. Sammen har de stiftet virksomheden ‘Rumko Holding’, der gik konkurs i 2012. Mikkel Skov Petersen er producent på Frank Piasecki Poulsens propagandafilm ‘Guerilla Girl’ (2005), der omhandler en kommunistisk terrorgruppe i Sydamerika.

Venskabet mellem de to venstreekstreme venner er intakt. Mikkel Skov Petersen ønsker kun at frikende den nyudnævnte filmkonsulent Frank Piasecki Poulsen, men vil ikke udpege Pia Kjærsgaards overfaldsmand. Det tvivlsomme spil på den yderste venstrefløj fortsætter helt op til i dag.

Mikkel Skov Petersen afviser desuden, at der blev kastet med sten mod politiet og Pia Kjærsgaard under de autonomes optøjer på Nørrebro i 1998:

“På Nørrebrogade blev der ikke kastet med sten. Der blev kastet med tomater,” fortæller Mikkel Skov Petersen hos Fri Debat.

Det bliver afvist af øjenvidner, der var til stede midt i de voldsomme optøjer under Pia Kjærsgaards besøg:

“Flere af anden etnisk herkomst end dansk begyndte med favnen fuld af store sten at hamre dem mod politibilen,” fortæller øjenvidnet Klaus Krøyer.

Han bakkes op af filminstruktøren Theis Molin, der også var vidne til stenkast under urolighederne:

“Jeg selv og en kvinde af afrikansk oprindelse blev nærmest stenet med mindst 20-30 sten indenfor et fortovstykke på 15 meter,” fortæller Theis Molin

Mikkel Skov Petersen erklærer, at han kan udpege personen, der overfaldt Pia Kjærsgaard. Men på grund af ‘æresbegreber’ overfor sin allierede på den ekstreme venstrefløj så vælger Mikkel Skov Petersen at skjule identiteten på voldsmanden.

“Jeg er stadig i proces med at oversætte holdninger og handlinger fra dengang til mine nutidige værdier,” erklærer Mikkel Skov Petersen 21 år efter overfaldet på Pia Kjærsgaard.

Tavsheden har en pris. Pia Kjærsgaard har siden overfaldet i 1998 levet med personlige livvagter, når hun skal bevæge sig rundt i samfundet.

Mikkel Skov Petersen arbejder i dag som kommunikationschef på Teater Grob i København. Teater Grob bliver finansieret med millioner af skattekroner. I Teater Grob’s bestyrelse finder man blandt andet den tidligere kommunist Jørgen Ramskov, der i dag er direktør for licensstationen Radio24syv.

Danskerne betaler når de ræverøde skal have løn. Også selvom de dækker over den voldsmand, der angreb Pia Kjærsgaard.

(Mere om overfaldet på Pia Kjærsgaard her)

Se også
Er Camilla Miehe-Renard ‘s bror – August Miehe-Renard – venstreekstremist?

Mest læst

Lars Løkkes sorte dag

Retsstatens sidste udkald

Tommy på vej i fængsel