Når menneskesynsargumentet kammer over i kroniklængde, så ved man at skribenten bor tæt på vandet, langt fra ghettoerne. Forfatter Anna Kløvedal i Kristeligt Dagblad – Jeg tror ikke på det gode i mennesket…
“Uskyldige børn vader ind over vores grænse, og vi lukker vores dør og låser den.
Hvem er onde her? Er det Assad? Putin? Obama? IS? Det er i hvert fald IS. Det kan vi vist alle sammen blive enige om. Men er det også dig og mig, der er onde? Nej, nej, nej, selvfølgelig er vi ikke onde, fordi vi er så civiliserede! Men dem nede i de primitive lande, dem nede i hulerne og dem med de feje tørklæder, der skjuler deres identitet – de er onde. …
Hvad nu, hvis vi alle som udgangspunkt er onde mennesker? Måske er samtlige IS-medlemmer vokset op i afsavn af både kærlighed, omsorg og velstand af en slags. Det er vi heldigvis ikke heroppe i Norden. Vi har sociale relationer, arbejde, penge, huse at bo i og måske oven i købet en mening med livet. Alligevel er vi onde nok til at smække døren i for næsen af børn. Hvorfor? …
Derfor må vi også gøre anråb, når en minister som Inger Støjberg (V) og andre gør det legitimt at opføre sig uanstændigt over for andre mennesker. Det er ikke kun disse menneskers liv og lemmer, der kommer i fare i den konkrete danske og internationale politiske situation.
Det er også vores egen selvagtelse og anstændighed, der er truet. Derfor har både politikerne og alle de, der ytrer sig i medierne, et kolossalt ansvar for, hvilket menneskesyn de udtrykker og gør legitimt for de danske borgere at have.”