Kommentar

Grooming-overgribere i Newcastle

Som reaktion på Storbritanniens fortsatte børnevoldtægtsskandale underskrev 20 parlamentsmedlemmer et åbent brev til den nyligt tiltrådte indenrigsminister Sajid Javid, hvori de indtrængende opfordrede til koordineret handling.

Eftersom det britiske parlament har 650 medlemmer, udgør de 20 underskrivere kun 3%, der er villige til at støtte beskyttelse af børn, der har været udsat for gruppevoldtægt, menneskehandel og tortur, og til tider mord. At et så beskedent antal politikere er villige til åbent at tage afstand fra børnesexslaveri, er endnu et tegn på det moralske forfald hos Storbritanniens politiske elite og hvor lavt landet tilsyneladende er sunket.

Storbritanniens medieelite har ignoreret brevet. Afdækningen har været begrænset til lokalpressen i Oxford og Rochdale – områder, der er plaget af børnevoldtægtsbander – såvel som nogle få alternative medier, såsom Breitbart London, og en indirekte reference på Sky News.

Palace of Westminster i London, mødested for parlamentet. (Foto: Arpingstone/Wikimedia Commons)

En af brevets hovedunderskrivere var Rotherhams parlamentsmedlem Sarah Champion, hvis valgkreds blev berygtet for dens voldtægtsbander. Hun blev i 2017 tvunget væk fra de forreste rækker i Jeremy Corbyns Labour, fordi hun talte åbent om overrepræsentationen af “britisk-pakistanske mænd” ved denne type børnesexslaveri. Efter Sajid Javid, der dengang var minister for lokalsamfund, udtrykte sin støtte til Champion, er det måske velovervejet, at brevet var adresseret til ham i hans nye rolle som Storbritanniens første muslimske indenrigsminister.

ANNONSE

Javids muslimske tro og pakistanske baggrund vil gøre ham urørlig over for beskyldninger om racisme og had, hvis han fortsætter med at rette opmærksomheden mod børnesexslaveriets ubekvemme etniske og kulturelle realiteter. Inden han blev indenrigsminister kom han ind på disse forhold, og han vil nu kunne fortsætte med at sige, hvad der skal siges, og handle effektivt – på måder, som mange andre politikere ikke ville kunne – uden at blive sat i gabestokken af Storbritanniens fortrinsvist venstreorienterede medier.

Javid vil i sin nye stilling kunne gribe to vigtige muligheder.

Der er for det første muligheden for, at britiske myndigheder i det mindste kan begynde at råde bod på årtiers svigt af forsvarsløse børn. Der er sket uoprettelige skader på talløse liv – og det fortsætter. Der er også kommet et stort brud på offentlighedens tillid til politi, medier, sociale myndighederog regeringen.

I forhold til Storbritanniens sociale sammenhængskraft har børnevoldtægtsskandalen for mange været den klippe, som det moderne Storbritanniens ugennemtænkte multikulturalisme blev knust imod. Den tilgang, som de britiske myndigheder har nu som reaktion på den nationale katastrofe, forstærket af den nuværende anspændte atmosfære i Storbritannien, virker i det store hele baseret på en imødegåelse af sekundære forhold – navnlig personer, der protesterer imod børnevoldtægterne, heriblandt anholdelsen af nogle forældre, der forsøgte at redde deres datter fra dennes overgrebsmænd.

Der er tilsyneladende også en underforstået alliance med store dele af medierne om at fortie den offentlige debat og, når alt andet fejler, at benytte decideret undertrykkelse.

Strategien, hvis man kan kalde den det, forværrer uden tvivl blot en dårlig situation; Det varsler også ilde, at Storbritannien hvide arbejderklasse som en sovende kæmpe er ved at vågne.

Den anden mulighed, som Javid kunne gribe, er at optrevle det, der alarmerende begynder at ligne et landsdækkende netværk af organiseret kriminalitet. Den pæne omskrivning “‘grooming’-bande” er blevet afvist af mange, der foretrækker den mere jordnære betegnelse “voldtægtsbande“. Ordet “bande” giver dog indtryk af en sporadisk og isoleret aktivitet, der hovedsageligt bliver begået af unge kriminelle. Den landsdækkende seksuelle udnyttelse er ved at udvikle sig til at blive et mafia-lignende “terrornetværk“. Børn transporteres (side 7/79) rundt i landet for at blive misbrugt ved på forhånd aftalte lokaliteter, og handelen er sammenfaldende med ulovlig narkohandel og anden kriminel aktivitet. Det ville være mere betegnende at kalde “grooming” for “børnesex-slavehandel“.

Ved at tillade, at denne kriminalitet udartede igennem årtier, er de britiske myndigheder selv blevet kriminelle som medskyldige efter ugerningen. De ville også kunne anklages for at bryde ikke alene national lovgivning, men også internationale traktater om beskyttelse af børn, såsom Børnekonventionen og FN’s frivillige protokol om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.

Da overgebene hovedsageligt begås af “(syd-)asiatiske” kriminelle, mærker de britiske myndigheder nu jorden brænde under sig. En samordnet indsats fra regeringen og politiets side vil kunne øge eksisterende spændinger mellem forskellige samfundsgrupper. Hvis de omvendt undlader at handle, vil tilliden til landets institutioner og love – og minoritetssamfund i sig selv – fortsat mindskes blandt store dele af offentligheden. Da der nok ikke umiddelbart sker noget under den nuværende samling af initiativløse britiske politikere, hælder de sandsynligvis mod at sparke denne menneskelige tragedie til hjørne.

Lad os dog håbe, at Sajid Javid forbliver tro mod sin støtte fra 2017 til Sarah Champion og i det mindste forsøger at optrevle disse kriminelle netværk, der længe har opereret på “en industriel skala“.

Foreløbigt har reaktionen på denne nationale skamplet været pinefuldt langsom og nedtonet. Der har været nogle få retsforfølgelser af større forbrydere, men mange bliver nok aldrig retsforfulgt. Tusindvis af ofre er blevet nægtet erstatning eller sundhedsmæssig og social hjælp, og der har ikke været nogen retsforfølgelser af skyldige embedsmænd. Sager om forseelser fra politiets side har endnu ikke ført til noget – på trods af, at der så langt tilbage som i 2015 blev rapporteret om en betjent, der havde sex med misbrugsofre. De eneste “straffe”, der er blevet givet, har været omskolingen af en enkelt advokat fra anklagemyndigheden og degraderingen af nogle rådmænd i Rotherham. Alt dette er sørgeligt utilstrækkeligt i forhold til den påståede facilitering af massevoldtægter af børn – der er behov for en troværdig offentlig undersøgelse.

Andrew Jones er journalist og for tiden bosiddende i Europa.

 

 

Storbritanniens parlament: Begrænset interesse for børnevoldtægtsbander
af Andrew Jones
22. Juli 2018
Oprindelig engelsk tekst: UK Parliament: Little Interest in Grooming Gangs
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

Læs også